Kolonist ved et tilfælde

Efter at Kollegieadministrationen gennem længere tid havde ignoreret vores gentagne anmodninger om ønskeflytning, troppede Liv i sidste uge op på deres kontor med lidt af en attitude. Jeg kan ikke nærmere udtale mig om hvad der gik for sig i de godt tre kvarter hun var væk, men næste gang jeg så kollegieinspektøren, befandt han sig i en tilstand et eller andet sted mellem et skræmt barn og en logrende skødehund.

Og nu har vi så fået et nyt sted at bo.

Rotarykollegiet er en mindre lyseblå bygning med to etager og skråtag. Selv har vi fået værelse i kælderen. Noget der giver mindelser til mange andre steder jeg tidligere har boet. Hjemligheden hører dog straks op når jeg kigger ud af vinduet på de sneklædte klippeskråninger der arbejder sig op mod gadeplan. Her er en særegen ro og varme i vores eget lille hul i jorden.

Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal sige til at bo på et kollegie sponsoreret af Rotary. Er det ikke noget med et logeagtigt netværk af selvstændige erhvervsdrivende der udveksler børn og tjenester på foranledning af utopister og andre excentrikere fra en flække et sted i den amerikanske Midwest?

Sidste gang jeg mødte en rotarianer, var på en blaffetur i Australien, midt mellem Sydney og Melbourne, på den forkerte side af bjergene. Han var ejendomsmægler med rødt slips og pomadiseret hår og stoppede kun for blaffere af ublandet arisk blod. Han var ikke racist, han kunne bare ikke udholde lugten af neger.

Jeg undlod at fortælle ham om mine fjerne italienske aner. Og at jeg ikke havde været i bad i fjorten dage. Selv kæresten jeg tomlede med, var begyndt at brokke sig.

Det blev en lang eftermiddag på bagsædet af hans karosserihævede Land Rover. Den flød med salgsplancher for ødemarkens tyndvæggede træhuse, og man kunne ikke så meget som strejfe en af dem med sit blik uden at han begyndte at fortælle salgshistorien, og nøj! hvor havde de bidt på krogen, og nøj! hvor var det kommet til at koste dem.

Det var også ham der første gang fortalte mig om Australiens berygtede backpackermorder med 33 blaffere eller mere på samvittigheden. I begyndelsen var historien et kærkomment afbræk fra de endeløse udredninger om hans egobenådede salgstalent, men sidenhen blev detaljerigdommen en smule too close for comfort.

Indtil jeg senere fandt ud af at backpackermorderen var blevet fanget for længst, var jeg sikker på at det var ham. Jeg kunne se det reflekteret i hans øjne når de mødte mine i bakspejlet. Det var umuligt at bestemme om de var en ubrydelig flade eller en bundløs skakt. Den dag i dag er jeg stadig sikker på at han i det mindste var en copycat.

Jeg trak kæresten ud af bilen og flygtede ind i bushen da han stoppede ved en øde beliggende tankstation for at købe overraskelser med hjem til sit rotarianske udvekslingsbarn. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen bare at skrive om ham.

Heldigvis skal man ikke være rotarianer for at bo her på kollegiet. Derimod skal man være studerende på universitetet i Nuuk. Det betyder klimaforandringer ligesom al anden fremgang på Grønland. Ikke flere tømrerdrenge og enlige mødre som på Kujalliitkollegiet. Byggepladsen og fjorudsigten kommer jeg sikkert også til at savne.

En epoke er slut, og en ny begyndt. Det er i grunden utroligt hvad man kan nå på bare tre en halv uge i udlandet.