Pressens pionerer

Hver morgen klokken halvotte når telefonen bipper, ruller jeg ud over sengekanten og lander på gulvet med et stille bump. Jeg kravler forbi sofabordet og hen til lænestolen hvor jeg smed tøjet aftenen forinden da det gik op for mig at klokken havde rundet midnat og min skønhedssøvn var i fare. Jeg stikker hovedet op gennem det første halshul jeg finder, og rejser mig for at møde dagen.

Tyve minutter senere står jeg i bidende kulde foran Teletårnet og fumler efter mine nøgler. Først da en kollega overhaler mig med en morgenfrisk bemærkning og uden videre slår døren op, kommer jeg i tanke om at det kun er den inderste af de to døre der er låst. Sammen tager vi elevatoren op til fjerde sal mellem Handelsskolen og Brugsforeningen. Oppe på sjette bor der Nuna Advokater i ubestemt flertal. Tele-Post har hjemme i den modsatte fløj af tårnet.

*

AG er en lille avis med vokseværk og rokketænder. Den er 148 år gammel og på vej ind i sin anden barndom. Ledelsen er blevet skiftet ud, og redaktionen har fået flere skriveborde. Det kan tælles på én hånd hvor mange af de små tyve medarbejdere der har været på avisen i over et halvt år. Til gengæld skal der to hænder til at tælle hvor mange af dem der er hentet ovre fra konkurrenten.

AG og Sermitsiaq er landets to eneste aviser og i evig kamp om læserne. Hvad den ene gør godt, må den anden gøre bedre, og hvis noget går galt det ene sted, kan man være sikker på at det kommer på forsiden det andet sted. Så er der rygende revolverjournalistik i gaden og en krydsild der kan overbevise selv den mest tilfældige forbipasserende om sin skyld.

Det er den slags dage hvor sheriffen og hans mænd - i skikkelse af Grønlands største medievirksomhed, radio- og tv-stationen KNR - holder sig inde døre med fødderne oppe og mikrofonen ude af vinduet. De får deres løn betalt af byens høje herrer, så de kan koncentrere sig om at levere deres egne nyheder på deres egne præmisser. Eller på de høje herrers, hvis man spørger aviserne.

To ting kan AG og Sermitsiaq nemlig blive enige om: at skattekronerne vejer mistænkelig tungt i lommerne på KNR, og at public service-aftalen tjener alle andre formål end offentlighedens.

Men oppositionens problem er som altid at den ikke kan stå samlet. De kritiske journalister er for kritiske til ikke kun at være kritiske over for magthaverne. De skyder på sig selv og hinanden og rammer meget mere end målet. Selv om gerningsmanden ligger døende på pladsen foran Hjemmestyret med tre kugler i kroppen, er det de andre projektilers baner vi følger.

Selv sidder jeg trygt og godt på min plads i Teletårnet og udvikler det nye våben i kampen om medieherredømmet: netavisen. Sermitsiaq har fået deres for længst. Sådan er det med de unge, de farer hurtigere og mere respektløst frem. Som Grønlands ældste avis er AG anderledes forpligtet på historien og på traditionerne. Sermitsiaq blev født ind i den elektroniske tidsalder, mens vi kom til verden i en håndpresse af træ på en valse støbt af sirup!

AGs netavis har været længe undervejs og er allerede én gang blevet varslet uden resultat. Endnu en løs ladning krudt i kanonen ville være katastrofalt. Der er ikke mere tid at tøve i, ikke mere plads at træde forkert på. Internettet pisker op langs kysten og ind over isen som et spand sultne hunde på vej hjem efter fangst. Snart vil hver en grønlænder i hver en bygd have adgang til det nye medie.

Og når de får det, er det mit job at sikre at ag.gl også er derude et sted. Det er derfor jeg knalder hovedet ned i gulvbrædderne hver morgen klokken halvotte.

*

Overalt på redaktionen sitrer luften af statisk elektricitet. Den rapper mig over fingrene hver gang jeg sætter mig til tastaturet eller tænder for vandhanen. Vi har vasket gulvene i anti-statiske væsker og opstillet barokke plasticspringvand på kontoret, men lige lidt har det hjulpet. De daglige stød er blevet en del af arbejdsgangen.
Vi har alle vores forskellige måder at lade af på. Nogle samler energien i grupper af to eller tre og udløser den i vittigheder og små anekdoter, andre tager skoene af og kanaliserer den de fire etager direkte ned i klippegrunden.

