Kolonist ved et tilfælde

Grønlandsk politik er sjovere end dansk.

Jeg sidder her på kollegiekammeret med en stor stak aviser foran mig. Det sidste halve års udgaver af AG, også kendt som Atuagagdliutit eller Grønlandsposten. De er godt selskab og munter læsning. Også selv om det er mit job at være sammen med dem.

Forsiderne er ren boulevardpresse med store farvebilleder og overskrifter som "Hashsmugler", "Grov vanrøgt", "Neopotismerejser" og "Jeg lyver ikke". Indeni er siderne anderledes teksttunge, ikke mindst fordi alle artikler står på både dansk og grønlandsk. Selv om redaktionen er overvejende grønlandsk, skrives der på dansk, hvorefter teksterne bliver sendt til oversættelse i Canada. Jeg prøver stadig at forstå hvorfor.

Artiklerne maner alle fordomme om manglen på kritisk journalistik i Grønland til jorden. Hver avis er et sæt syleskarpe tænder i benet på endnu en korrupt politiker, endnu en inkompetent samfundsinstitution eller endnu en tyrannisk monopolvirksomhed. Indenrigsstoffet har for længst overtaget underholdningssiderne med stor satire til følge.

Selvafslørende citater og inkriminerende undersøgelsesresultater er dagens uorden i en politisk arena hvor spindoktorerne konsekvent synes at komme for sent ind i kampen. Der er ikke noget som at se et forbistret landsstyremedlem sige at det "sgu er min egen sag hvordan jeg forvalter min repræsentationskonto" - netop som det er kommet frem at han har betalt sin egen søn 17.000 kroner for at blive sejlet til en bygd der kan nås med offentlige transportmidler for blot 350 kroner.

Nogen tager sig til hovedet, mens andre trækker på smilebåndet. Selv læser jeg højt for Liv med spydig-begejstret diktion hver gang jeg støder på endnu en urimelighed. Og det er muligvis en del af problemet.

Trods ugentlige afsløringer af skandaløse forhold synes meget lidt at ændre sig heroppe.

I denne uge var det først landsstyremedlemmet for familie- og sundhed, Naja Petersen, der stillet over for en akut krise på det lokale Dronning Ingrids Hospital udtalte at hun i virkeligheden slet ikke havde lyst til at være landsstyremedlem for sundhed. Hun ville helst bare være det for familie.

Derefter var det landsstyremedlemmet for kultur, uddannelse, forskning og kirke, Tommy Marø, der klokkede i det da han forsøgte at stoppe en kritisk debat i ungdomsparlamentet ved at sende en lille fedtet seddel op til en af talerne, til trods for at det ikke er tilladt landsstyremedlemmerne at deltage i debatten. Sedlen - der dementerede et af hans egne udsagn som AG desværre havde på citat - faldt i hænderne på en af avisens journalister og havnede sidenhen på forsiden.

Selvfølgelig er der en vis konsekvens i at 11 af landsstyrets mere eller mindre korrumperede medlemmer har måttet forlade deres taburetter i utide inden for de seneste seks år. Nogen generel holdningsændring til forvaltningen af politiske embeder er der imidlertid ikke at spore blandt magthaverne. Afstanden mellem privat og offentligt synes stadig forsvindende lille, især hvad angår økonomiske spørgsmål.

Igår var der så optog i gaderne. Halvandenhundrede sygeplejersker havde endelig fået nok af Naja Petersens undvigemanøvrer og marcherede i samlet trop fra Dronning Ingrids Hospital til Hjemmestyret. Demonstrationer er vist lidt af et særsyn på disse breddegrader, og om de gør nogen forskel, står vist også til troende.

Men noget skete.

Læser man AG med mindre fokus på underholdningsværdien end jeg for øjeblikket gør det, kunne man vel foranlediges til at kalde den for en skinger brokkerøvsavis. Den skriver spalte op og spalte ned om den ene mere groteske sag efter den anden, men formår alligevel ikke rigtig at trænge igennem med andre budskaber end det gammelkendte om magten der korrumperer.

Afsløringer er ikke nok i sig selv. De bliver en vane der fjerner fokus fra selve indholdet af afsløringerne. "Sådan fungerer det grønlandske hjemmestyre - og er det ikke bare trist?" Rørende enighed og så videre til hver sin køledisk i Brugsen eller Pisiffik.

Måske det var den samme følelse af opgivelse og desperation over tingenes tilstand der for et par uger siden fik netop AG til at skrive i en leder at enhver borger med respekt for sig selv og samfundet øjeblikkelig burde gå ind i politik. Som en slags sidste udvej.

