Angakkoq
Han er en lille mand med sjasket hår og fremskreden måne. Ryggen er rund og skuldrene skubbet frem, armene svinger ikke, de dingler. Alderen kan kun blive et skud i tågen, skægget rager han af en gang om ugen. Cowboybukserne er altid et par numre for store, trøjen mintgrøn, lyselilla eller vejarbejderorange, gerne med tryk eller slogan. Et hampeblad eller Grønlandsbankens logo.
"Lortejob!" står der en morgen på den bøjede ryg over skrivebordet.
Han sidder ovre i hjørnet, bag kontorets eneste skillevæg. Han kommer kun frem når han skal hente kaffe eller ryge den stabel af hjemmerullede cigaretter han bygger op helt fra morgenstunden af. En gang eller to om ugen ser nogen ham gå ned i Brugsen og købe en færdigret. Han spiser den i køkkenet med hovedet bøjet over foliebakken. Resten af dagen har han sovserester i hårspidserne.
Det er ikke sådan at finde ud af hvad han egentlig laver deromme bag skillevæggen. Hvis man går tæt forbi den, kan man høre en stille knurren fra den anden side, og flere gange om dagen smælder bandeordene over den som havde han svunget en pisk. Ind imellem farer han endda ud mellem kollegernes skriveborde og overfuser den første den bedste han kommer i nærheden af.
Engang skulle han være blevet så rasende at han spyttede blod i alle papirkurvene og smittede hele kontoret med tuberkulose. Det havde nær kostet ham livet. I to måneder lå han i isolation nede på Dronning Ingrids Hospital og trak vejret gennem en respirator.
Det kan man kalde temperament.
Personligt kalder jeg ham for vores egen lille stressafleder. Han trækker de dårlige energier ud af luften og samler dem i sig selv indtil det begynder at knalde og brage ud af kæften på ham. Ligesom den statiske elektricitet der rapper mig over fingrene hver gang jeg lægger hænderne på Mac'ens nye ståltastatur. Det er på grund af ham at vi andre kan møde ind med et smil og gå hjem med et grin.
Angakkoq er den grønlandske betegnelse for en åndemaner. Ingen moderne arbejdsplads burde være foruden.