Kolonist ved et tilfælde

Rygterne om Grønlands miserable internetforhold svirrede omkring mig i ugerne op til min afrejse fra København. Alligevel blev jeg ved med at finde hjemmesider og blogs fra selv de mest afsidesliggende byer og bygder heroppe. Så slemt kan det jo altså heller ikke være, tænkte jeg og begav mig ubekymret ind i SquareSpaces forførende lette og elegante univers.

Første stop på rejsen var kateketen Jonathan Petersens gamle hus i Nuuk hvor internettet dansede trådløst omkring os hvorend vi gik. Andet stop var kollegieværelset på Kujalliit hvor vi end ikke har et telefonstik. Her sidder jeg hver aften og prøver at fange ubeskyttede signaller fra golde klippenetværk. Engang imellem belønnes indsatsen med 5-10 minutters skrabet forbindelse, og så sidder jeg ellers og hepper på hver gang der skal loades en side.

Mit første interneteventyr ud af huset gik til Det Grønlandske Landsbibliotek. I løbet af få minutter var jeg skrevet op til to gange en halv time og udstyret med et lånerkort til at fordrive ventetiden med. Glimrende service, fremragende faciliteter, men desværre en kritisk forældet version af Internet Explorer. Når jeg prøver at logge på SquareSpace, får jeg en meddelelse fra dem om at de altså er en moderne internettjeneste og ikke sådan lige pludselig ud af det blå har tænkt sig at begynde at understøtte syv år gamle Microsoft-browsere!

På Barista Netcafé var historien en lidt anden. Her var maskinerne toptunede, og førstesalen over den trendy kaffebar for folk i 30-40-årsalderen med mellem- til højindkomster fyldt med raske grønlandske cyberpunks. Desværre var de 40+ computere først og fremmest sat op til at spille på hvilket betød en hjælpeløst langsom internetforbindelse og en eklatant mangel på USB-porte. Uden sådanne ville jeg være tvunget til at blogge og skrive portrætter omgivet af teamspeak og granatkastere mens mønterne trillede ud af min lomme og ned ad trappen til Café Latte-generationen – uden at få så meget som en enkelt kop sort filterkaffe til gengæld!

Kulturhuset Katuaq begyndte som en god historie. På én gang rummeligt og hyggeligt med mulighed for at slå sin laptop op i et fjernt hjørne og lade som om man hørte til. Og skulle servitricen vise sig at have en af sine emsige dage, behøvede man bare stikke hende en flad tier for en kop mokka. Jeg anede allerede konturerne af mig selv som et fast og uomgængeligt pejlemærke i grønlandsk kulturliv. Måske endda med et lille messingskilt over mit bord: “Her sidder den tilfældige kolonist”.

Pigen bag disken advarede godt nok om at routeren havde lidt problemer med at holde styr på hvilke IP-adresser den delte ud til hvem. Det finder mit nye styresystem Ubuntu og jeg nok ud af, tænkte jeg og trak computeren op ad tasken. Jeg havde ikke meget mere end lige stillet den på bordet da den unge pige kiggede bestyrtet på mig og sagde: “Routeren er væk! Nogen må have taget den med hjem! Nogen må have stjålet den!”

I dag traskede jeg så med trætte skridt ned til Tele-Post-kontoret på hovedgaden. Opsætning af telefonstik: 500 kr. Oprettelse af internetabonnement: 500 kr. Fyrre minutters kø senere stod jeg endelig foran en spinkel teenagepige med ruskindssløjfe i håret og erklærede mit nederlag. “Det bliver 199 kroner for begge dele,” sagde hun. “Vi kører en reklamekampagne for tiden fordi vi får en konkurrent til foråret.”

O lyksalige monopolbrydere! O frie markedskræfter! O ansvarsløse kapitalisme! Må finanskrisen vedblive kun at være en krise for dem med finanser!

Det eneste der kan undre, er hvorfor Tele-Post ingen steder gør opmærksom på at de har kappet 800 kroner af oprettelsesgebyret for telefon- og internetabonnementer. Måske bruddet på éns monopoler her i tilværelsen skal være en realitet før man begynder at reklamere for sig selv?

