Kolonist ved et tilfælde

I går så jeg noget der måske var nordlys.

Det havde været en underlig urolig aften. Månen hang lavt over fjeldet og tegnede Sermitsiaqs takker i skarp silhuet mod himlen som et voldsomt opspærret gab. Det skulle bare slikke sig en enkelt gang om munden, og så ville hele Nuuk være fejet i fjorden.

Internettet kravlede gennem kablerne, og ordene kunne ikke komme ud af fingrene på mig. Liv gik i cirkler omkring sofabordet. Vi prøvede at sætte en engelsk krimi på computeren, men mysteriet blegnede ved siden af aftenens. Hvem finder også på at slippe en morder løs på et plejehjem? Det er død med død på.

Barista virkede som et godt alternativ. Caféen der serverer kaffe, kage, kultur og karriere fra tidlig morgen til sen aften. Det er her de nogen-og-tredive-årige mødes for at diskutere familieforøgelse og lønforhøjelse mens de spiser blåbærmuffins og drikker dobbelte macchiatos. Det er der ikke noget usædvanligt i.

Der der giver stedet sin særlige charme, er den tilhørende netcafé på førstesalen. Her sidder hele underetagens tidligere selv og junker Battlefield og World of Warcraft i et vrangvendt socialt hieraki hvor narren er konge. Modsat de fleste andre på Barista lyder det rent faktisk som om de har det sjovt.

Vi satte os til rette i lædersofaen nedenunder, hvor vi trods alt hører til, hvis overhovedet. Men netop denne aften var det som om lydene oppefra var højere og vildere end de plejer. Som om kommandoråbene og krigshylene nåede længere ned ad trappen før de druknede i diskussionernes sædvanlige mumlen.

Diskussionernes sædvanlige mumlen. Jeg gentog det for mig selv og spidsede ører. Diskussionernes sædvanlige mumlen var forsvundet!

På bordene rundt om os havde folk taget deres bærbare frem. De sad kind mod kind foran skærmene og streamede den ene YouTube-video efter den anden. Pludselig forstod jeg det hele. Jeg havde jo selv læst det i en artikel i min egen avis. Barista havde som det første sted i Grønland fået lov til at teste søkablet!

Allerede inden jeg kom herop, havde jeg hørt om den moderne teknologis midgårdsorm der var i færd med at blive sænket ned på havbunden mellem Canada og Grønland. Nu skulle det være slut med ustabile netforbindelser og downloads på 5 kb i sekundet. Nu skulle Grønland træde ind i det 21. århundrede.

Det er ikke første gang man forsøger sig med at kaste kabler ud i de isnende vande der omgiver Grønland. Allerede i det første nummer af AG fra 1861 - dengang avisen endnu ikke var fusioneret med Grønlandsposten og udelukkende hed Atuagagdliutit - skriver redaktør Rasmus Berthelsen om otte engelske skibe der var anløbet havnen i Nuuk:

"Disse englændere var sendt ud for at måle vanddybderne ved Island, Grønland og Canada. Grunden er den, at mennesker i Europa og Amerika har opfundet tråde til brug for at sende meddelelser til hinanden. Disse tråde har indmad af kobber, og det er sådan: hvis man rører ved den ene ende, kan det mærkes ved den anden ende. Disse tråde skal vi kalde Telegrafkabler. Først lavede man disse tråde fra by til by. Siden prøvede man at sænke kablerne ned på havbunden."

Det var resterne af disse kabler der skabte forundring og forvirring for et par måneder siden da udlæggerne af det nye søkabel stødte på dem. Spekulationer om hvem der mon havde lagt dem ud, og ikke mindst hvorfor, fyldte debatsiderne i aviserne. Mysteriet var ens for alle, og intet bud på en løsning var for dumt til at blive taget med.

I sidste ende var det en anden af AGs tidligere redaktører, den højt respekterede Jørgen Fleischer, der lukkede og slukkede med et faksimile af avisen fra 1861. Han citerede videre:

"Da de havde fået telegraf i alle byer, ville de også have det mellem Europa og Amerika over verdenshavet, Atlanterhavet. For tre år siden sejlede to store skibe, et fra Europa og et fra Amerika, med hver sin last af telegrafkabler. De mødtes midt på havet og forbandt de to telegrafkabler og sænkede dem så i havet. Da det var gjort, sendte Englands dronning en hilsen til den amerikanske præsident, og hun blev svaret et øjeblik efter."

