Prinsesse for en nat

Jeg hørte om fastelavnsfesten allerede inden jeg blev ansat. Jeg sad oppe i frokoststuen og ventede på chefredaktøren mens jeg løb alle de gode argumenter for at ansætte mig igennem en sidste gang. Én havde skænket mig en lunken kop kaffe, en anden givet mig et eksemplar af dagens avis. En tredje må have syntes jeg så ud som jeg hørte til.

"Kommer du til festen næste fredag?" spurgte hun med arrangørens iver i øjnene. "Det er fastelavn for fuld udklædning. Vi drikker til vi dør."

Tyve minutter senere var jeg ansat i en lønnet fuldtidsstilling med eget skrivebord og egen computer. Jeg kunne begynde dagen efter. Invitationen til fastelavnsfesten var officiel.

*

Fredag den 27. februar klokken 19.15 står jeg ude på personaletoilettet og trækker en smalbrystet prinsessekjole over hovedet. Jeg skyller mine tæer i håndvasken inden jeg stikker dem ind mellem tåstropperne i guldsandalerne. En sølvfarvet hårbøjle med en lille krone foroven tvinger mit hår tilbage og ned over ryggen. En glitrende håndledstaske i plastic og lidt andet tingeltangel fuldender forvandlingen.

Jeg tænker på den grædende pige i Røde Kors-butikken der så en fremmed mand med vildtvoksende skæg og langt, filtret hår forsvinde ud ad døren med hendes drømmekostume under armen.

Så går jeg ind og præsenterer mig.

Den første jeg får øjenkontakt med, er en kvinde der har forsøgt at klæde sig ud som Elvis. Parykken er fløjet direkte ind fra Memphis, Tennessee, men har desværre fået sig et ordentligt tryk under transporten. Anderumpen har lagt sig ned og er blevet tværet så grundigt ud i hovedbunden at hårpragten alene får hende til at ligne Super Mario. Den ternede skovmandsskjorte og dørmåtten over de indbundne bryster er vist også mere hillbilly end hounddog. Kun skridtsokken synes at sidde hvor den skal.

Jeg nejer så dybt at kjolesømmen giver sig, og skynder mig at få en champagnestilk mellem fingrene. Den magiske grænse ligger ved fire genstande. Indtil den er nået, vil det kun være alt for tydeligt at vi ikke er børn der leger, men voksne der ter sig.

Ovre ved køkkenvasken er en oliesheik i gang med at købe stripperkongens datter for en $10-seddel uden bagsidetryk. Da han stikker næsen lidt for langt ned i kavalergangen, falder det ene glas pludselig ud af hans solbriller. Handlen går straks tilbage, og hun slutter sig til den lettere hysteriske kreds der løber rundt om juletræsdamen med stjernehatten og synger grønlandske salmer.

Jeg fylder op i glasset og klik-klakker hen til en undvegen fastelavnskat der kæmper for at redde en eller anden mandsling ud af et forvokset jakkesæt med skødeslæb. Da han endelig får stukket hovedet ud gennem et af ærmehullerne, forklarer han at han har brugt alle pengene på Nupo og ikke har råd til at skifte garderoben ud.

"Til gengæld har jeg en hel pakke fuld af verdens dejligste laksativer,” siger han og kniber mig i bagdelen. "Skal vi indrette et rygerum?"

Valget falder prompte på chefredaktørens kontor. Det ligger modsat festlokalerne og har god plads. Desuden er hun højgravid og ude af huset. Den nye premierefilm nede i det lokale kulturhus Katuaq trækker åbenbart mere end en aften i selskab med fulde ansatte.

Jeg fornemmer en vis grad af ritualiseret mytteri da avisens ældste medarbejder læner sig tilbage i chefstolen, smider benene op på mødebordet og tænder cigaren. Flere kommer til, og snart sidder vi som en grotesk parodi på en bestyrelse der råber og skriger og banker i bordet, så glassene klirrer og tobaksasken danser. Ind imellem tænker jeg på at det er mig der har duksetjansen mandag morgen.

Selv om alkoholen og armbevægelserne får os til at fylde mere og mere, er det svært at skjule at næsten halvdelen af redaktionen mangler. To er gravide og én havde vist et barn der var blevet sygt, men resten er bare gået ved fyraften og aldrig vendt tilbage.

"De tør ikke," betroer Nupo-manden mig ud gennem det andet ærmehul. "Så simpelt kan det siges. I aften er jo uden vores bedre halvdele, og så kan alt ske. Desuden er der nogen heroppe vi ikke ville se i fjorten dage hvis de fik så meget som en cognac til kaffen. Bare vent, om nogle timer skal du nok begynde at forstå."

