Store Hans og Lille Malene

Hans Jukku kigger op fra flamingobakken med nuddelret nede fra Video-Leif. Hvert øjeblik kan det store runde ansigt med de små skæve øjne fortrække sig i den indledende grimasse til en længere mime over temaet "min datter bliver ædt af en slædehund" eller "mit hoved sidder fast i min kones kusse".

Sådan er det med Hans Jukku. Han er et legesygt barn fanget i en kæmpes krop med parodier og lydeffekter som sine to mest udtalte talenter. Jeg kan sagtens forestille mig ham i hans tidligere job som studievært nede på Nuuk TV, men har lidt sværere ved at se ham i rollen som seriøs pressefotograf oppe på AG. Måske den kritiske journalistik sælger bedre med et smil på forsiden.

"Skal du med op til liften efter frokost?" spørger han og åbner munden fuld af gennemtygget nuddelmasse for at vise at jeg endnu har lidt tid at beslutte mig i.

Jeg fortæller at sidste gang jeg stod på ski var som 12-årig under et pludselig snefald i området omkring Dyssegårdsparken lidt nord for København. Så vidt jeg husker var det allerede begyndt at tø inden jeg fik spændt skiene på og kom ud ad døren. Jeg nåede i hvert fald ikke længere end ned til enden af vejen før jeg grundstødte på en ujævn fortovsflise og måtte opgive ævred.

Den dag bristede den sidste i en lang række af drømme om at blive en berømt sportsstjerne med solbrændt hud og farvestrålende dragt. Fodbolden havde jeg lagt på hylden et par år forinden da Frederiksberg Boldklub lammetævede os 40-0 på to gange en halv time. Basketballen fulgte kort efter da jeg under en skoleturnering med overraskende lethed driblede mig fri og ramte kurven rent med et hopskud fra tremeterlinjen. Desværre var det ikke derfor publikum måbede. Det var fordi jeg havde glemt at vi havde byttet banehalvdel i pausen.

*

En nuddelrest og et par simulerede luftvejsblokeringer senere sidder jeg i Landroveren på vej ud til skiliften. Hans Jukku har taget sejebrillerne på, rullet vinduerne ned og skruet op for beatet. Vinden banker ind i kabinen og får snowboardsne til at lette fra bagsædet.

Sådan tænker jeg et øjeblik inden det går op for mig at det nok snarere skyldes svingene. De er pludselige og skarpe og bliver altid taget med speederen helt i bund. Jeg fatter ikke hvordan vi holder os på vejen. Forklaringen ligger efter sigende i dækprisen: 4000 kroner stykket. Jeg slår hætten op på min Parkacoat og trækker hovedet ned mellem skuldrene.

Nicolai er også med. Han er en gammel gavtyv fra Vesterbro, og den eneste på redaktionen der er højere og bredere end Hans Jukku. En kort grånistret hestehale stikker ud under den tætsiddende hue et sted oppe under karosseriets tag. Skibrillerne er skubbet op i panden som et par kæmpemæssige minelygter med orangefarvet glas.

Han tænder dem med et hurtigt knæk i håndleddet da Hans Jukku bremser op for foden af Lille Malene som en underskruet billardkugle. Jeg er ude at checke bag bilen. Vi er ikke gledet så meget som en centimeter.

*

Lille Malene er det mindste af de tre fjeld der omgiver Nuuk, men stort nok til en skilift. Den begynder med en brat stigning omme bag lufthavnen og fortsætter hele vejen op til Store Malene. Længere ude ligger Sermitsiaq. Byens vartegn og navnet på den konkurrende avis.

Skiliften er det mest populære udflugtsmål i Nuuk om vinteren. Næstefter værtshusene naturligvis. Meget mere er der sådan set heller ikke at vælge mellem. Hvis man da ikke lige har en båd og en bøsse og kan lide at sejle ind i Buksefjorden og skyde ryper.

Det prøvede Nicolai for nogle uger siden. Desværre uden snesko. Han sank i til knæene da han steg fra borde. Sådan stod han i seks timer og ventede på at resten af jagtselskabet skulle komme tilbage. Bortset fra billederne var reportagen lige i øjet.

I dag skulle successen dog være mere sikker. Jeg kan se det på den måde han spænder snowboardet fast til fødderne og går lidt ned i knæ for at finde balancen. Om få dage skal han deltage i Arctic Circle Race. Tre dage på ski gennem ødemark og ingenmandsland. Det er snart en måned siden han kvittede smøgerne og begyndte at træne.

*

Jeg står ude foran kioskhuset og ser Nicolai og Hans Jukku blive trukket op ad fjeldsiden med hver deres metalkrog hægtet fast til livet. Der er noget betryggende ved at se de to kolosser blive mindre for til sidst helt at forsvinde i den rå masse af klippe og is.

"Er du klar?" spørger Minik og drejer på gashåndtaget.

Minik er ansat ved skiliften og vant til at køre rundt oppe på fjeldet med en seks meter bred pistemaskine. Så jeg tænker at det er jeg vel. Jeg sætter mig op bag på snescooteren og griber fat om metalbøjlerne nede ved sædekanten.

Det giver et pludselig ryk i armene, og så er vi afsted.

