Kolonist ved et tilfælde

Gårsdagens store nyhed i de grønlandske medier var at Johannes Mathiassen har begæret sin afsked som nyhedschef for KNR, Grønlands landsdækkende radio- og tv-station. Begrundelsen var at han havde tabt en retssag mod regeringspartiet Siumut, hvor han tidligere fungerede som partisekretær, og ikke ville risikere at skade KNRs integritet.

Hmm.

Det er alment kendt at KNR har tætte forbindelser til Siumut, og at den kritiske journalistik ikke altid ligger dem forrest på tungen når snakken falder på Landsstyret. "Mikrofonholdere" bliver de ofte kaldt i læserkommentarer i de øvrige medier heroppe. Uofficielle historier fra journalister med tilknytning til KNR synes til dels at bekræfte læsernes formodninger.

Det interessante i Mathiassens sag er imidlertid at det var ham selv der indledte den. Han mente at kunne bevise at Siumut skyldte ham 88.000 kroner i løntillæg og overarbejdsbetaling. Siumut reagerede prompte med at henlede opmærksomheden på visse økonomiske "uregelmæssigheder" i Mathiassens embedsperiode og stillede med et modkrav på 126.000 kroner.

Retten endte med at tilgodese begge parternes krav og dømte således Mathiassen - bl.a. med henvisning til at han ikke kunne redegøre tilfredsstillende for et svind på 52.000 kroner i partikassen - til at betale differencen på 38.000 kroner.

Det er svært at forestille sig at Mathiassens - og dermed KNRs nyhedsafdelings - forhold til Siumut skulle være synderligt varmt for tiden. Netop derfor tænker jeg at man så meget desto mere må begræde dette stakkels korrumperede individs selviscenesatte fald. Nu hvor vasketøjet vajer sort som daggammel sne fra toppen af flagstangen, var der endelig en mulighed for at KNR kunne se sit eget dårlige ry i øjnene og insistere på at journalistikken også har visse fordele ved at være i lommen på magthaverne. Ikke mindst når en gammel betroet partisekretær pludselig trækker flammesværdet og melder sig under fjendens banner.

Det ville have været et smukt slag.

Desværre valgte Johannes Mathiassen dog som nævnt at indgive sin afskedsbegæring. Om det er sket under pres fra Siumut eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Desuden ændrer det ikke ved det faktum at jeg på besynderlig vis er blevet trukket med i hans fald. I sidste uge skrev jeg nemlig til ham at jeg nu var vel ankommet til Nuuk og med spænding ventede på at snakke nærmere med ham om den praktikplads han havde stillet mig i udsigt på KNRs nyhedsafdeling.

Han skrev aldrig tilbage.

Gårsdagens tele-eventyr inspirerede til endnu et lille portræt. Denne gang af et stykke fortid jeg ikke vidste eksisterede. Noget tyder på at vi bor på uhellig jord - eller i hvert fald bag uhellige mure ...

Forrige mandag var en skæbnesvanger dag for Tele-Greenland. Da solgte en af deres søde unge ekspedienter mig let og frejdigt et telefon- og internetabonnement for slagtilbudsprisen á 199 kroner. Lident vidste hun at der var sket en registreringsfejl i teleselskabets database, og at der således aldrig var blevet trukket kabler til Kujalliitkollegiet.

Halvanden uge, adskillige mandetimer og næsten lige så mange forvirrede mobilsamtaler senere er Blok L tilsluttet det store internet.

I årevis havde kablerne ligget sammenrullet i en montørkasse omme bag blokken. Med hakke og skovl måtte et hold grønlandske telelærlinge arbejde sig ned gennem flere mandshøje skråninger af sne og is der var føget sammen omkring husmuren, før de endelig stødte mod den nedfrosne skat og atter kunne bringe den frem for dagens lys.

"Det er det vanskeligste arbejde jeg nogensinde har oplevet," sagde en udmattet overtelemontør da klartonen til sidst hylede fra stikket i vores værelse. Hans martyrium bestod åbenbart i at tage lærlingenes strabadser på sig som om de var hans egne. Ellers også hentydede han bare til alle de røverhistorier han var blevet nødt til at fortælle for at udfylde tiden.

