Charoen Porn
Bag to lukkede ståldøre der ligner indgangen til et provinsdiskotek, ligger Nuuks eneste rigtige thairestaurant. Den nærmeste konkurrent til titlen må være Café Chili hvis krav på autencitet imidlertid begrænser sig til en højere risiko for madforgiftning. Desuden har dens menukort efter sigende ikke engang ændret skrifttype siden den skiftede ejer og tog navneforandring fra Crazy Daisy til Café Chili.
Køkkenet i Charoen Porn er en vellykket fusion mellem det thailandske og det grønlandske. Sushien er lavet på lokale råvarer, og den ovnbagte rødfisk serveres på en bund af kokosmælk og karry. Kaffen er om ikke byens bedste, så i hvert fald den der kan præstere de højeste alkoholprocenter.
Vi ankommer en ganske almindelig tirsdag aften uden andet formål end at fejre os selv og vores skæbner.
En thailandsk knægt med en uskyldig præpubertær mine sidder bag skranken for foden af trappen og tager imod overtøjet. Han sørger omhyggeligt for at vi får det rigtige bøjlenummer med os inden vi fortsætter op til afsatsen hvor buddhaen venter med korslagte ben som en sidste påmindelse om at selv gudernes skylette paladser blot er et stade på vej mod udfrielsen.
Restaurantens proxyparadis fremstår som en kitschet realisering af kolonistens klassiske drøm om en magisk og eventyrlig orient klædt i purpur og guld. Tungtvævede stoffer på vægge og gulv suger skarpheden ud af lyset og dæmper lydene, mens blide toner fra skjulte højtalere draperer enhver samtale med kurver og krummelurer der giver et søvnigt men velbehageligt indtryk.
Møblementets faste linjer og rette vinkler når kun at skære os i øjnene et kort øjeblik inden træets mørke glød og tobaksvarernes tynde dis får visket konturerne ud mod baggrunden. De tjenende ånders kulørte sjaler og knitrende smil indrammer stemningen som guldbrokade på dybtfarvet silkestof, og snart lukker man alt det ind som buddhaen kæmpede for at holde ude da han sad under bodhitræet og så sit eget spejlbillede splintret men fastholdt i flodens strøm.
Vi bliver anvist et bord midt i lokalet med godt udsyn til aftenens øvrige gæster.
I det fjerne hjørne bliver en ældre grønlandsk herre og hans danske hustru opvartet med sydende fade og rubinrøde flasker. De udveksler dræbende blikke under serveringen, men venter høfligt til ritualet er overstået med at nedgøre hinandens valg af vin. Han foretrækker den mørke og kraftige til de krydrede retter, mens hun insisterer noget mere let og perlende.
Ved to sammenstillede borde sidder en af bagmændene i byens underverden og holder hof for de ansatte i en af hans utallige dækvirksomheder. Et serveringsbord bliver rullet frem med en opretstående helstegt kylling. Tjeneren hælder nonchalant en kvart flaske mekongwhisky ud over det fjerløse kræ og stikker ild til anretningen. Mobiltelefonerne blinker pligtskyldigt med lange lukketider hele bordet rundt inden flammerne dør ud og måltidet kan begynde.
Vi knaser vores rejechips og hæver høfligt glassene hver gang vi kommer til at holde vores nysgerrige blikke lidt for længe på et af de andre borde. Så finder vi atter hinanden og prøver at snakke om alt andet end de mange små observationer der ligger os på sinde. Ind imellem kan vi alligevel ikke dy os og må føre hovederne tættere sammen og hviske konspiratorisk under nyforelskelsens dække.
"Har du set det par der sidder to borde bag dig?"
"Ham bedstefaren med barnebarnet?"
"Nej, ikke dem. De andre. Du skal ikke vende dig om nu. De sidder og prøver at fange tjenerens opmærksomhed."
En nystrøget ung mand med pomadiseret hår og knækflip glider pludselig forbi vores bord i en em af parfume. Han holder to par spisepinde strakt frem foran sig som en offergave.
"Det er bartenderen ovre fra Daddy's. Ham den store, du ved, med dejansigtet og de små tykke fingre."
"Hvad med ham?"
"Jeg tror han er på arrangeret date med en thaipige. Han sidder og fører sig frem med gloserne fra en lærebog i engelsk. Hun nikker bare tavst. Lad som om du kigger efter toiletdøren."
Hun er højst tyve, måske kun atten. Hendes ansigt er fladt og udtryksløst, huden blødgjort af velduftende cremer og salver. Morens juveler glimter i øreflipperne. En snoet halskæde, der kunne være hendes egen, ligger tæt ind til brystet. Under den kunstlede ro sitrer en nervøsitet der kun lader sig ane i de lidt for hårdt sammenpressede læber.
"Hvor i alverden har han dog samlet hende op henne?"
"Måske har han forbindelser til nogen på restauranten. Hun snakkede med en af pigerne fra baglokalet da vi kom ind. Det virkede som om de kendte hinanden. Jeg tror ikke hun ville have at pigen skulle gå igen."
"Jeg har hørt at Video-Leif også har fået sin kone hentet herop fra Thailand. Men det er noget andet med dem. De er mere jævnbyrdige."
"Vidste du at konen var rejst til Thailand? Vist nok bare for at hente varer til butikken. Det fortalte han mig sidst jeg var dernede."
"Så får de måske snart tangplader igen, så vi kan lave vores egen sushi."
"Eller barnebrude, så de lokale koloniherrer kan arrangere deres egne ægteskaber."
Fisken bliver serveret hel med hoved, hale, skind og ben. Et par store, friske salatblade stikker ud af munden på den. Sikkert den dyreste detalje ved hele anretningen. Efter at have smagt på chilisaucen får vi hurtigt flyttet bladene fra fiskens til vores egne munde for at dulme den brændende fornemmelse på tungen. Bortset fra et lille glas med karrypasta er det mest eksotiske krydderi vi holder os heroppe en bøsse kvanesalt.
Henne ved langbordet er de besøgende fra underverdenen nået frem til Charoen Porns grønlandske kaffe der er mindst lige så berygtet som dem selv.
Endnu engang ruller tjeneren serveringsbordet frem. Flaskerne klirrer let mod hinanden da han stopper op. Han blander kaffe, kahlua og gran marnier inden han stikker ild på den hårde spiritus og sender en flammende stråle gennem tragten og videre ned i det første glas. Han løfter armen højere og højere indtil det ser ud som om en søjle fra porten til det niende helvede har rejst sig fra glasset af egen kraft.
Igen blinker mobilerne pligtskyldigt rundt om bordet. De har set det hele før, men skal alligevel have et billede. Begejstringen er en del af showet, og ingen lægger mærke til de diabolske drag skyggerne tegner om deres munde.
Til sidst bliver flødeskummen skrabet ned i glassene, og tjeneren kan atter trække sig tilbage. Næste gang han viser sig, er det for at modtage bordbossens guldrandede kreditkort på et sølvfad.
Da ståldørene glider i bag os, træder vi ud af drømmen og ind i en verden et godt stykke nærmere den virkelighedens sande natur buddhaen søgte bag fristelsernes slør.
Det er en råkold sommeraften i Nuuk. Den arktiske monsun kryber ind under sprækkerne i tøjet, og snart er den eneste varme der er tilbage i vores kroppe, eftervirkningerne af chilisaucen der knalder og brager i maverne.
Det skal blive godt at komme hjem og slukke bevidsthedens bål i drømmeløs søvn.