*

Det tre-skiede monstrum brøler op ad fjeldsiden i en vinkel der tilter verden og truer med at slynge mig baglæns ud i intetheden. Det er først da vi passerer en vildt gestikulerende skiløber at det går op for mig at jeg ligger i mere eller mindre vandret forlængelse af snescooteren. Jeg sparker et par huller i luften før jeg finder fodstøtterne og får hivet mig op igen.

Minik griner tavst i sidespejlet med sit skaldede hoved og sine skarpt optrukne øjne. Huden er spændt stramt ud over ansigtet, så hver eneste detalje i kraniet træder frem. Det er først da vi hænger i luften over klippekammen, og jeg ikke ved om vi nogensinde vil lande igen, at billedet af ham står klart frem for mig.

Med ét ved jeg at han må være en hybrid, en slags moderne mutant, lige dele fitnessfreak og cancerpatient. Dødsforagten har for længst sejret over livslysten, og det eneste der står tilbage, er en udsigt han ikke længere ser.

Jeg bemærker ellers at den er som på et af de postkort jeg aldrig gider købe nede i butikkerne. Den får Grønlands hovedstad til at ligne en bygd der er drevet til havs på en isflage. Et øjeblik undrer jeg mig over hvordan vi kan holde ud at bo dernede når der er så smukt heroppe. Så fryser mine øjenvipper til is og efterlader mig i blind flugt over fjeldet.

*

Jeg genkender Hans Jukku på snowboardet. Det stikker ud bag en snedrive halvvejs oppe af den sidste stigning inden toppen. Da jeg springer af snescooteren, kan jeg se at han ligger på ryggen med kameralinsen stikkende lige op i luften.

Sekundet efter kommer Nicolai tordnende ned mod os og fortsætter lige ud over driven. Han lander otte meter længere henne med brættet på tværs og pløjer en lang fure i sneen inden han står stille.

"Den er i kassen!" råber Hans Jukku og kommer op at stå.

Han vrikker bagenden af brættet et par gange fra side til side og glider hen til os. Vi synker sammen i sneen og sender vandflasken på omgang. Det giver en voldsom tørst at være oppe i den tørre luft og den stikkende sol. Oven over os slår liftstængerne mod hinanden når de runder den sidste station på ruten og begynder turen ned igen.

Jeg tænker at det må være en underlig mekaniseret fornøjelse at stå på ski. Sådan hele tiden at blive trukket op og skubbet ned. Igen og igen og igen. Jeg beslutter mig for ikke at spørge hvad der er så fantastisk ved det. Det eneste svar de kan give har jeg sikkert allerede hørt tusind gange før.

"Hvad vil du egentlig sige til din kone derhjemme når rygterne begynder at gå?" spørger Hans Jukku med en bekymret mine og kigger lige frem for sig.

"Hvad mener du med dét?" skynder Minik sig at spørge tilbage, sikker på at spørgsmålet må være til ham.

"Ja, du ved, når folk kommer hjem fra liften og fortæller at du kører rundt heroppe med en blondine bag på scooteren. Jeg mener, det går vel næppe at sige sandheden: at det i virkeligheden slet ikke var en ung blondine med blafrende skørter, men en gammel hippie med langt hår og skæg som tilfældigvis kom forbi med et par pressefotografer og spurgte om han måtte få en tur?"

Minik tøver et halvt sekund for længe, og så klapper fælden. Latteren runger ud over fjeldet, og allerede den næste skiløber der kommer ned ad pisten, vil have historien om Minik og blondinen med sig tilbage til kioskhuset. Om den når videre ud i byen, afhænger af hvor godt den bliver fortalt.

Sandhed er ikke et succeskriterie for sladder, begynder jeg en tankerække der ender i det rene vrøvl. Mere visdom får jeg åbenbart ikke med mig ned fra bjerget i denne omgang. Det er koldt at filosofere på en bjergtop.

*

Turen ned går endnu hurtigere end turen op, også selv om bremsen ofte er helt i bund. De eneste der kan følge med, er to unge teenageknægte på korte trickski uden stave. De overhaler snescooteren fra hver sin side og krydser frem og tilbage foran snuden på den mens de griner og vinker.

Jeg skal lige til at vinke tilbage da jeg kommer i tanke om at mit liv formentlig afhænger af om jeg kan blive ved med at holde fast i metalbøjlerne nede ved sædekanten. Minik har ikke været ude med pistemaskinen siden i morges, og vi flyver hele tiden ud over små driver af opkørt sne.

Hvis jeg havde prøvet det her som 12-årig, er jeg sikker på at jeg aldrig havde forsøgt at filosofere oppe på toppen af Lille Malene. Så havde jeg skyndt mig ned uden andet formål end at komme op igen. Og så havde det også været al formål nok.

Det er den veltilfredse følelse af ophøjet tomhed jeg står tilbage med da jeg bliver sat af nede for foden af fjeldet.

På vej hjem i landroveren er selv Hans Jukku tavs. Han gider ikke engang overhale snerydderen der ligger foran os hele vejen fra Lille Malene til AG. Hvis vi skynder os langsomt, kan det være at det når at blive fyraften inden vi er tilbage på redaktionen.