Jeg fik helt lyst til at prøve lykken som folkeforfører. Grønlandske politikere har det tilsyneladende sjovere end danske. De er i hvert fald sjovere at læse om.

Så det tror jeg alligevel jeg nøjes med indtil videre. "Skik følge eller land fly" kunne passende være min dårlige undskyldning.

Der var kaffemik på vores kollegiegang i sidste weekend.

I går aftes skrev jeg et lille portræt af begivenheden mens jeg troligt tyggede mig gennem resten af kagerne.

Læs det her.

Vinteren er vendt tilbage til Nuuk. Sneen falder tæt over byen og forvandler alt til ét. Klipper og huse er alt vi har at orientere os efter. Det giver pludselig mening at ingen bruger vejnavne eller husnumre når de skal forklare hvor fitnesscenteret eller universitetet ligger.

Temperaturen er faldet til under 10 graders kulde, og vinden får det til at føles som minus tredive. Når man går op imod den, kan man ikke se andet end sine egne støvlesnuder. Jeg bar en maske af is da jeg hjem til kollegiet efter arbejde.

Det gav anledning til et nyt selvportræt.

Nu drikker jeg varm te med ingefær og kigger på snefoget der trækker hvide spor under byggepladsens orange lamper. Liv er gået i køkkenet for at stege hvalkød. Jeg kan lige nå at læse et kapitel mere af Mylius-Erichsens rejsedagbog fra Den Litterære Grønlandsekspedition inden vi skal spise.

Det er forsommeren 1903.

"Uvejret var over os. Hæftige Vindstød strøg nedad fra Fjældkløfterne med Snyfygning i Følge. Atter havde man et af disse noget langstrakte Ophold i Soveposen uden tilstrækkelig Søvnighed og Proviant. Men man vænner sig efterhånden til at ligge stille og lade Vejret larme ..."

Den grønlandske avis AG - også kendt som Atuagagdliutit eller Grønlandsposten - indkaldte i dag en tilfældig praktiksøgende kolonist til møde og tilbød ham en lønnet fuldtidsstilling som webarkivar og profiler.

Avisen der har eksisteret siden 1861 og således er den halvfemsindstyvende ældste i verden, står i disse dage over for store omvæltninger. Siden Inga Dora Gudmundsdottir Markussen tiltrådte stillingen som chefredaktør 1. juni sidste år efter længere tids ledelseskrise, er avisen igen begyndt at ligne en værdig konkurrent til arvefjenden Sermitsiaq.

Der er kommet flere skriveborde på redaktionen, og en række gamle medarbejdere er blevet skiftet ud. Marketingsafdelingen har taget fløjlshandskerne af, og grafikerne er gået på jagt efter et nyt look. Endelig varer det heller ikke længe før avisen får sin helt egen hjemmeside: www.ag.gl.

Den nyansatte webarkivars primære opgave bliver at læse sig vej gennem det sidste halve års aviser, foretage et repræsentativt udvalg af artikler og redigere dem ned til et mere webvenligt format. Opgaven skal desuden ruste ham til at kaste et kritisk blik på avisens valg af emner, vinkler og kilder med det formål at tegne en profil af dens journalistiske linje.

Hvad kendetegner AG som avis i dag, hvilke genrer bevæger dens artikler sig i, og hvordan stemmer dette billede overens med avisens og de enkelte medarbejderes selvforståelse?

Udfordringen er min, og resultatet skulle gerne foreligge inden for de næste par måneder.

Jeg har første arbejdsdag i morgen og glæder mig som en tilfældig lille kolonist :)

Det er svært at lære grønlandsk.

Ordstammerne er i sig selv faste og smukke, men det er de alenlange efterslæb af kvalificerende affikser jeg gang på gang snubler i. Når jeg har visdomstandsbetændelse, kan jeg til nød affinde mig med at en tandlæge er en kigutilerisoq, men når jeg i samme tilstand må fremstamme et kigutilerisumukartariaqarpunga for at gøre det tydeligt for mine omgivelser at besøget hos ham ikke længere kan udsættes, så bliver det straks sværere at acceptere.

Det kommer dog ikke som nogen overraskelse at det grønlandske sprog er sværere at beherske end et spand rabiesbefængte slædehunde på vej over indlandsisen. Jeg øvede gloser med Liv op til hendes sprogeksamen i vinters, og allerede inden vi tog afsted, var jeg helt på det rene med at den største ulykke der kunne overgå mig, ville være at skulle fortælle nogen på grønlandsk at vi var kærester. Jeg ville hellere spise knust glas og drukne i mit eget blod.