Hastigheden var der altså ikke noget i vejen med. Prisen, derimod, var anderledes problematisk. Udlægningen af kablet havde været dyrere end ti års skibsforbindelser til Grønland, og alene høflighedsfraserne der omgav dronningens og præsidentens korte ordveksling, beløb sig til så svimlende en sum at avisens daværende redaktør, en helt igennem himmelnær overkateket, undlader at nævne den i artiklen.

Formålet med nutidens søkabel er ikke kun at øge hastigheden, men også at nedbringe omkostningerne. Som det forholder sig nu, kan det koste adskillige hundrede kroner om måneden bare at holde programmerne på sin computer opdateret. Men er det udelukkende netforbindelsens skyld, eller har Tele Greenlands monopol på teletrafikken også noget med sagen at gøre?

En konkurrent ved navn Skynet har allerede meldt sin ankomst. Rygter vil vide at de, som navnet antyder, satser på mindre kabelfaste forbindelser. Spørgsmålet er derfor om endnu et søkabel vil gå under i historien som en dyr og ubrugelig fejlinvestering?

Denne aften var begejstringen på Barista imidlertid ikke til at tage fejl af. Jeg fortrød helt at jeg ikke havde taget min bærbare med og fundet et kabel jeg kunne plugge i. Da jeg fandt papiravisen og artiklen om telekommunikationens pionerer, vidste jeg dog at jeg samtidig havde fundet min rette plads i caféen. Det var ikke YouTube-videoerne jeg var ude efter. Det var historien om deres tilsynekomst.

Udenfor var månen på vej ned bag fjeldet. Takkerne på Sermitsiaq forekom mig ikke længere som et glubsk tandsæt. Iskrystallerne på jorden synes ligefrem at have fået en kvalitet som et diamanttæppe. Og på himlen havde et nyt og anderledes fortryllende fænomen vist sig.

Metaforerne er flossede af ælde som det gamle søkabel på havets bund. Lette, lysende, nærmest gennemsigtige var penselstrøgene på det blåsorte lærred natten spændte ud over mit hoved. Først tog jeg dem for skyer, men så lagde jeg mærke til noget ved måden de bugtede sig på deroppe, som bølgespor efter enlige fisks halevrid. Og jeg tænkte på Katuaq.

Katuaq er Nuuks nyopførte og topmoderne kulturhus der igen og igen hyldes som en arkitektonisk bedrift af de helt store. Så vidt jeg kan regne ud, må lovprisningerne gå på træfacaden der slynger sig frem og tilbage foran bygningen som et ujævnt palisadehegn eller en vekselstrømskurve. Eller med arkitektens egne ord: som nordlys.

Sådan gik det til at jeg i går så noget på himlen der mindede mig om facaden på et klodset kulturhus, men som måske i virkeligheden var nordlyset selv. Det forholder sig til tider med neurotransmittere som med grønlandske internetforbindelser.

I går eftermiddags afleverede jeg nøglen til det første hus vi boede i da vi ankom til Nuuk for halvanden måned siden. Den symboliserede muligheden for at flytte hjem til forældrene igen hvis det ikke gik at bo alene.

Den symboliserede også gæstfrihed og sammenhold.

Trine tog imod iført badekåbe. Der skulle ekstra tallerkener på bordet i aften, og hun havde travlt med at gøre sig selv og maden klar. Et nyt hold gæster havde meldt deres ankomst i gamle Jonathan Petersens katekethus.

Sådan er nøglen nu gået videre, og sådan vil den gå videre igen.

Trine kunne fortælle at hendes halvbror Henrik snart kommer til byen. Jeg boede sammen med ham i et bofællesskab i København for et års tid siden. Nu bor han i Tasiilaq ovre på østkysten hvor han blandt andet skriver artikler om moderne grønlandsk kunst til Post Greenlands internationale tidsskrift Filatelia.

Det bliver godt at se ham igen. Og godt at invitere ham inden for i det der nu er endt med at blive vores hjem i Nuuk. I andre må nøjes med at se vores ydmyge bolig på skrift.

Rundvisningen begynder her.

Efter et par lavmælte uoverensstemmelser med SquareSpace om hvad man kan og ikke kan gøre med et basisabonnement, åbner jeg i dag mit nye galleri her på siden. Du kan finde det ovre til højre under projektbeskrivelsen.

Jeg lægger ud med fotoserien Nuuk by Now der opsummerer en lille huefuld af mine mange indtryk fra byen. Jeg har stadig reservationer omkring kameraet og dets brug - ikke mindst i forhold til min egen paparazziblufærdighed - men glæder mig alligevel til at dele billederne med jer.