Liv og jeg er ankommet til Nuuk i tæt snefog. Vi blev modtaget af en sort mand midt i al det hvide og midlertidigt indlogeret på et værelse i kateketen Jonathan Petersens gamle hus. Min første internetforbindelse er to gange en halv time på det lokale bibliotek.

Om aftenen serverede Francis ghanesisk fufu med oksehaler og rensdyrlever. Fufu viste sig at være en slags kartoffelmos med en dejagtig konsistens lavet på pulveriserede kæmpebananplanter. Vi formede små kugler af fufuen og rodede dem rundt i kødsovsen med fingrene mens vi så lokalnyheder på TV-Nuuk og snakkede Grønland med Trine. Trine er min tidligere bofælle Henriks halvsøster og vores egentlige vært i huset. Henrik selv er flyttet til Tasiilaq på østkysten og skriver om sine indtryk her.

Nuuk forekommer mig at være en by uden veje. Huse og etageejendomme er strøet ud mellem fjord og fjeld med løs hånd. Landskabet der forbinder dem, er store flader af hvidt med enkelte pløjede spor på kryds og tværs. Det er ikke umiddelbart muligt at skelne vej fra fortov fra privat grund. Ingen kantstene, intet buskads, ingen indhegning. Jeg ved ikke engang hvordan jorden under isen ser ud. Klippe? Asfalt? Grus? Græs?

Kollegiet vi skal bo på, er en øvelse i grønlandsk tristesse. To forfaldne containerstammer oven på hinanden med udsigt til en klippevæg og en byggeplads hvor fire forblæste grønlandske arbejdere tilsyneladende er i gang med at opføre en eksakt replika af vidunderet overfor.

Inde på værelset er en fatning gået løs, så ledningerne hænger slapt ud af hullet i loftet. En tidligere beboer har skrevet “død” mellem stikhullerne på en af kontakterne. I køkkenet er rygeforbudet blevet klaret ved at tape en sort affaldssæk fast om røgalarmen.

På mandag indgiver vi begæring om “ønskeflytning” som kollegieadministrationen kalder det med en snert af utopi. Vi kender sagsbehandlingstiderne hjemmefra og bebrejder dem ikke deres selvindsigt. I stedet er vi gået i gang med at indrette os på værelse L-08 i Kujalliit-kollegiet. Et stenkast fra et hav vi ikke kan se.

En kort nats søvn og så af sted til Nuuk. Har tilbragt dagen på pilgrimsfærd fra boghandel til boghandel, men fandt ingen skrifter der var hellige nok. Plejer ellers altid at have mindst to med i rygsækken når jeg drager ud. Denne gang bliver det anderledes. Jeg pløjer gennem resten af "Kalak" i flyet, og "Dagens Ansigt: Allie Mae" har jeg allerede læst to gange. Min anmeldelse af den er endnu kun en skabelon. Ja, faktisk er det en gammel strøtanke der i sin tid strejfede et skuldertræk, men nu er vendt tilbage med et forsigtigt nik. Jeg er endnu ikke kommet af sted, og jeg tænker allerede på at udrette noget.

I kælderen under Paludan virkede Grønlandssektionen tør og tung, dog for let til rigtig at bide sig fast. Klassikerne hos Arnold Busck fremviste gotik-sentimentale rygge og mindede mig om dengang jeg vitterlig troede jeg levede i viktoriatiden. Naipaul skød sig ud af rækken hos Atheneum, men jeg havde læst halvdelen af essayene i forvejen, og resten struttede af andre rejsers eksotisme. Desuden er nordens folkefærd ham de mest glædesløse i verden.

Så nu rejser jeg af sted uden ord. Jeg har åbenbart ikke brug for det filter lige nu. Det må skabe sig selv undervejs. Jeg ankommer med vidt åbne øjne og fødderne solidt plantet i Sorel-støvlernes indre uldsok. Varmen er det første jeg sanser. Noget af resten følger hér.

Dagens skæve observationer der endnu hverken er fisk eller fugl, men måske viser sig at være begge dele.