Kolonist ved et tilfælde

Bloggen har ligget stille siden jeg forlod Grønland for lidt over et år siden. Det er der intet unormalt i. Jeg blogger på forskellige blogs forskellige steder i verden. Og når jeg er i Danmark, holder jeg for det meste bare mund.

Tre begivenheder har nu alligevel fået mig til at skrive in absentia:

1. Avisen Atuagagdliutits hjemmeside er blevet slået sammen med konkurrenten Sermitsiaqs hjemmeside og kan findes på adressen sermitsiaq.ag. Et halvt års arbejde med at få ag.gl i luften har således vist sig forgæves. Lykkeligvis lever papiravisen endnu.

2. Nikoline Ziemer, grundlæggeren af Sorlaat Partiiat, har fundet min blog på nettet og linkede via Facebook (3. august 2010) til min profil af hendes parti. Bortset fra en enkelt kommentar om den udtalte mangel på referencer til kajakpolo, synes hendes facebookvenner at have taget profilen en del mere alvorligt end både hende og jeg.

3. Polar Auto Nuuk ApS har gjort mig opmærksom på at mine billeder af vragede biler uden for Rotarykollegiet ikke har noget med dårligt naboskab fra deres side at gøre. Tværtom pointerer de at de har kontaktet kommunen med henblik på at finde bilernes rette ejere så de kan blive flyttet. Noget tyder på at der heller ikke i dette kommunale anliggende er sket det helt store.

Da jeg for nogle år siden opsagde min stilling som fuldtidsansat spilforfatter på Runestone Game Development, indgik jeg en pagt med mine indre distraktioner. Jeg måtte hverken arbejde, studere eller rejse før jeg havde skabt noget af værdi for mig selv.

Det sidste halve år har jeg gjort alle tre ting samtidig - og skabt dette lille rejsekatalog som et udtryk for noget ubestemmeligt fjerde. Så når jeg på søndag vender tilbage til Danmark, er det med oplevelser, penge og ECTS-point i bagagen.

Det er svært ikke at smile ved tanken. At jeg sådan har ført mine planer ud i livet ved at forpurre dem. Om jeg har overlistet mig selv, eller om jeg bare er indtrådt i en sådan tilstand af oprør at jeg ikke længere adlyder mine egne ordrer, skal jeg ikke kunne sige.

Kun dette ene, at tilfældet har villet mig det godt.

Min sidste tanke skal gå til alle jer der har fulgt med her på siden. Tavse som talende håber jeg at I også vil følge mig næste gang jeg drager ud for at kolonisere endnu en mørk plet på mit indre landkort.

Verden er et fremmed sted der skal opdages på ny hver eneste dag for ikke at blive til nat og glemsel.

Postkortkram,

Jacob

KAF ringede. Kollegieadministrationens Fælleskontor, I ved. De ville bare lige sige at der flytter en ny beboer ind på vores værelse lørdag. Dagen før vi rejser.

To andre værelser på kollegiet har stået tomme i månedsvis, men det er tilsyneladende ikke noget argument over for den særlige logik der administrerer vores ophold.

Sidste gang den spillede med de små grå var da Liv foreslog at vi kunne betale den sidste måneds husleje med vores depositum. Det sendte kollegieinspektøren lige lukt ind i forstadierne til et apoplektisk anfald.

Han insisterede på at depositummet under ingen omstændigheder kunne udbetales før værelset var synet. Det fik Liv til at insistere på at værelset skulle synes inden den nye beboer flyttede ind, hvilket i realiteten ville sige inden vi selv flyttede ud.

Kollegieinspektøren begyndte at ryste over hele kroppen, og Liv måtte holde ham fysisk tilbage for at forhindre ham i at kaste sig ind over skrivebordet og lade sig gennemløbe af det lille metalspyd han plejer at stikke klagesager fast på. Det ville have været en blød landing.

Men som alt andet heroppe skal det nok løse sig. Spørgsmålet er bare hvordan.

I mellemtiden er vi gået i krig med Tele Greenland og Landsbiblioteket. Der skal afbestilles et abonnement og afleveres 10-15 bøger.

Indtil videre har vi styr på Tele. De står godt nok stejlt på at vi skal tilbagelevere den lille åndssvage plasticdims vi købte af dem for at kunne komme på nettet, men derudover har det kun krævet et par mails og tre-fire telefonopkald at besejre dem.

