Kolonist ved et tilfælde

Der går en mand rundt i Nuuk med et kamera over skulderen på udkig efter Døden. Hver gang han hører en sirene, eller ser en drukkenbolt dejse om i en snedrive, styrter han af sted med linsen forrest.

Det er som om han håber en dag at kunne fange Døden på film og fersk gerning.

Jeg har set ham et par gange oppe på redaktionsgangen. Skægstubbene er grove og grå, blikket flakkende og forjaget. Frakken har store lommer som kunne gemme på hvad som helst.

"Er der nogen der skriver på historien om manden der faldt ned i et glasbord og fik halsen skåret op?" råber han ude fra entréen.

Han kommer kun ind hvis der er nogen der vil købe et af hans billeder. Han har ikke tid til kaffe og sniksnak. Det er alvor for ham, det her, dødelig alvor.

Ind imellem ringer journalisterne selv til ham. Hvis de mangler stof til avisen eller bare har brug for lidt spænding.

De siger at han altid lyder forpustet når han tager mobilen. Måske det er vinden der suser i mikrofonen. Eller måske han frygter det næste billede, at det bliver af ham selv.

Det er ikke kun ham der jager Døden. Døden jager også ham.

En dag vil den komme mens han står med kameraet fremme. Den vil træde helt op til ham, og han vil trykke på udløseren. Endelig vil han vide hvordan den ser ud.

Vi andre vil sidde tilbage med endnu et billede.

Festen er slut, tømmermændene har lagt sig, og internettet flyder atter frit fra NTP-stikket på Rotarykollegiet.

Denne gang var det ikke Tele Greenland, men Landsstyrets grønlandiseringspolitik der skabte støj på linjen.

Ifølge lejekontrakten bor vi på Mestervej 8 til trods for at vejnavnene her i byen for længst er overgået til grønlandsk. Det kunne være et udslag af konservativ idealisme eller postkolonial ærefrygt, men skyldes nok snarere KAFs administrative utilstrækkelighed.

At oversætte Mestervej til Qatserisut har imidlertid ikke været problemet i denne omgang. Det har det derimod at husnumrene under overgangen fra dansk til grønlandsk tilsyneladende er blevet vendt på hovedet, så de nu begynder i den modsatte ende af vejen.

Vi bor med andre ord ikke længere på Mestervej 8, men på Qatserisut 2. Dog stadig skråt over for Polar Auto.

I anledning af denne tvivlsomme sejr over bureaukratiet der garanterer at vi nu ikke blot kan komme på nettet, men også modtage regningerne for vores forbrug, har jeg lagt et portræt af weekendens fastelavnsfest op på siden.

Og jo, jeg er stadig ansat på AG.

Dagen i dag er udråbt til Store Festdag.

Liv skal til årsbal på universitetet med dimittender i nationaldragt og en talerrække der strækker sig hele vejen fra administrationen til rektor, med en afstikker til teologien undervejs. Ritualerne begynder om formiddagen og fortsætter med kaffemik og gallamiddag og fest til den lyse morgen.

Her er ikke noget med hvidvin og pindemadder og forsvinde i mængden når de studerende endelig efter års slid eller mangel på samme bliver bachelorer og kandidater. Liv havde sagt at det virkede som om de gik meget op i deres årsfest ude på universitetet, men det var først da der tikkede en tre sider lang pressemeddelelse om begivenheden ind i min mailbakke på AG at jeg erkendte alvoren.

Mandagsundervisningen er aflyst på forhånd.

Selv skal jeg til et mere light men ikke desto mindre gennemritualiseret arrangement - nemlig Fastelavn. Det bliver på redaktionsgangen med kostumer, tøndeslagning og mad ude fra byen. Konceptet er gammelkendt og i fuld overensstemmelse med karnevalsånden: ved at klæde os ud klæder vi os i virkeligheden af, og så er dén sociale skid slået.

Som det fremgår af nedenstående billede fra min personlige kostumeprøve, har jeg besluttet mig for at gå linen helt ud og én gang for alle få bugt med berøringsangsten og de overdrevne høfligheder. Indtil videre løber min ansættelse jo kun frem til engang midt i april, så det er om at få skudt alt krudtet af i karnevalskanonerne.