For ikke helt at glemme ordene har jeg sørget for at give dem frit løb under billederne. I den forbindelse kan jeg oplyse at AG naturligvis var til stede da der blev afsagt dom over den unge beruser der omtales i en af billedteksterne.

Han viste sig at være den udsendte journalistpraktikants gamle gymnasiekammerat. Noget der kun dårligt ville kunne fremgå af et billede.

Det er gratis at gå til tandlægen i Grønland. Sådan gik rygtet i min københavnske omgangskreds inden jeg kom herop. Og det skulle da også vise sig at være al information nok da bagvæggen på en af mine kindtænder styrtede sammen efter at være blevet eroderet indefra af et hul fuld af knogleædende bakterier.

AGs redaktionslokaler ligger på fjerde sal i kontortårnet ved siden af Tele-Post og udgør således en del af Nuuks sparsomme men meget omtalte skyline. Lidt over frokost fredag tog jeg elevatoren til gadeplan og fulgte byens hældning videre ned mod de store, kødløse lejlighedsskeletter som jeg endnu ikke har fundet ud af om er under opførsel eller nedrivning.

Dernede, på fjeldvejen over fjorden og den gamle kolonihavn, fandt jeg tandlægeklinikken og meldte min ankomst i receptionen. Skranken var beklædt med sælskind og udstyret med en dankortmaskine som jeg ubesværet redigerede ud af min ellers vanligt observante og logiske tankerækkefølge. Den blev parkeret på et sidespor sammen med løssalg af tandtråd og tandbørster og tandproteser og diverse andre tandting.

Jeg dumpede ned på en aggressivt svajrygget stol af hård plast og bladrede lidt rundt i et eksemplar af "Illustreret Videnskab". Dér kunne jeg læse at den fremtidige menneskelige evolution nødvendigvis måtte følge en af fem veje mellem reptilregression og transhumanisme. Muligvis betinget af det faktum at det kun var et spørgsmål om minutter før jeg skulle have fyldt kæften med alskens metaller og synteter, hæftede jeg mig især ved beskrivelsen af det fremmedlegemliggjorte menneske.

Var det mon i virkeligheden mig og mit tvivlsomme tandsæt der var udset til at opfylde den kulørte populærvidenskabs profeti om en ny menneskehed?

Tre kvarter senere var jeg tilbage i receptionen. Mit hoved var skævt af en tredobbelt bedøvelse med epicenter i bageste del af højre kæbeled, mundvandet flød som Nilen over sine breder. Udenfor var kuldefaktoren nede på minus femogtredive, og jeg havde ikke tanke på stort andet end hvordan jeg skulle komme tilbage til redaktionen uden at få kolossale hugtandslignende savltapper i skægget.

Kort sagt, jeg skred fra en regning jeg ikke vidste jeg skulle betale.

Det fandt jeg først ud af da en kollega introducerede mig for en kategorisk skelnen jeg ikke tidligere var stødt på. Han spurgte mig om jeg havde været hos den offentlige eller den private tandlæge. Den private er nemlig tre-fire gange dyrere end i Danmark, så jeg var nok bedre tjent med den offentlige. Også selv om de har et ry for at trække tænder ud når de har for travlt til at lave fyldninger.

Pludselig fik jeg et deja-vu til dengang jeg stavrede rundt i Kota Bahrus gader i det nordøstlige Malaysia med en tandbyld på størrelse med en skål sammenklistrede holdkæftbolscher. Det er præcis otte år siden, og jeg kan stadig huske den sløve, dumpe smerte der udvidede og trak sig sammen med hvert eneste pulsslag.

Jeg kan også huske at man i Malaysia, ligesom i Grønland, skelnede mellem offentlige og private tandlæger. De offentlige var gratis og udøvede deres gerning i små cellelignende værelser langs en uoplyst betongang med blod på gulvet og klageskrig i luften. De private opererede under åben himmel langs den støvede hovedvej med en skylleskål til instrumenterne og et pedaldrevet bor der snurrede som en spinderok drejer.

Det var et svært valg.

Heldigvis sad der hver dag en kinesisk heksedoktor ude foran mit hotel med slangegift i lommen og Tiger Beer i blodet. Det var hans skyld at stuepigen smurte sviende cremer i øjnene og derfor hverken kunne se eller fange kakerlakkerne der væltede op ad badeværelsesafløbet hver gang hun fjernede bruseristen for at pille hårene ud af den.