Anderledes overraskende er det imidlertid at den største forhindring for at lære grønlandsk synes at være Grønland selv.

Alle taler dansk i Nuuk. Selvfølgelig gør de det. Det er "lille Danmark" heroppe, og blikket er vendt mere ud end ind. Men nogen undskyldning er det ikke. Grønlandsk kan man altid komme til at snakke hvis man har mod på det. Og forsøget vil uden tvivl blive værdsat hvis det gøres alle andre steder end forrest i køen til det lokale discountsupermarked Pisiffiks ølsalg.

Den virkelige forhindring er den katastrofale mangel på undervisningstilbud. Især som privatperson er man ilde stedt. Virksomhederne sørger typisk selv for grønlandskundervisning til deres danske medarbejdere, men selv dét er åbenbart ikke længere sikkert. Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG), der i årenes løb har undervist ansatte fra snart sagt samtlige virksomheder heroppe, har netop meddelt at de ikke fremover vil afholde kurser i grønlandsk.

Hvorfor, kan man kun gisne om. Grønlandiseringspolitikken skyldes det vel næppe. Medmindre den nye linje er at kun grønlændere må lære grønlandsk. Det lyder som en aprilsnar inspireret af Dansk Folkeparti - "dansk for danskerne!" - men sådan ser min virkelighed ikke desto mindre ud heroppe.

Jeg begyndte min søgen efter det grønlandske sprog blandt danskerne, men mødte kun resignation og forsmåede ambitioner. Siden fortsatte jeg til grønlænderne, men det eneste der stod mål med deres entusiasme, var deres vantro. Selv mit nyinstallerede internet viste sig ude af stand til at klare opgaven. Jeg googlede "grønlandsk" og "undervisning" i alle tænkelige former og med alle tænkelige affikser, men fandt ikke andet end ASGs gravskrift over deres hedengangne kursusudbud.

Til sidst måtte jeg gøre knæfald for Turistinformationen. Foran mig i køen stod en dansk bedstemor i rød flyverdragt og shoppede bådture til sit barnebarn. Hun nægtede imidlertid at acceptere at den fjord hun gerne ville ind i, endnu ikke var isfri, så det tog fulde tyve minutter før det blev min tur. Resultatet var forudsigeligt. Den unge pige bag skranken kunne sælge mig hundeslæderejser i jeg ved snart ikke hvilken hengemt grønlandsfarers fodspor, men hendes eget modersmål - dét kunne hun ikke hjælpe mig med.

"Prøv den store, brune bygning ovre på den anden side af gaden," sagde hun og stak pegefingeren næsten helt ind i øjet på mig. "Det er kommunen."

Det var med tunge skridt jeg slæbte mig op ad den isglatte trappe og skubbede døren til den kommunale forhal op. En skarp lugt af klor sved i mine næsebor. Den måtte stamme fra det aflange vandbassin der meget kubisk-dekorativt dominerede hele den ene fløj af rummet. Rundt om bølgede et større hav af ensartede blå skranker, naturligvis ubemandede.

Jeg smilede skævt til nummerautomaten og lagde en albue op på den første den bedste skranke. En ung fyr i jeans og løsthængende skjorte dukkede op bag den som en sæl fra et åndehul. Vi kiggede overrasket på hinanden og kunne ikke finde ud af hvem af os der skulle have lov til at få det første ord da vi begge to havde underkæben hængende nede i brysthøjde. Det var en lettere akavet og meget lidt kommunal oplevelse.

"Jeg er lige flyttet til byen, og ---"

"Et øjeblik," skar han mig af og forsvandt ud i et baglokale. Ti minutter senere dukkede han op med en kuglepen mellem tænderne og favnen fuld af formularer.

Jeg skyndte mig at sige at det eneste jeg ville, var at høre om kommunen afholdt kurser i grønlandsk. Han sukkede, så kuglepennen trillede ud ad munden, og papirbyrden faldt fra hans arme og ned på en ukendt hylde under skranken.

"Du kan prøve på Piareersarfik," foreslog han lidt for hurtigt. "Det ligger nede ved hospitalet, lige over for kollegieadministrationen. Nu skal jeg vise dig hvor."