Selv lister jeg over til sofakrogen og tager de gamle folianter med avisens annaler ned fra bogreolen. Med ryggen mod de moderne kontorlandskaber og computerøer bladrer jeg mig baglæns gennem historien på jagt efter den kulturarv jeg er med til at forvalte. Det var sådan jeg først kom på sporet af den pressens pionérhistorie jeg nu også selv er blevet en del af.

*

I dagens mediebranche taler man gerne om brugergenereret indhold som var det en ny og genial opfindelse ingen endnu helt vidste hvad var, eller hvordan skulle håndteres. Det vidste de imidlertid godt dengang i midten af 1800-tallet da Atuagagdliutit begyndte at udkomme (Atuagagdliutit blev først til AG i 1952 da den fusionerede med den dansksprogede avis Grønlandsposten).

"For at det med Inspekteurboligen paa Kolonien Godthaab forbundne lille Bogtrykkeri saavidt muligt kan forskaffe Grønlænderne nogen deels underholdende, deels belærende Læsning, udenfor hvad der hører til Skole- eller Religionsunderviisning, er det bleven anseet for rigtigst at udgive et Slags Tidsskrift, under Navn af 'Atuagagdliutit'."

Sådan indleder den kongelige danske inspektør dr. H. J. Rink i foråret 1861 sit opråb til alle landets indbyggere om at "yde Hjelp ved skriftlige Bidrag" til indholdet i Atuagagdliutit. Han kunne i samme skrivelse fortælle at bladets udgivelsesfrekvens netop ville være afhængig af denne "Communikation", og at man i "Prøveheftet" fra 1. januar samme år bl.a. kunne læse et uddrag af Poul Egedes dagbog, en beskrivelse af dampskibet Great Eastern og en beretning om "de forskjellige eskimoiske Stammers Tilstand og Levemaade".

Successen var umiddelbar. Trykkeriet flød over med genfortællinger af gamle sagn og myter, dramatiske fangerhistorier og rejsebeskrivelser der næsten var sande, og oplysninger om sæder og skikke der var eksotiske for alle andre end dem der praktiserede dem. Altsammen rigt illustreret af typografen Lars Møller der hellere ville have været fanger, og billedkunstneren Aron der var Herrnhut og ikke havde noget efternavn.

Redaktøren var ligeledes grønlænder. Han hed Rasmus Berthelsen, men gik under navnet Kikik der efter sigende skulle udtrykke den blanding af intens lykke og væmmelse faren følte da han første gang så sin nyfødte søn. Kikik blev sidenhen forfatter til grønlændernes elskede julesalme hvis titel bærer tydeligt sprogligt vidnesbyrd om at den Herre der besynges, ikke er af lokal afstamning: “Guuterput”.

*

AG har altid været en folkets avis. Den tidligere redaktør Jørgen Fleischer beskriver således hvordan det under Anden Verdenskrig var trykkemaskinen der drev projektoren når man havde biograf ovre i Seminariets gymnastiksal. De levende billeder krævede imidlertid flere kræfter end aviserne, og ofte brændte motoren sammen halvvejs inde i filmen. Så gik publikum over til trykkeriet og så fyrværkeriforestillingen dér istedet.

Også i dag er folkeligheden en vigtig del af AGs image. Læserbrevene kommer ind side om side med pressemeddelelserne, og ikke bare i form af små notitser og sure opstød. Ofte er de lange og udførlige, velskrevne og velargumenterede, med skarpe tunger og spidse albuer. Det er ikke usædvanligt at de udgør en fjerdedel af avisens samlede indhold - og fylder mindst dobbelt så meget som sporten.

Nej, når alt kommer til alt, og arbejdsdagen lakker mod enden, så er jeg ikke i tvivl om hvem der vil falde og hvem der vil stå når det sidste skud har lydt og duellen er forbi. Det kan godt være at Sermitsiaq er hurtigere på aftrækkeren, men AG sigter efter hjertet. Det er det hjemmesiden skal hjælpe med at ramme.

Sådan tænker jeg når jeg står i elevatoren sidst på eftermiddagen, med kurs ned mod den by og de mennesker hvis historier vi fortæller oppe i tårnet. Solen følger mig hele vejen tilbage til gadeplan, og når jeg atter træder ud, er alt der ligger tilbage efter dens daglige kamp med frosten, et funklende, isglat lag jeg enten kan stå stille og beundre, eller gå frem og glide på.