Det gør ikke så meget. Endnu et stykke Grønland er blevet koloniseret af cyberspacesoldaternes kansasklædte pionérhær.

Jeg fejrer denne sejrrige dag ved fronten med et portræt af en anden pionérbedrift: vores første besøg på det lokale værtshus Kristinemut.

Og nu skal der surfes videre frem over isen!

Jeg samlede Nuuk Ugeavis op på det lokale kulturhus Katuaq og studerede den over en kop kaffe. Det er en blanding af lokalblad og reklamesøjle med lige så mange forskellige skrifttyper som en løbeseddel fra en af de mere fundamentalistiske perioder i oplysningstiden.

Jeg fik straks lyst til at gøre mig lidt morsom på andres bekostning.

Ejendomskontoret Igdlo lå lige for (stavemåden skal jeg ikke kunne kommentere yderligere, men den minder mig om at jeg bør genoptage min søgning efter grønlandskkurser i byen), og helsidesannoncen med tilbud på dåsefrugt i sukkerlage kunne jeg heller ikke stå for.

På lykønskningssiderne fangede mit blik billedet af 50-års-fødselaren der sidder koncentreret i køkkenet og ruller en joint foran en tændt stump stearinlys. Pludselig slog det mig at den forgangne uge har været lønningsuge, og at jeg slet intet har oplevet af al den druk og vold og dovenskab jeg er blevet tudet ørerne fulde af skulle udfolde sig på dette tidspunkt af måneden.

Jeg bladrede straks om til politiets ugerapport: 26 husspektakler, 13 berusere, 9 gange gadeuorden og to særligt fremhævede anmeldelser.

Den første anmeldelse drejede sig om en brand i en affaldspose i vaskerummet på Jern- og Metalskolen. Ilden var imidlertid gået ud da brandvæsenet nåede frem. Omstændighederne for branden efterforskes stadig.

Den anden anmeldelse var indgivet af en kvinde der blev ramt i ansigtet af et stykke træ netop som en bil kørte forbi hende. Hun fik en flænge i det ene øjenbryn, og mistanken går på hvorvidt nogen med vilje kastede træstykket efter hende. Politiet hælder dog til den forklaring at det blot blev slynget op fra vejbanen da bilen kørte over det.

Efter så ganske eksakt at have forvisset mig om tingenes tilstand i danskerkolonien højt mod nord, kunne jeg nu trygt fortsætte til opslagstavlen hvor jeg fandt mange dejlige – og dejligt sigende – annonceindryk fra byens borgere.

I tøjkategorien spiller en annoncør på sine medborgeres nationale fællesskabsånd når hun skriver: “Jeg skal holde barnedåb den 8. februar og vil i den forbindelse gerne låne nationaldragt i str. 38-40 og kamikkerne i str. 39-40.” At det lyder som om der kun findes ét par kamikker i størrelse 39-40 i hele Nuuk er i sig selv ganske underholdende, men det er nok snarere ærkelokalkoloritten der sælger opslaget til mig.

I fremlysnings- og efterlysningskategorierne (er kategorierne virkelig så væsenforskellige at man bliver nødt til at dele dem op?) er det naturligvis de tabte genstande der spøger. Det første opslag jeg bider mærke i, lyder mere som et råb om sympati end som en egentlig efterlysning: “Jeg har desværre tabt min mobil mellem rundkørsel ved Qernertunnguanut og rundkørslen ved Fiskerbyen.” Og igen det rent sproglige: er der flere rundkørsler ved Qernertunnguanut, eller hyr?

Jeg kan heller ikke dy mig for at hænge det opslag lidt ud der må kvalificere som ugens mindst sandsynlige at der bliver reageret på: “For 3 uger siden glemte jeg min sorte taske på et værtshuset. I tasken er mine briller med brun stel og styrken er minus og plus.” Måske man skulle sende vedkommende et glas panodiler til at tage toppen af tømmermændene?

