Video-Leif og Mama Thai
Vi nåede kun at købe Video-Leifs lokalfamøse thaibox en enkelt gang før menutavlen blev visket ren og kødgryderne stillet væk. Det kom i sig selv ikke som nogen overraskelse. Kun at det var veterinærmyndighederne der gjorde det.
Jeg er vant til at bo i et land hvor man har fødevarestyrelser og sundhedsmyndigheder til at klare den slags for sig. Måske er det derfor at der forekommer mig at være noget grundlæggende uhygiejnisk i at sætte dyrlægerne til at holde opsyn med restaurationsbranchen. På den anden side forklarer det en hel del hvad angår køkkenhygiejnen heroppe.
Video-Leif er, som navnet antyder, indehaver af en videobutik. Den ligger i et skummelt industrikvarter hvor autoophuggerne lever af brugtvognshandel og VVS-installatørerne kører biksen ud af bagdøren på en bulet varevogn. Det burde i sig selv tjene som behørig advarsel.
Men vi skulle jo lige prøve.
Vi vader længe gennem frossen mudder og sammenpressede dynger af gråsort sne i en verden af dumpede containervogne og forladte barakker med baldrede ruder. På et tidspunkt er vi endda lige ved at give op.
Så får jeg øje på et lille videoskilt der er naglet fast til væggen ved siden af garageporten ind til et sammensunket mekanikerværksted. Ved siden af bygningen holder der en bil og kører i tomgang. Chaufføren får jeg først øje på da han skraber den overmalede metaldør op rundt om hjørnet fra skiltet og kommer ud med en dampende hvid plasticpose i hånden.
Jeg kigger på Liv. Hun nikker.
Indenfor er luften tung af krydderier der river og flår i luftvejene. Lange rækker af billige DVDer til svimlende priser og et overhæng af skrigfarvet plastic i mere eller mindre genkendelige former forsikrer mig om at vi er trådt ind i den grønlandske version af Little Bangkok.
Video-Leif er en høj skaldet dansker med tyndfiltret skæg til langt ned på sit blå kødmandsforklæde. Han står ved siden af en imponerende opstilling af støbejernsgryder som hans midaldrende thailandske kone rører rundt i med en stor slev efter et ikke umiddelbart gennemskueligt system.
Sådan har det været i tre år nu.
Video-Leif indsendte engang en ansøgning til et eller andet ministerium om at få lov til at sælge mad i butikken, men de vendte aldrig tilbage. Så han gik bare i gang.
Inden længe var han byens travleste take away-sted med 300 solgte thaibokse om dagen. En af de mest loyale kunder var dyrlægen. At han ikke kom i butikken i embeds medfør sagde sig selv - Video-Leif figurerede jo ikke på restaurationslisten.
Vi bestiller to gange dagens ret og får fyldt flamingobakkerne op til randen med ris og oksekødklumper i rød karrysauce. 45 kr. stykket er nærmest uhørt billigt på denne eksakte længde- og breddegrad.
Video-Leif og Mama Thai smiler og byder os velkommen i byen. Selv om vi allerede har været her et par måneder, ser de straks at vi er nye. Jeg tænker at det her måske er den virkelige nuumiutprøve: overgangsritualet fra turist til beboer. Kan man finde Video-Leif, kan man finde alt her i byen.
Jeg ranker ryggen inden jeg træder ud af garagen der pludselig rejser sig bag mig som den grønlandske skinverdens sidste udpost. Nu skal vi hjem og sætte tænderne i aktantobjektet.
Desværre gik den gamle dyrlæge hen og fratrådte stillingen og en ny kom til. Én der ikke brød sig om thaimad og serveringssteder uden personaletoilet. Én der efter at have været hele restaurationsraden rundt ikke fandt et eneste sted han kunne få det over sin samvittighed at erklære egnet til at sælge tilberedte fødevarer.
Forhåbentlig kommer også han snart igennem overgangsritualet, så Video-Leif og Mama Thai atter kan få fyret op under de thailandske specialiteter.
Hjemme i sofaen kan vi i hvert fald konstatere at det smager glimrende. Heller ikke fordøjelsen har noget at udsætte.
