Kalaalllit Røde Korsiat

Nuuk er en notorisk dyr by at bo i. En liter frisk mælk koster små 50 kroner, og en bøjet agurk små 30. En velskænket fadøl ovre i drukkomplekset koster langt op i 60erne, mens en Hof eller en Grøn Tuborg ligger stabilt på 45.

I Nuuk Ugeavis begynder lejeprisen for en lille to-værelses på 10.000 om måneden, den obligatoriske nationaldragt er nok til at ruinere husholdningen for en gennemsnitlig familie i et helt år, og - sådan kunne jeg blive ved indtil Liv og jeg trampede forhutlet rundt i snedriverne omkring Hjemmestyret og sloges om nedfaldne rester fra politikernes repræsentationskonti.

Men det gør vi ikke. For på vej derned, i underetagen til Café Chili, med indgangen skjult på siden af bygningen bag et stort skrummel af en genbrugscontainer, ligger Grønlandsk Røde Kors. Dér går vi ind hver torsdag eller fredag eftermiddag - og også gerne lørdag formiddag - for at rode dagens friske leverancer igennem.

Bukser, trøjer, frakker, sko, tasker, gryder, pander, spejle, lamper, bøger, bånd, hatte, huer, redningsveste - genbrugsbiksen har det hele. De sælger ud efter et princip om enhedspris inden for en lang, men alligevel ofte ikke helt lang nok, liste af kategorier. Det er som om den mangler den særlige kantianske fasthed, og ofte har jeg oplevet at købe en frakke til en trøjes pris, eller et par bukser til en underkjoles.

Heldigvis er bevægelsen altid nedadrettet mod stadig lavere priskategorier. Og en sjælden gang imellem kan man sågar falde helt uden for kategori og få stukket sit bytte i hånden uden at skulle betale overhovedet.

Det skete for mig dengang jeg købte mit prinsessekostume til fastelavnsfesten oppe på avisredaktionen.

Jeg spadserer velfornøjet ud af prøverummet med en lyseblå flæsekjole, et par guldsandaler og en dametaske fyldt med plasticsmykker fra 3 år og opefter og langer hele molevitten over disken til gammeljomfruen på den anden side.

Hun hæver hovedet med det korsformede blylod om halsen og kigger på mig med et tantet fjæs der synes at snøre hele butikken sammen om hendes mund. Forargelse prøver at finde fodfæste mellem blind accept og akut rædsel, men ender med at styrte sig selv i en afgrund af dannelse og korrekthed hvor en løftet lillefinger, et hævet øjenbryn eller det mindste vir med hovedet kan føde og opsluge betydningsuniverser så komplekse at Ariadne ville løbe tør for tråd før Perseus nåede frem til uhyret der bebor dem.

Jeg roder en pegefinger rundt mellem mønterne i min pung mens jeg skiftevis kigger på visakortet og hende. Ti - tyve - tredive - halvtres - femoghalvtres - syvoghalvtres - otteoghalvtres - otteoghalvtres en halv - hun nikker kort og fejer kostumet ned i en hvid plasticpose med en uventet kraftfuld bevægelse.

Så snart usømmelighederne er af vejen, løsner hun op i skuldrene og smiler indforstået, nærmest upassende. Jeg får en meget jordnær vision af den ældre kvinde alene i sit soveværelse og mister et øjeblik mit eget mentale fodfæste. Først da en nævefuld mønter falder ud af min hånd og slår mod disken, hårdt klirrende, får jeg det tilbage.

Sidenhen har jeg kigget mange andre aldrende korstanter i øjnene nede i genbrugsbiksen, men lige netop hendes blik har jeg aldrig fundet igen. Der er altid en søm der skal checkes, eller en broche der skal rettes på, og de gamle, slidte taster på kasseapparatet kræver jo også deres andel af opmærksomheden. Til gengæld ligger prisen konsekvent to kategorier under normalen for hvad end jeg måtte finde på at pille af stativerne eller hive ned fra hylderne når det er hende der betjener mig.

Hvem eller hvad den fortabte fortjeneste skulle være gået til, ved jeg ikke. Men jeg ved at den ikke er mere tabt end at hun får hele bunken af tilbudstøj og billigbøger tilbage igen når vi engang rejser herfra.

Så kan et nyt hold tilflyttere søge ly for byens priser i den dybe døråbning bag genbrugscontaineren under Café Chili.

De lokale bliver det nok sværere at lokke derned. Jeg har mødt folk der er født og opvokset i Nuuk, og som ikke engang havde hørt om stedet før jeg fortalte dem om det. Genbrug er i sagens natur andenrangs, og er der noget grønlændere som folk betragtet kan siges at være trætte af, så er det at være andenrangs.

Kalaallit Røde Korsiat er danskermissionens sidste og billigste udpost i en fjern koloni på vej mod et selvstyre hvis økonomi ligger i ruiner allerede inden det er trådt i kraft. Hvis flere grønlænderne gik ned og smilede med vanlig bramfrihed til de korsede tanter bag disken, så kunne lidt mere af det hele måske reddes.

Indtil de gør det, vil Liv og jeg nyde at have butikken for os selv sammen med de dagligt flere og flere lokale for hvem der ikke længere er nogen anden udvej.