Nu er min eneste frygt så at den konkurrerende avis Sermitsiaq har en af deres mange spioner med til fastelavnsfesten (den slags er jo et sandt paradis for disse forklædningens mestre). John-med-huen - den aldrende freelance IT-ekspert der servicerer begge aviser - var forbi i frokostpausen i dag og kan måske have overhørt en halvt udtalt sætning klemt inde mellem to sildebidder, eller bare lagt mærke til stablen af vinkasser i entréen ...

Efter at Kollegieadministrationen gennem længere tid havde ignoreret vores gentagne anmodninger om ønskeflytning, troppede Liv i sidste uge op på deres kontor med lidt af en attitude. Jeg kan ikke nærmere udtale mig om hvad der gik for sig i de godt tre kvarter hun var væk, men næste gang jeg så kollegieinspektøren, befandt han sig i en tilstand et eller andet sted mellem et skræmt barn og en logrende skødehund.

Og nu har vi så fået et nyt sted at bo.

Rotarykollegiet er en mindre lyseblå bygning med to etager og skråtag. Selv har vi fået værelse i kælderen. Noget der giver mindelser til mange andre steder jeg tidligere har boet. Hjemligheden hører dog straks op når jeg kigger ud af vinduet på de sneklædte klippeskråninger der arbejder sig op mod gadeplan. Her er en særegen ro og varme i vores eget lille hul i jorden.

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal sige til at bo på et kollegie sponsoreret af Rotary. Er det ikke noget med et logeagtigt netværk af selvstændige erhvervsdrivende der udveksler børn og tjenester på foranledning af utopister og andre excentrikere fra en flække et sted i den amerikanske Midwest?

Sidste gang jeg mødte en rotarianer, var på en blaffetur i Australien, midt mellem Sydney og Melbourne, på den forkerte side af bjergene. Han var ejendomsmægler med rødt slips og pomadiseret hår og stoppede kun for blaffere af ublandet arisk blod. Han var ikke racist, han kunne bare ikke udholde lugten af neger.

Jeg undlod at fortælle ham om mine fjerne italienske aner. Og at jeg ikke havde været i bad i fjorten dage. Selv kæresten jeg tomlede med, var begyndt at brokke sig.

Det blev en lang eftermiddag på bagsædet af hans karosserihævede Land Rover. Den flød med salgsplancher for ødemarkens tyndvæggede træhuse, og man kunne ikke så meget som strejfe en af dem med sit blik uden at han begyndte at fortælle salgshistorien, og nøj! hvor havde de bidt på krogen, og nøj! hvor var det kommet til at koste dem.

Det var også ham der første gang fortalte mig om Australiens berygtede backpackermorder med 33 blaffere eller mere på samvittigheden. I begyndelsen var historien et kærkomment afbræk fra de endeløse udredninger om hans egobenådede salgstalent, men sidenhen blev detaljerigdommen en smule too close for comfort.

Indtil jeg senere fandt ud af at backpackermorderen var blevet fanget for længst, var jeg sikker på at det var ham. Jeg kunne se det reflekteret i hans øjne når de mødte mine i bakspejlet. Det var umuligt at bestemme om de var en ubrydelig flade eller en bundløs skakt. Den dag i dag er jeg stadig sikker på at han i det mindste var en copycat.

Jeg trak kæresten ud af bilen og flygtede ind i bushen da han stoppede ved en øde beliggende tankstation for at købe overraskelser med hjem til sit rotarianske udvekslingsbarn. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen bare at skrive om ham.

Heldigvis skal man ikke være rotarianer for at bo her på kollegiet. Derimod skal man være studerende på universitetet i Nuuk. Det betyder klimaforandringer ligesom al anden fremgang på Grønland. Ikke flere tømrerdrenge og enlige mødre som på Kujalliitkollegiet. Byggepladsen og fjorudsigten kommer jeg sikkert også til at savne.

En epoke er slut, og en ny begyndt. Det er i grunden utroligt hvad man kan nå på bare tre en halv uge i udlandet.

Der har været beboermøde i Kujalliitkollegiets Blok L. Jeg bringer et portræt af en Kollegieadministration i dyb krise.

Man må godt grine. Det gør vi.

Læs portrættet her.