Det lille hus i sneen

På papiret er Rotarykollegiet bestemt ikke nogen fredfyldt oase for flittige studerende. Det er genbo til en automekaniker og en brandstation, og så ligger det kun en kort glidetur fra Nuuks største og mest befærdede vej.

Alligevel er det lykkedes det lille lyseblå hus at putte sig trygt og godt i sneen og slumre ind som om verden udenfor kun var noget man læste om i avisen. Selv beboerne synes at være godt tilfredse med deres eget selskab, og den eneste gang jeg har set nogen i fællesstuen, var da vi holdt husmøde for at anspore folk til i det mindste at komme ud af deres huler når de skulle gøre rent.

Kollegiet har syv værelser i underetagen og to lejligheder på førstesalen med skråvægge og eget køkken. I den ene lejlighed bor Aviaja der er beboerrepræsentant og ildsjæl. Hun markerede sig senest ved at dukke op i min redaktionsmail på arbejdet i form af en pressemeddelelse for en nydannet studenterforening der i modsætning til den eksisterende har til formål at varetage de studerendes interesser.

I den anden lejlighed bor et par jeg endnu ikke har mødt. Det er der vist i øvrigt ikke ret mange der har. De holder sig så meget for sig selv at deres anmodning om at blive fritaget for enhver form for huslige pligter uden for deres egne fire vægge blev imødekommet med stemmerne alle for og ingen imod. Så vidt jeg ved, var de ikke engang selv til stede ved afgørelsen.

Vores eget værelse ligger mere under jorden end over, men en fordybning i landskabet omkring huset skaber et smukt vue op ad de sneklædte skråninger mod gadeplan. I vinduet over skrivebordet hænger en uro med sølvstokke og gennemsigtige lyserøde plastichjerter. Den bimler som et helt lille klokkespil når jeg prikker til den, og ofte sidder jeg og lytter til den i skumringen mens kragerne lander og letter på naboens tag.

Uden for vores egen hoveddør slår de ned i affaldscontaineren og trækker stivfrosne skraldeposer ud under låget. Frygtindgydende fugle med kraftige knonæb og flossede fjer. Jeg kalder dem for Nuuks sorte måger. De ved mere om hvad der sker i byen end nogen andre.

Polar Auto ovre på den anden side af gaden har åbenbart også et godt øje til de ubenyttede kvadratmeter ude foran vores hoveddør. Da det begyndte at tø her for et par dage siden, dukkede der pludselig en hel stribe bulede bilvrag frem under driverne. Dagen efter havde Aviaja været der med sin bestemte tone og sine entydige fagter, og pladsen var atter fri.

Her til eftermiddag kan jeg se at der er dukket endnu en sort sæbekasse med klippede plader op derude. Jeg tvivler på at Polar Auto har mod til at prøve kræfter med en kvinde der netop har kastreret deres automekaniske manddom, så måske bilens historie alligevel er en anden.

I sidste uge lykkedes det fire politibetjente på patrulje at parkere ved siden af en stjålet bil på en tankstation uden at opdage det. Den var ellers efterlyst med både billede og nummerplade. Ejeren havde imidlertid selv fundet bilen nogle timer forinden og kunne i cigaretkøen på tankstationen henstille til betjentene om ikke atarrestere ham hvis det skulle lykkes dem at få øje på ham når han steg ind i bilen.

Nej, der er ikke mange ting at fare i blækhuset over for en bare tilnærmelsesvis loyal portrættør af Rotarykollegiet.

Det skulle da lige være den mærkelige lugt der kommer og går i gangen ude foran vores værelse. En særegen blanding af røgelse og råd der giver mindelser om en anden tid og en anden verden der eksisterede heroppe for måske bare hundrede år siden.

Dengang ånderne vandrede blandt menneskene, og kragerne bragte bud fra det hinsides. Dengang videnskabsmænd risikerede liv og lemmer i fremgangens navn, og eskimoer velvilligt optrådte i rollen som deres hedenske studieobjekter.

Dengang en polarauto var noget der blev trukket af et hundespand, og Rotary en særlig form for fis man kunne have i kasketten.