Kolonist ved et tilfælde

Det har været en travl weekend med hjemmebrygget cider, indbrud på kollegiet og besøg fra Tasiilaq. Jeg er ikke vant til at der sker så meget heroppe, og det har været svært at samle tankerne om tastaturet og få det hele skrevet ned.

Charles Bukowski sagde engang at det værste ved at være forfatter er at man bliver nødt til at leve ti timer for bare at kunne skrive en enkelt.

Her i Nuuk har jeg det lige omvendt. Hver eneste gang jeg åbner døren, eller bare kigger ud af vinduet, risikerer jeg at opleve noget der fortjener at blive skrevet ned. Eller simpelthen kræver det.

Nogen gange tager jeg mig selv i at blive hjemme selv om jeg har mere lyst til at gå ud. Det kunne jo være at der skete noget derude der for alt i verden ikke måtte gå til grunde i mig selv. Alene tanken kan stresse mig.

Hvad er det for en sygelig pligtopfyldelse jeg er ved at udvikle over for mig selv? Er det kolonistens frygt for at synke ned i det indre landskab af tøsne og isvåger han er kommet for at erobre med vilje og magt? Eller er det forestillingen om for én gangs skyld at kunne følge med i sit eget liv, at kunne mærke hver eneste lille søndersprængt del af det?

Jeg skal passe på at legen ikke bliver alvor. At eventyret ikke går op i administration og bureaukrati som imperiet det foregår i. Nok er jeg kolonist, men kun ved et tilfælde.

Også dét må jeg skrive ned. Ellers ruller lavinen, og så er jeg pludselig tilbage hvor jeg kom fra. Om ikke geografisk, så mentalt. Rigets udsendte bærer riget i sit hjerte. Han genskaber i stedet for at skabe. Et eller andet sted må jeg trække en grænse og holde op med at tale i metaforer.

Derfor har jeg været oppe på fjeldet - og skrive et portræt.

Jeg bryder mig ikke om at andre har idéer på mine vegne. At de bilder sig ind at vide hvordan jeg burde eller ikke burde bruge min tid, mit talent, mine penge eller manglen på samme. De kunne lige så godt stille sig op og hævde at fænomenet var vigtigere end det der ligger til grund for det!

Jeg spekulerer på om det gør dem til fornuftsmennesker og mig til troende - men ofte forholder det sig jo lige omvendt. Jeg er kun troende i den udstrækning at jeg lever som om jeg var troende, eller i protest mod ikke at være det.

Det er pinagtigt at være nødsaget til at forklare sig selv på den her måde. Jeg rejser gerne om på den anden side af jorden for at slippe for det. Men selv dér kan de velmenende velgørere finde mig, selv dér kan hjertet løbe af med mine omgivelser, og så er der ikke andet for end at svare dem.

I går var jeg ude at drikke fyraftensøl med et par nye bekendte i byen. Vi sad i sofakrogen på deres kontor og hyggede med hjemmebrygget cider og tørret rensdyrkød da lynet pludselig slog ned.

Var det virkelig rigtigt at jeg havde en fortid i spilbranchen? At jeg kunne skrive historier og forstod mig på projektarbejde? Så havde de måske noget på bedding jeg ville være interesseret i.

Bevares, de forventede sig ikke noget, de vidste jo godt at jeg allerede arbejdede ovre på AG, jeg skulle bare have lov til at tænke over det, selvfølgelig ikke for meget, ikke føle mig forpligtet, de skulle nok selv følge op det, måske her om en fjorten dages tid, april så ud til at blive en travl måned, jeg kunne jo sikkert godt bruge pengene og udfordringerne, det var lige noget for mig, det var de sikre på.

Jeg er for længst holdt op med at føle mig smigret over den slags tilbud. Jeg føler mig snarere som voldtægtsofferet der får at vide at hun jo godt selv vil. Og jo, det er muligt at jeg selv lægger op til det med mine røverhistorier og min pludselig vakte mulighedssans, men jeg mener jo for helvede heller ikke at sædelighedsforbrydelser skal forebygges med burkaer!

Jeg får helt lyst til at komme med en eller anden kontrær bemærkning om at hvis folk gik mere op i hvad de kunne gøre for sig selv, og mindre op i hvad de kunne gøre for andre, så ville verden sikkert være et bedre sted.

Vi pakker os selv og hinanden ind i vat og tror på at det tager af for faldet. Men jeg er lige så lidt troende som jeg har lyst til at løbe rundt med et brændemærke i panden hvor der står at jeg er det modsatte.

*

Nu hvor den værste galde har forladt kroppen, tænker jeg at det hele måske bare skyldes at jeg er i gang med at genlæse den østrigske mellemkrigstidsforfatter Robert Musil.

Han spørger om man ikke har lagt mærke til at oplevelserne har gjort sig uafhængige af mennesket, at der er opstået en verden af egenskaber uden mand.

"Hvis du ikke forsmåe dem, og Du så vil sende mig papir og blyant og en æske med farver, sådan som den, din lille datter havde dengang, da mine been endnu var gode, så jeg kunne komme til kolonien og besøge jer, så skal jeg tegne flere grønlandske billeder til Dig, som Du allesammen ikke skal betale."

