Demokraatit
"Luk lortet!" kom en af Demokraternes spidskandidater til at sige om de grønlandske bygder ugen inden der blev udskrevet valg. Siden da har det været op ad bakke for det unge og uprøvede parti. Ikke mindst fordi kandidaten valgte at stå ved sit ord.
De omkring 60 bygder der er fordelt rundt langs landets kyster, huser tilsammen omkring 15% af den samlede befolkning. Af de resterende 85% der er bosat i byerne, synes det imidlertid kun at være Demokraternes absolutte partitop der ikke har et nærmest psykosentimentalt forhold til bygderne. Til trods for stadige rapporter om arbejdsløshed, alkoholisme, voldtægt, incest, pædofili, hustruvold og selvmord, bliver bygderne fortsat identificeret med det "ægte" Grønland og den "oprindelige" fangerkultur.
Det er imidlertid ikke de massive sociale problemer der bekymrer Demokraterne når de opfordrer til at tvangsflytte bygdeboerne og genhuse dem i grå ghettoblokke inde i byerne - eller "vækstcentrene" som de ynder at kalde dem uden den mindste snert af ironi. Nej, det er økonomien der rynker deres brede - i betydningen høje - intellektuelle pander.
Spørgsmålet om bygderne vanskeliggøres imidlertid af at ingen ved hvad det rent faktisk koster samfundet at opretholde dem. IA påstår at det er et beløb i millionklassen, Demokraterne at det er et beløb i milliardklassen. Som på så mange andre områder findes der ikke en egentlig statistik at forholde sig til, og det er først under valgkampen at det for alvor er blevet problematiseret at Hjemmestyret siden dets indførelse har truffet en lang række afgørende beslutninger på et mere end tvivlsomt statistisk grundlag.
Var det ikke landsstyremedlem for infrastruktur, miljø og råstoffer Kim Kielsen der for et par måneder siden havde forlæst sig på tallene og forsøgte at overbevise Connie Hedegaard om at Grønland skulle have lov til at udlede en mængde CO2 pr. indbygger der svarede til 200 gange det den gennemsnitlige amerikaner udleder?
Statistikken er med andre ord et område Demokraterne vil gøre noget ved. Siger de. Men den dag planerne for en fremtidig Grønlandsk Statistik blev fremlagt, var også den dag Hans Enoksen udskrev valg. Planerne druknede øjeblikkeligt i løfter om uafhængighed og frihed og andre luftige selvstyrebegreber.
Ikke at det nødvendigvis havde gjort nogen forskel hvis fremlæggelsen havde fundet sted en anden dag. Kun et enkelt landstingsmedlem var mødt frem for at overvære den, og han forlod mødet i hast straks nogen hviskede ham i øret at der var blevet udskrevet valg. Han var i øvrigt ikke fra Demokraterne.
Et af de helt store problemer omkring finansieringen af bygderne er Grønlands eklatante mangel på infrastruktur. I det mest grelle tilfælde der har været fremført, betyder det at en nordgrønlandsk bygd med bare tre indbyggere - en førtidspensionist og to tilpastidspensionister - skal serviceres af et separat forsyningsskib for at holde sulten for døren. Regningen siges med stor statistisk usikkerhed at være svimlende - og ville givetvis også være det selv om man fraregnede pensionsudbetalingerne.
Det er tydeligt at Demokraterne har en væsentlig sag - om ikke på hjerte, så i hvert fald på hjerne - men spørgsmålet er om Grønland er parat til at høre dem til ende. Mens den gamle kolonimagt klapper i deres veltrænede fitnesshænder over ethvert tiltag til effektivisering, så synes den almindelige grønlænder mere skeptisk. Hvis tømmermændene kom før rusen, så ville der jo næppe være samme interesse for at sætte munden til selvstyreflasken.
Her på Rotarykollegiet er det Miki Kleist der holder Demokraternes fane højt. Men selv om kollegiet udelukkende beboes af de universitetsstuderende partiet først og fremmest henvender sig til, så flager Miki mest for sig selv. De fleste andre kollegianere foretrækker hans onkel Kupik fra IA.
Endnu har ingen dog meldt sig i sagen om Mikis skændede valgplakat i entréen. Grønt hår, tegnestifter i panden og en taleboble hvor der står "hvorfor så seriøs?" er jo ikke just det man forbinder med en ægte Demokrat. Det kan bestemt ikke udelukkes at en af KAFs underbetalte og overernærede kollegieinspektører står bag denne og andre ugerninger begået mod Miki, men noget siger mig at fjenden skal findes nærmere hjemmet.
Hvis den gamle elite i Grønland efterhånden er gået til i druk og underskud på repræsentationskontoen, så synes den nye elite at rejse sig så sober og økonomisk vederhæftig at man må spørge sig selv hvem de i virkeligheden repræsenterer. Det grønlandske folk er det i hvert fald ikke. Statistik eller ej.