Maden er et hurtigt overstået kapitel. Et par stege, en kartoffelgratin, et fad sauterede grønsager og en skål waldorfsalat. Altsammen nede fra Café Mik hvor Liv og jeg forvildede os ind samme dag vi kom til byen. Det lignede et hyggeligt sted at få sig en sandwich og en kop kaffe, men viste sig at være en ærkeamerikansk diner med spillemaskiner og kæderygende servitricer. Prisen var til gengæld helt igennem grønlandsk: 49 kroner for to pølser, et spejlæg og et stykke hvidt brød.

Det er mig der slår festen ind i dens næste fase. Prinsessen bliver dronning, og en kaskade af små sprutflasker regner ud gennem bunden af tønden. Bag mig bliver det sidste bræt hurtigt banket i gulvet, og kongen kan træde frem. Det er ikke et tilfælde at han er klædt ud som kæmpe. Han sætter en Rød Ålborg fast i hulrummet mellem fortænderne og kaster nakken tilbage inden han løfter mig op fra gulvet og fuldbyrder ægteskabet.

Som jeg hænger dér i kæmpens uskønne greb, blændet af blitzlysene under mig, overvejer jeg et øjeblik at halvdelen af redaktionen tidligere har arbejdet på den konkurrerende avis Sermitsiaq, og at vi stadig ikke har fundet ud af hvem muldvarpen er. Den stille pige med hænderne pænt foldet under ponchoen og ansigtet gemt væk i sombreroens skygge? Den umiskendeligt japanske læderpunker der insisterer på at være hovedpersonen fra en svensk bestsellerkrimi? Eller måske kæmpen selv der har bragt aftenen til sit foreløbige klimaks og sikret mig både ydmygelse og respekt?

Fra jeg igen har fast grund under guldsandalerne, til jeg ligger i min seng med blødende sår mellem tæerne, bevæger tiden sig i ryk af få minutters eller flere timers varighed. En alvorlig samtale om grønlandisering og sprogpolitik er som et toiletbesøg lige før lukketid, mens øjeblikket hvor det går op for mig at den smukke unge fyr med stilethælene og foundationcremen er landsfaderen Lars-Emil Johansens søn, strækker sig over adskillige sæt med øl og bitter.

"Jeg vil hellere have at folk kritiserer ham end at de holder kæft," siger sønnen igen og igen, nærmest som en opfordring. "Det værste jeg har oplevet, var dengang de viste 'Flugten fra Grønland' i fjernsynet. Den stillede min far i et rigtig gustent lys, og bagefter var der ingen der turde snakke med mig. Hver gang jeg kom ind i et rum, blev der helt stille. Jeg ku' sgu ikke engang score damer længere!"

Måske er det den sidste replik der gør det, måske er det dén nogen griber fat i. Flaskerne flyver tilbage i kasserne, og dugen krøller sammen om sig selv, ryk for ryk som i en stop motion-film, indtil nogen samler papirkuglen op og sender den på slingrekurs over i skralderen.

Vi kan tælles på én hånd nu, men vi nægter at give op. Vi har først deadline mandag morgen, og natten kan vi altid bortcensurere når historien skal skrives.

Så står vi i elevatoren, så stavrer vi gennem sneen, så sidder vi på Daddy's, så er der nogen der kysser, nogen der går hjem med nogen og nogen der går hjem alene, og så er der nogen der siger det er slut. Og så er det virkelig slut.

Jeg ved det fordi prinsessekjolen og guldsandalerne er blevet til en parkacoat og et par vinterstøvler.

Jeg går mod vinden med Liv under armen og ørerne fulde af historier om dimissioner og årsbal og tre-retters menuer, og om en udklædningsfest der har varet så længe at ingen længere kan huske hvornår den begyndte, eller forestille sig at den nogensinde slutter igen. Vi vandrer blindt i hinandens fodspor der forsvinder lige så hurtigt som de trædes. Vi bor på kollegiet nede for enden af hovedgaden, lige før rundkørslen. Det ved vi, og det holder vi os til.

Det sidste jeg husker, er det sidste jeg prøver at huske: hvornår sluttede min egen udklædningsfest egentlig, og hvad blev der mon af kostumet? Forhåbentlig ligger det diskret gemt af vejen i en plasticpose på redaktionsgangen. Forhåbentlig har jeg stadigvæk et væk job når jeg møder ind efter weekenden. Eller måske jeg alligevel har trådt et spor i sneen som vinden ikke kan viske ud?