Landsbiblioteket har derimod vist sig at være en stærkere modstander end forventet. De spontanlukkede i forgårs pga. VVS-arbejde og har nu hængt en seddel op på hoveddøren hvor der står at de ikke åbner igen før 16. august.

Efter at have ringet til dem hele dagen fik jeg til sidst fat på en bibliotekar der tilfældigvis var taget ned i receptionen for at ordne nogle papirer. Hun sagde at jeg bare kunne komme forbi i morgen ved 10-tiden og banke på ruden, så skulle hun nok tage imod bøgerne. Hvis hun altså kunne høre noget for håndværkerne.

Noget tyder på at det bliver lige så svært at komme herfra som det var at komme herop.

Lufthavnsbussen har indstillet formiddagkørslen, og taxaselskaberne har skitet telefondamen ud med en automatisk svarer der lægger røret på hvis der ikke er nogle ledige vogne.

Jeg tilhører en kategori af mennesker der ikke kan gøre for det. Vi kan gå til de mest trendy fester i hele byen og alligevel være sikre på at ende i selskab med savlende særlinge og tandløse tosser.

Også i Nuuk har jeg haft rollen som idiotmagnet hver gang vi har bevæget os ud i nattelivet. Jeg behøver bare kigge på et værtshus, så kommer de rendende med alle deres tics og talemåder og imaginære venner. Det kan være fint når man er alene, men ofte lidt af en pest når man er sammen med andre.

I fredags skete det så igen.

Vi havde inviteret vennerne til farvelfest på Tullemut, men begik den fejl at sætte mig yderst i båsen med frit udsyn til baren. En halv time senere havde vi en hel stribe Gary Larson siddende på en bænk for enden af bordet. Jeg sværger at det var dem selv der flyttede den derhen.

Det blev ikke helt den aften jeg havde drømt om, men som altid var der mærkelige historier at fortælle da jeg kom hjem. Og om noget er det jo dem jeg lever af og for.

Så hvis du skulle have lyst til at hilse på undercover-jagtbetjenten og hans drengeven origamisten, så har jeg sørget for at du kan komme til det lige her.

I Grønland er sproget ikke noget man har, det er noget man er.

Forleden blev jeg overfuset i telefonen af en mand der var utilfreds med at landets ældste avis tillod sig at have en ansat der ikke kunne sproget. Han blev så rasende at han helt glemte hvorfor han i det hele taget havde ringet og til sidst bare smækkede røret på.

Siden sprogdebatten kom ind i valgkampen i foråret, er det ene følelsesladede slag efter det andet blevet udkæmpet i dens navn. Politikere og værtshusgængere er steget ned fra taburetter og barstole for at kunne forfægte deres synspunkter med større armbevægelser, og AG har modtaget tilstrækkelig med læserbreve til at kunne genstarte identitetsdebatten fra begyndelsen af det 20. århundrede om hvad det vil sige at være en ægte grønlænder.

Realiteten er imidlertid at grønlandsk siden indførelsen af selvstyret den 21. juni har været landets officielle sprog. Det har mange vidtrækkende, uoverskuelige og til tider ganske komiske konsekvenser.

I hverdagen mærker jeg det helt konkret ved at vi ikke længere må skrive ord som "landsstyre" og "landsting" i avisen. Nu hedder det pludselig "naalakkersuisut" og "inatsisartut". Et landsstyremedlem er ikke bare et landsstyremedlem, men kan fx være "naalakkersuisoq for trafik og infrastruktur Jens B. Frederiksen".

Resultatet er grøndansk. Et hybridsprog for de udvalgte få der er kyndige i begge dele. Resten af os må nøjes med kun at forstå dele af det der bliver sagt og skrevet. Og med en redaktion der er halvt dansk og halvt grønlandsk er det faktisk forbløffende lidt. Fra at være eksperter i hvert vores sprog er vi nu alle blevet amatører i et fælles.

Et af de tiltag der skal hjælpe os over barrieren, er kravet om at alle virksomheder i Grønland skal udforme en sprogpolitik der bl.a. skal inkludere undervisningstilbud til ikke-grønlansksprogede ansatte. Noget jeg ville have taget imod med kyshånd hvis det altså havde været en reel mulighed for AG eller nogen anden virksomhed heroppe.