Sådan skriver Aron fra den lille bygd Kangeq til den kongelige inspektør H. J. Rink i kolonien Godthaab engang i slutningen af 1850erne. Tuberkulosen havde knust den unge grønlænders drøm om at blive en stor fanger, og tilbage var kun at illustrere det liv han så gerne selv ville have levet.

I dag er Aron fra Kangeq anerkendt som en af alle tiders største grønlandske billedkunstnere. Hans motiver spænder fra hverdagens naturlige historier til mytologiens fantastiske fortællinger og synes at vidne om at forskellen mellem de to måske ikke er så stor endda.

Grønlands ældste avis Atuagagdliutit begyndte at udkomme i 1861, og det er Arons fortjeneste at den er gået over i historien som verdens første farveillustrerede avis. Han var datidens pressefotograf og tog altid sine snapshots med blyant og papir inden han gik hjem og farvelagde dem.

Jeg har fundet et lille udvalg af de gamle billeder frem fra netarkiverne og oprettet et galleri til dem her på siden.

Nedenfor illustrerer Aron sort på hvidt grundprincipperne i den særlige grønlandske disciplin "røvtræk". Zoom ind eller lad være. Resten skulle vist iøvrigt give sig selv.

Der er huller i strømmen, og batteriet på min bærbare har ladet op for sidste gang. I går lukkede maskinen ned halvvejs gennem et portræt af min arbejdsplads. Resten af aftenen tilbragte jeg på Daddy’s med at drikke Obama 44 og tabe i keglebillard.

Fyren der blev ved med at vinde, viste sig at være webdesigner i et firma der laver hjemmesideløsninger. Han fortalte mig at de tidligere havde ligget i forhandlinger med AG. Avisen jeg ikke bare arbejder på, men arbejder på som hjemmesideansvarlig. Endelig kunne jeg vælte flere kegler end ham.

Da jeg kom hjem, flød strømmen atter jævnt og stabilt fra stikkontakten, og jeg kunne skrive portrættet færdigt i en lettere ølpoetisk tilstand. Jeg havde egentlig tænkt mig at møde tidligt ind her til morgen og give det en sidste overhaling, men ved nærmere eftertanke synes jeg at det skal få lov til at forblive som det er.

Den umiddelbare kontekst viser sig jo at være et af mine ophøjede mål hvis man gnaver sig gennem projektbeskrivelsen ovre til højre.

Læs resultatet af nattens anstrengelser her.

Vi er lige kommet hjem fra midnatsforestillingen i det lokale kulturhus Katuaq. Jeg havde egentlig håbet at kunne skrive et portræt af oplevelsen, men manglen på stemning og kvalitet har sænket mine ambitioner til et kort notat.

Det handler ikke om skuffelse. Jeg havde absolut ingen forventninger til det non-deskripte svenske gyserdrama der var på plakaten. Jeg havde bare nået et punkt hvor jeg havde lyst til at gå i biografen. Ikke for at se en bestemt film, ikke engang for at se en hvilken som helst film, men bare for dette ene: at gå i biografen.

Jeg tager det som et sikkert tegn på at jeg befinder mig i et mindre samfund end jeg er vant til.

Filmen skal jeg ikke spilde unødig spalteplads på her. Lad det være nok sagt at den handler om en svensk pojke der bliver mobbet i skolen, men heldigvis er bedste ven med en jødisk vampyrella der lærer ham hvordan man slår igen. Zappa og en ordentlig spand blod. Mental tortur for både børn og voksne, men på hver sin måde.

Biografsalen var stor og ny og fin. For min skyld måtte de dog gerne have skruet lidt op for komforten i klapsæderne og pillet kunsten ned fra væggene. De rillede træplader mindede mig om vaskebrædder på en måde der ikke var fordrende for indlevelse i fiktioner. Skylden for mit flakkende blik skal de dog ikke belemres med. Det må filmen selv stå til ansvar for.

På vej derhen snakkede vi om Frøken Smillas fornemmelse for sne. Liv fortalte at dens succes havde været noget mere begrænset heroppe end i resten af verden. Peter Høegs indfølte portræt af noget særligt grønlandsk skulle efter sigende bære karikaturens klokkeklare stempel. Jeg har ikke læst bogen, men jeg kan sagtens forestille mig det. Bare titlen. Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Filmen har jeg til gengæld set. Dengang for 12 år siden da jeg var billettør i en selverklæret kunstbiograf i Londonderry. Jeg aner ikke hvordan Bille August kom på plakaten med al sin amerikansk producerede tju-hej-hvor-det-går-action. Men der var selvfølgelig både køn og etnicitet at tænke på.

"Det er en rubiksterning," sagde pojken i aftenens film og rakte den til jødinden. Dagen efter lå den ude i gården, kabbalistisk skinnende i al sin seksfarvede symmetri. Jeg var lige så tæt på at udvandre som dengang jeg havde forvildet mig ind til Be Cool! i Århus.

Hvorfor fanden skal det være så svært at rejse sig op og gå?

Lad de rette komme ind, og lad mig komme ud.