Kolonist ved et tilfælde

Dagen i dag er udråbt til Store Festdag.

Liv skal til årsbal på universitetet med dimittender i nationaldragt og en talerrække der strækker sig hele vejen fra administrationen til rektor, med en afstikker til teologien undervejs. Ritualerne begynder om formiddagen og fortsætter med kaffemik og gallamiddag og fest til den lyse morgen.

Her er ikke noget med hvidvin og pindemadder og forsvinde i mængden når de studerende endelig efter års slid eller mangel på samme bliver bachelorer og kandidater. Liv havde sagt at det virkede som om de gik meget op i deres årsfest ude på universitetet, men det var først da der tikkede en tre sider lang pressemeddelelse om begivenheden ind i min mailbakke på AG at jeg erkendte alvoren.

Mandagsundervisningen er aflyst på forhånd.

Selv skal jeg til et mere light men ikke desto mindre gennemritualiseret arrangement - nemlig Fastelavn. Det bliver på redaktionsgangen med kostumer, tøndeslagning og mad ude fra byen. Konceptet er gammelkendt og i fuld overensstemmelse med karnevalsånden: ved at klæde os ud klæder vi os i virkeligheden af, og så er dén sociale skid slået.

Som det fremgår af nedenstående billede fra min personlige kostumeprøve, har jeg besluttet mig for at gå linen helt ud og én gang for alle få bugt med berøringsangsten og de overdrevne høfligheder. Indtil videre løber min ansættelse jo kun frem til engang midt i april, så det er om at få skudt alt krudtet af i karnevalskanonerne.

Nu er min eneste frygt så at den konkurrerende avis Sermitsiaq har en af deres mange spioner med til fastelavnsfesten (den slags er jo et sandt paradis for disse forklædningens mestre). John-med-huen - den aldrende freelance IT-ekspert der servicerer begge aviser - var forbi i frokostpausen i dag og kan måske have overhørt en halvt udtalt sætning klemt inde mellem to sildebidder, eller bare lagt mærke til stablen af vinkasser i entréen ...