Men sandheden er den at der ikke længere udbydes grønlandskkurser i Grønland. I hvert fald ikke i Nuuk. Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG) havde ellers i årevis afholdt en række populære kurser for såvel begyndere som videregående, men som følge af beslutningen om selv at lade virksomhederne tage vare på de ansattes undervisning, valgte kursusstedet at sige stop. Sprogundervisningen skulle decentraliseres, og ASG ønskede ikke at komme i klemme i en politisk strid om hvem der måtte undervise hvem i hvad.

Endnu engang kan resultatet siges at være grøndansk. Et dansk bureaukrati der forsøger at administrere en grønlandsk folkesjæl. Det er på én gang meget idealistisk og regelret. Visionen er holdt i stramme seler og tøjler, og hverken hest eller rytter ved hvilken retning de skal ride i.

Det er nuann (sjovt), men ikke særlig periarfissarsiullaqqissoq (smart).

I fredags modtog vi så en pressemeddelelse fra oppositionspartiet Atassut. Fåreholderne fra syd sad indtil for to måneder siden i naalakkersuisut sammen med Siumut, men efter en katastrofalt ulden valgkamp og et endnu værre valg måtte de fleste af dem skifte slips og pen ud med overalls og fåresaks.

Siden da er partiformand Finn Karlsen blevet afsløret i at have tilbageholdt oplysninger om Royal Greenlands gigantunderskud, fået smidt partiet ud af koalitionsforhandlingerne til det ny landsstyre og slutteligt fratrådt sin stilling. En række centrale skikkelser har efterfølgende forladt partiet af egen eller andres vilje.

Den seneste er organisatorisk næstformand Jensine Berthelsen der insisterer på at Finn Karlsen er blevet offer for et regulært kup. Det har hun sagt højt og bredt på både dansk og grønlandsk i et forsøg på at få partiets interne splittelse frem i offentlighedens søgelys.

Det er den nu kommet i skikkelse af en lang og kompliceret pressemeddelelse der om noget udstiller kløften mellem de to sprog. Atassut var tilsyneladende ikke selv i stand til at oversætte deres udgydelser til dansk - eller også mente de bare ikke at det var nødvendigt nu hvor grønlandsk er blevet indført som det officielle sprog - så da vi kun var dansktalende på redaktionen den dag, måtte vi sende pressemeddelelsen videre til en af avisens egne oversættere.

Det der normalt ville have taget ham en lille time at oversætte, tog ham det tredobbelte. Han sendte den danske tekst tilbage med svedige håndflader og en besked om at han tog resten af dagen fri.

Det første afsnit lyder på slet skjult grøndansk:

Vi har ikke været i tvivl om, at hun [Jensine Berthelsen] har sat spørgsmålstegn ved sin fortsatte beståen på baggrund af hendes personlige mislykkede, hårde og uacceptable opførsel overfor andre mennesker og hendes måde at lægge ord i munden på os, som vi ikke har udtalt, og på baggrund af hendes hemmeligholdelser af nogle vigtige breve, som bestyrelsen er kommet til kendskab på en tilfældig måde, idet hun ikke ville kunne undgå at komme i centrum når kortlægningen begynder til Atassuts ekstraordinære landsmøde i slutningen af august og ville derfor miste sin troværdighed.

Det er ikke svært at regne ud hvilken side Atassut stiller sig på i sprogdebatten - og det ikke så meget af idealistiske som af rent praktiske årsager. Spørgsmålet er bare hvordan de vil gøre sig forståelige over for den del af befolkningen der er udelukkende dansksproget, og som for tiden inkluderer naalakkersuisoq for både finanser og sociale anliggender.

Snarere end at prioritere det ene sprog frem for det andet - eller at forsøge at avle et helt tredje på dem - kunne en løsning for eksempel være at bevare begge sprog og give folk mulighed for at lære dem af hinanden.

Er det i virkeligheden ikke også det synspunkt Atassut udtrykker når de skriver at vores arbejde sammen med befolkningen om det at være borger i den globale verden og hævde vores identitet samt vores fortsatte tilpasning til verdensbefolkningen og levemåden til gavn for befolkningen og vore efterkommere vil blive styrket og synliggjort i løbet af en overskuelig tid?

Eller er der noget der er gået tabt i oversættelsen?