En dybtfølt appel om at putte et meget lille kort i en meget stor kasse, bliver jeg også nødt til at nævne: “Til dig der stjal min mobil Sony Ericsson 660i på Maximut ved lukketiden. Jeg ved hvem du er og jeg beder dig inderligt om i det mindste at aflevere mit simkort, da det indeholder en hel del oplysninger, som du ikke kan bruge. Du kan aflevere det i Nuuk Ugeavis' postkasse.” Det er ikke altid man får en ekstra chance her i tilværelsen, og jeg synes den formastelige skal gribe den!

Til sidst to små søde fra dyrekategorien: “Dværg hamster. Prisen snakker vi om.” og “Gubier sælges. Eventuelt bytte med andre fisk.”

Sådan går dagene hér som i så mange andre lokalsamfund. Næste Ugeavis byder sikkert på flere forventelige overraskelser.

Det er tøvejr i Nuuk. Klipperne bryder frem gennem sneen og fremviser negativet til den postkortkulisse jeg allerede havde vænnet mig til at se overalt omkring mig. Nu er verden ikke længere hvid, isprængt gådefulde gråsorte figurer. Nu er den gråsort med hvide strejf, som et lærred der ikke er blevet malet ordentligt over.

Smeltevandet tisser fra tagene, vejene damper en stille dis. Men endnu er jorden frossen, og alt der bliver til vand, bliver også snart til is. Byen er forvandlet til en glitrende skøjtebane, og de eneste der foretrækker de knæhøje snedriver langs vejkanten, er turisterne. Og dem gør vi jo alt for ikke at blive talt iblandt.

Liv var netop nået op til hovedvejen da benene forsvandt under hende, og hun tog den i bedste kropsslædestil ned ad bakken til busstoppestedet. Få minutter senere kom 3eren, og så var hun på vej afsted til universitetet.

Selv lavede jeg højst uforudsigelige udfald til højre og venstre hver gang jeg koncentrerede mig om at træde til side for andre fodgængere. Resultatet var naturligvis at chokket forplantede sig fra mig til dem, og flere gange var jeg lige ved at få en ægte indfødt grønlænder til at gå på røven.

Hele dagen igår prøvede jeg at aflure de lokale deres teknik. Den ældre generation var hurtigt gennemskuet. De bruger rolatorer og stokke med en lang pig monteret under fodduppen (de såkaldte "pensionistsøm" der er forment adgang til Landsbiblioteket). Børnene er sværere at blive klog på. Dog hæfter jeg mig ved at jeg endnu ikke har set nogen gå omkuld uden samtidig at stikke i et frydefuldt hvin, og hælder derfor til at mene at der ikke er så forfærdelig meget at gøre sig klog på endda.

Hvordan det forholder sig med de øvrige aldersgrupper, er mig derimod et stort mysterium. En vis demonstrativ ladhed synes at præge gangarten, som om de i stedet for at stemme imod det glatte underlag blot kanaliserede blylodder ned i benene - uden at det iøvrigt på nogen måde forsinker dem.

Til at begynde med virkede den tilsyneladende overlegenhed de førte sig frem med, let provokerende på mig. I løbet af dagen blev jeg dog overbevist om at overlegenheden er en del af teknikken. Om aftenen sneg jeg mig således ud - i ly af mørket og på ubefærdede stier - for at gøre forsøg ud i det overlegnes kunst. Til min overraskelse må jeg konstatere at grunden under mine fødder har været markant fastere lige siden.

For at den selvtilfredse kådhed over at være kommet gådens løsning et skridt nærmere ikke skulle løbe helt af med mig, sluttede aftenens eksperimenter af med en overhaling. Ud af den sorte nat materialiserede sig en jogger der på flad gummisål slog et elegant sving uden om mig og fortsatte ned ad vejen mens han nikkede indforstået tilbage over skulderen.

Indrømmet, jeg gik på røven, men kun i overført betydning.