Til beboermøde med Kafka

Jeg så opslaget ved et tilfælde. Det hang ude på trappen mellem gamle telefonlister og ordensreglementer. Den kollegieansvarlige for Blok L indkaldte til beboermøde "angående rengørings- og affaldsproblemet". Der stod hvornår, men ikke hvor. Den eneste kontaktinformation var signaturen: "Viggo".

Liv og jeg sidder i køkkenet og venter med mere irritation end spænding. Det er lykkedes os at få fat på to af gangens øvrige fire beboere. Den ene er dukket op med sine to børn der som sædvanlig løber i cirkler og vælter kaffekopper og smækker med døre. Den anden skulle på arbejde og var desuden ikke interesseret.

Nu kommer underboerne også op. Det er første gang vi ser dem. De fortæller at de bor i hver deres lejlighed nedenunder, med god plads og eget køkken og bad. Prisen er den samme som for vores to gnallingeværelser heroppe. Et spørgsmål begynder at tage form i mit hoved.

Den ene underbo er en familie med to voksne og to børn. Forældrene sidder tunge og tavse i sofaen, mens børnene leger stilleleg under bordet. Kontrasten til vores nabo og hendes turbotumlinger er en fornærmelse af kosmiske dimensioner.

Den anden underbo er en stille, intellektuel fyr der prøver at retfærdiggøre sin lejlighed med at han har en kæreste, og at de selv skal købe lokumspapir. Han har tydeligvis svært ved at koncentrere sig for børnenes længdespringskonkurrence der foregår fra den ene ende af køkkenet til den anden. De bor sammen med deres mor og tre senge på fjorten kvadratmeter.

"Og så var der selvfølgelig historien med loftslampen i stuen," siger han og trækker en linje med fingeren rundt langs kanten af sit skæg. Barberingen er udført med matematisk præcision. "Der gik fire måneder fra vi indrapporterede skaden til at der rent faktisk kom nogen og udbedrede den."

Det er ikke ham jeg er irriteret på. Selvfølgelig er det ikke det. Lige nu er han bare et billede på alt det der er galt med Kollegieadministrationens Fælleskontor. KAF, som det hedder. Kafka, som jeg kalder det.

"Forresten," tilføjer han, "ved I om jeg overhovedet behøver være med til mødet heroppe nu hvor jeg har mit eget sted nedenunder?"

Heldigvis for underboen kommer Viggo listende ind ad døren i samme øjeblik. Tre kvarter forsinket. Han er en stor, blød fyr med autoritet som kogt spaghetti. Heldigvis er han sekunderet af kollegieinspektøren Knud der hurtigt mister tålmodigheden og skærer gennem sniksnakken.

"Nu var det egentlig meningen at jeg skulle gennemgå alle de forpligtelser man har som beboer på et af KAFs kollegier. Men dem har I selvfølgelig allerede læst alt om i den pjece I fik udleveret da I flyttede ind. Så det gider vi ikke spilde tid på, vel?"

Knud overtager øjeblikkelig positionen som rummets absolutte hadeobjekt. Han sidder dér og vipper fremover på stolen med vommen presset ud mellem ryglæn og sæde mens han irettesætter voksne mennesker som om de lige var flyttet hjemmefra for første gang. Og de finder sig tilsyneladende i det.

Er det dét vi har koloniseret grønlænderne til, tænker jeg ude af stand til ikke at generalisere. Underdanighed og autoritetstro? Noget falder i hak inden i hovedet på mig, og et billede af en særlig grønlandsk mentalitet træder frem. En slags passiv modstand uden kraft eller overskud. Hvis man lever i nuet, bør man ikke brokke sig over fremtiden.

Jeg strejfer Livs blik over bordet og må kigge væk for ikke at grine. Situationen er ude af kontrol. Jeg har lyst til at rejse mig op og indlede en højst upassende diskussion om bestemmelsen af karaktertypiske træk ud fra kranieformer. Istedet fniser jeg diskret ud af den ene mundvig. Knud tolker det straks som en indforstået accept af sin sarkasme og bliver mere jovial.

"I virkeligheden hedder det sig jo at børn ikke må opholde sig på fællesarealerne uden at være under opsyn af en voksen og aldrig efter klokken ni om aftenen, men med så mange børn i huset som hér vælger jeg at se lidt gennem fingre med det. Jeg vil meget hellere se glade børn lege stille og roligt i gangene, end jeg vil høre frustrerede skrig og skrål inde fra værelserne."

I samme nu kommer naboens søn tordnende ned mod køkkenet og sætter af på dørtrinnet. Han flyver tværs gennem rummet og lander i en lænestol der kurrer en halv meter hen over gulvet inden den banker ind i væggen så servicen klirrer i skabene. Stik mod sædvane springer moren op fra sofaen og skælder og smælder. Knud foretager et taktisk emneskift.