Jeg var på mit yderste da jeg en tidlig morgen efter endnu en søvnløs nat satte mig ud på vejen til heksedoktoren og spurgte ham om råd. Efter et længere forsvar for sin kunst - med det lille caveat at vesterlændinge var for svage i ånden til at udholde hans kure - fulgte han mig først hen til den lokale kinesiske restaurants øludskænkning og derefter hen til Dr. Wongs Luxury Dental Clinic.

Jeg stod længe og stirrede på den svært misligeholdte etageejendom i udkanten af bymidten og overvejede om der mon havde sneget sig en stavefejl ind i det lille messingskilt ud for dørklokken til anden sal. Skulle der mon have stået Dr Wongs Luxury Mental Clinic?

Det var blevet tid til at træffe det svære valg.

Jeg blev modtaget af to modelsmukke klinikassistenter med tørklæderne frækt gledet halvvejs tilbage over håret. De fnisede med den ene hånd op foran munden og bad mig tage plads. Mens jeg sad dér og ventede på den navnkundige Dr. Wong, var der endnu engang tid til at overveje hvad messingskiltet ved gadedøren mon egentlig dækkede over. Hvad var det helt præcis for en behandling luksusklinikken tilbød?

Tre kvarter senere var det hele overstået. Dr. Wong havde skåret indersiden af min ene kind op med en skalpel og masseret betændelsen ud med hænderne mens klinikassistenterne holdt mit hoved og legende kørte deres fingre gennem mit lange hår. Den pirrende blanding af smerte og nydelse havde gang på gang fået mig til at besvime i stolen, og til sidst havde assisterne lagt store gule og lyserøde piller ud på deres fingerspidser og fodret mig med dem.

Derefter er det eneste jeg husker prisen: 100 danske kroner inklusive mundskyllevæske og antibiotika.

Det er dog ikke nødvendigvis nogen økonomisk opmuntrende historie set i lyset af den generelle prisforskel mellem Malaysia og Grønland. Jeg kan ikke huske hvad en liter frisk mælk kostede i Malaysia for otte år siden, men heroppe koster den for tiden omkring 47 kroner. Så er der selvfølgelig det ultravarmebehandlede alternativ til en tier, men det er en anden snak.

Da jeg kom hjem fra arbejde i går, sagde Liv at de havde ringet nede fra tandlægen og spurgt efter mig. De ville ikke sige hvad det drejede sig om, men jeg tror jeg har en god fornemmelse. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at bruge resten af weekenden på at sidde indendøre og minde mig selv om hvor dejligt det er at kunne tygge med højre side af munden igen.

Om der så i sidste ende bliver råd til andet at tygge på end regningen, vil jeg vente med at bekymre mig om til jeg har talt med KAF på mandag og hørt hvor meget det er muligt at belåne sit kollegieværelse med.

Jeg holder meget af mit nye arbejde nede på AG. Ikke mindst holder jeg af idéen om mit nye arbejde. At jeg bare sådan kan rejse ud i verden, banke på et par døre og få mig et job - og så ovenikøbet et interessant og vellønnet et af slagsen.

Virkeligheden har stadig det skær af fiktion der gør livet værd at leve.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at brokke mig lidt over selve det at have et fuldtidsarbejde. Jeg mener, der er jo for helvede ikke nogen der arbejder på fuld tid. Det eneste dagen er fuld af, er små pauser og afbræk og institutionaliserede overspringshandlinger som personalemøder, privatlivsopdateringer og feriefotofremvisninger.

Jeg har luret at det altsammen er til for at "fremme arbejdsmiljøet" og "motivere medarbejderne", men når man nu har det så ganske glimrende bag sit skrivebord og iøvrigt udmærket er i stand til at motivere sig selv, hvorfor kan man så ikke bare presse dagens effektive arbejdstid ind før frokost og smutte hjem bagefter?

Jeg har som sådan ikke noget imod kolleger og teamwork, men jeg vil gerne selv have lov til at bestemme hvornår jeg arbejder, og hvornår jeg socialiserer. Noget der bestemt ikke er blevet lettere efter at menneskeheden i skikkelse af den moderne virksomhed ankom til de åbne kontorlandskaber og forvekslede dem med de elysiske marker.

At være på arbejde uden at arbejde forekommer mig at være et mentalt overgreb med groft tidsspilde til følge. Der er så meget jeg gerne vil se, der er så meget jeg gerne vil nå, og det ligger altsammen uden for alverdens arbejdspladser, på gader og stræder, i klippe og fjeld, under is og sne.

Min store trøst er så det jeg skrev lige før: at eventyret stadig er muligt, og virkeligheden blot en fortælling efter eget ønske.

I kan læse endnu et kapitel af den lige her - og lære et nyt grønlandsk ord undervejs.