Jeg holdt hånden afværgende op mod hans bykort og busplaner og tilfældigt udvalgte informationsfoldere. Jeg vidste udmærket hvor kollegieadministrationen lå. Det var der de havde anvist os vores værelser i de gamle håndværkerbarakker nede ved industrihavnen. Hvad Piareersarfik angik, fandt jeg vel nok ud hvad det gik ud på når jeg kom derned.

Stedet viste sig at være en art kommunalt vejledningscenter for job- og uddannelsessøgende, så helt skævt var det ikke. Desværre tilbød de kun prøveforberende grønlandskkurser til erhvervsuddannelser. Receptionisten havde nær sendt mig videre til handelsskolen ovre på den anden siden af gaden da hendes overordnede i sidste øjeblik kom stormende ned ad gangen på høje hæle. Hun var en lille stovt dame med opsat hår og briller der vippede frem og tilbage på næsetippen.

"Grøn-landsk-kur-ser?" sagde hun med en artikulation præget af års erfaring med tilrejsende grønlandere uden de store danskkundskaber. "Jamen, så er det da selve kommunen du skal have fat i."

Jeg prøvede at protestere, men hendes knivskarpe instruktioner lod sig ikke bremse. Det var tydeligt at hun var vant til bureaukratiet og vidste hvordan det skulle tackles.

"Gå ned på Børne- og Kulturforvaltningen, lige over for Matas, midt mellem Hotel Nuuk og Nota Bene. Receptionen ligger på første sal. Fortæl dem at du er interesseret i fritidsundervisning i grønlandsk. De kan hjælpe dig."

Som sagt, så gjort.

Denne gang var receptionisten en dejlig rund dame med et stort smil skåret ud i ansigtsfedtet. Latteren boblede dybt inde i hende som et naturligt værn mod hendes arbejde. Vi så hinanden i øjnene og vidste at situationen var kunstig og skrøbelig, men at den for alt i verden måtte opretholdes. Vi var i pagt med et administrativt væsen der var langt mægtigere end os selv.

Efter lidt obligatorisk trækken i skuffer og bladren i mapper, efterfulgt af et par ubesvarede interne opkald, slog hun ud med armene og lagde hovedet på skrå. Jeg havde allerede trukket huen tilbage ned over ørerne da hun rakte ud efter en kuglepen og skriblede noget på en gul huskeseddel.

"Du kan prøve at ringe på det her nummer efter klokken 14," sagde hun, velvidende at ingen gange i labyrinten må ende blindt. Der skal altid være en vej videre, uanset om den blot fører tilbage til det sted man kom fra.

Klokken 14.01 greb jeg telefonen og trykkede nummeret. En velsmurt kvindestemme tog imod opkaldet. Jeg gentog min rituelle remse uden længere at kunne skelne de enkelte ord fra hinanden.

"Der kører to kurser for tiden," sagde hun som om det var den mest selvfølgelige oplysning i verden. "Det koster et engangsbeløb på 100 kroner at deltage. Du kan læse mere om det på nettet. Nu skal jeg give dig adressen."

Jeg skrev den ned som i trance. Var det virkelig lykkedes? Jeg kunne ikke tro mine egne ører og fik hende til at stave mig gennem webadressen endnu engang. Afskeden i telefonen nærmede sig det rørstrømske. Hun havde ikke bare reddet mig. Hun havde reddet sit eget modersmål.

Jeg satte straks internetkablet i computeren og tastede adressen ind i browservinduet. Den eksisterede ikke. www.kommuneqarfiksermersoq.gl eksisterede ikke. Jeg tog telefonen og begyndte at trykke nummeret til den mystiske orakelkvinde én gang til. Omkring det tredje eller fjerde ciffer svigtede kræfterne mig. Jeg lagde telefonen fra mig, slukkede computeren og gik ned til fjordbredden for enden af vejen. Det lille isfjeld fra om morgenen var forsvundet, og et nyt drevet ind.

Det er sidenhen lykkedes mig at finde frem til de omtalte grønlandskkurser ved at rode rundt på Børne- og Kulturforvaltningens hjemmeside. Eller rettere: det ene kursus der viste sig at være. Tilsyneladende et sammensurium af samtale, grammatik og etymologi for studerende på alle niveauer. To timer om ugen. Og så har de været i gang siden oktober og slutter til april.

Nu sidder jeg hér med Livs grammatikbøger på den ene side af computeren og en udprintet tilmeldingsblanket til grønlandskkurset på den anden. Jeg ved ikke hvad jeg får mest ud af, men jeg ved at jeg må træffe et valg.

Jeg lærer det

Jeg lærer det ikke

Jeg lærer det

Jeg lærer det ikke

Jeg lærer det ...?