"Når Viggo og jeg går hjem i aften, så vil vi gerne have at I bliver siddende lidt og vælger en beboerrepræsentant. Vedkommendes rolle bliver at lægge øre til de andre beboeres problemer og klager - og så ellers tage sagerne videre til KAF hvis det er nødvendigt. Det gælder naturligvis kun for de af jer der bor på fællesgangen. Lejlighedsbeboerne nedenunder må fungere som deres egne repræsentanter."

Liv og jeg og naboen kigger på hinanden. Vi kan tælle på én hånds fingre hvor mange gange vi har set resten af beboerne heroppe. Jeg afspiller fantastiske fremtidsscenarier i mit hoved hvor vi klager over hinanden til hinanden og derefter går ned for at repræsentere os selv hos Kafka. Den gamle tjekke slår kolbøtter i sin arkivskuffe.

"Men bare rolig," siger Knud og kniber øjnene lidt sammen, "I kommer ikke til at være alene om det her. Som kollegieansvarlig for hele Blok L er det Viggo der går ind og tager styringen i krisesituationer. Ikke også, Viggo?"

Viggo vågner som fra en lang nats søvn. Han retter sig pludselig op i stolen og trækker maven så meget ind han kan. Der lyder et skvulp nede fra dybet. En usynlig hånd trækker et hvidt lagen hen over ansigtet på ham. Øjnene stikker i alle retninger på én gang uden at ramme noget. Jeg kender det eneste sted i verden han ikke har lyst til at være lige nu.

"Viggo er uddannelsessøgende," konstaterer Knud med en snert af beklagelse i stemmen. "Måske du skulle komme med den gode nyhed du har taget med, nu hvor du alligevel har ordet?"

"Ja-a-a," fremstammer Viggo, "det er nemlig sådan at ..."

Han sænker forsigtigt blikket til sin højre håndflade hvor en notesseddel ligger krøllet sammen til en lille, hård papirkugle. Med rystende fingre leder han efter en snip at folde den ud fra.

"Møblerne!" knurrer Knud med en træt fortrolighed i stemmen der pludselig får det til at gå op for mig at Viggo vist er mere end bare hans kollega. Det passer også med kropsbygningen og ansigtsformen. De er sgu i familie!

"Øhh, jo ..." begynder Viggo med blikket stift rettet mod sin onkel eller fætter eller hvem end Knud nu måtte være. "Det er sådan at KAF har lovet at der kommer nye møbler i alle kollegierne. Det eneste problem er at de ikke ved hvornår. Det var vist bare det jeg lige skulle sige."

Endelig får latteren frit løb i køkkenet. Vi kaster os tilbage i møblerne og skriger af grin og pisker en stemning op der sender børnene på raketkurs mod verdensrummets fire vægge. Støjniveauet ligger snart et halvthundrede decibel over det tilladte på denne tid af aftenen, og kollegieinspektøren kan ikke gøre andet end at grine med.

"I alle de år jeg har været hos KAF," hulker han inderligt, "har jeg aldrig hørt noget så hysterisk morsomt. Åh, hvor vil jeg se de møbler før jeg tror det ... åh, hvor vil jeg se dem!"

Mødet er slut. Der er ingen tvivl. Maskerne ligger allerede og flyder på gulvet, halvvejs sparket ind under sofaen, og det vil tage lang tids hårdt arbejde at vinde deres magi tilbage. Aftenens sidste udfordring bliver at bryde op uden også at tabe ansigtet.

Da latteren har lagt sig, skynder vi os at forsikre Knud om at vi nu vil tage hul på diskussionen om hvem der skal være kollegiegangens beboerrepræsentant. Han kvitterer med at udlevere nogle inventarlister som vi skal bruge til at danne os et overblik over eventuelle mangler.

"Inkluderer det også de tildækkede røgalarmer, den ødelagte lås på badeværelset, komfuret der ikke virker, og vinduerne der ikke kan lukkes?" spørger jeg lidt for kådt og indser straks mit fejltrin.

Kollegieinspektøren hanker op i ansigtsmusklerne og strammer ind. Han gelejder en lettere rådvild Viggo ud ad døren bag sig. Stakkels knægt der ikke engang nåede at få nævnt det oprindelige punkt på dagsordenen: rengørings- og affaldsproblemet. Det bliver ikke nogen sjov køretur hjem for den unge og uprøvede kollegieansvarlige for hele Blok L.

"Kom ned med inventarlisterne på kontoret i morgen," råber Kafka til os ude fra trappen, "så tager vi den derfra!"

*

Siden beboermødet har vi fået to spritnye komfurer med keramikplader. Låsen til badeværelset er blevet skiftet ud, og Brandtilsynet har fjernet plasticposerne der var tapet fast til røgalarmerne. De øvrige mangler er endnu ikke blevet udbedret. Vores sengebunde er stadig i stykker, køkkenet groft underudstyret, bordbenene løse overalt i huset, og vinduerne sikre garantier for en eksorbitant varmeregning. For bare at nævne et par af de mere iøjenfaldende defekter.

Viggo er og bliver et navn på en liste med et mobilnummer der ikke eksisterer.