Kolonist ved et tilfælde

Det er gratis at gå til tandlægen i Grønland. Sådan gik rygtet i min københavnske omgangskreds inden jeg kom herop. Og det skulle da også vise sig at være al information nok da bagvæggen på en af mine kindtænder styrtede sammen efter at være blevet eroderet indefra af et hul fuld af knogleædende bakterier.

AGs redaktionslokaler ligger på fjerde sal i kontortårnet ved siden af Tele-Post og udgør således en del af Nuuks sparsomme men meget omtalte skyline. Lidt over frokost fredag tog jeg elevatoren til gadeplan og fulgte byens hældning videre ned mod de store, kødløse lejlighedsskeletter som jeg endnu ikke har fundet ud af om er under opførsel eller nedrivning.

Dernede, på fjeldvejen over fjorden og den gamle kolonihavn, fandt jeg tandlægeklinikken og meldte min ankomst i receptionen. Skranken var beklædt med sælskind og udstyret med en dankortmaskine som jeg ubesværet redigerede ud af min ellers vanligt observante og logiske tankerækkefølge. Den blev parkeret på et sidespor sammen med løssalg af tandtråd og tandbørster og tandproteser og diverse andre tandting.

Jeg dumpede ned på en aggressivt svajrygget stol af hård plast og bladrede lidt rundt i et eksemplar af "Illustreret Videnskab". Dér kunne jeg læse at den fremtidige menneskelige evolution nødvendigvis måtte følge en af fem veje mellem reptilregression og transhumanisme. Muligvis betinget af det faktum at det kun var et spørgsmål om minutter før jeg skulle have fyldt kæften med alskens metaller og synteter, hæftede jeg mig især ved beskrivelsen af det fremmedlegemliggjorte menneske.

Var det mon i virkeligheden mig og mit tvivlsomme tandsæt der var udset til at opfylde den kulørte populærvidenskabs profeti om en ny menneskehed?

Tre kvarter senere var jeg tilbage i receptionen. Mit hoved var skævt af en tredobbelt bedøvelse med epicenter i bageste del af højre kæbeled, mundvandet flød som Nilen over sine breder. Udenfor var kuldefaktoren nede på minus femogtredive, og jeg havde ikke tanke på stort andet end hvordan jeg skulle komme tilbage til redaktionen uden at få kolossale hugtandslignende savltapper i skægget.

Kort sagt, jeg skred fra en regning jeg ikke vidste jeg skulle betale.

Det fandt jeg først ud af da en kollega introducerede mig for en kategorisk skelnen jeg ikke tidligere var stødt på. Han spurgte mig om jeg havde været hos den offentlige eller den private tandlæge. Den private er nemlig tre-fire gange dyrere end i Danmark, så jeg var nok bedre tjent med den offentlige. Også selv om de har et ry for at trække tænder ud når de har for travlt til at lave fyldninger.

Pludselig fik jeg et deja-vu til dengang jeg stavrede rundt i Kota Bahrus gader i det nordøstlige Malaysia med en tandbyld på størrelse med en skål sammenklistrede holdkæftbolscher. Det er præcis otte år siden, og jeg kan stadig huske den sløve, dumpe smerte der udvidede og trak sig sammen med hvert eneste pulsslag.

Jeg kan også huske at man i Malaysia, ligesom i Grønland, skelnede mellem offentlige og private tandlæger. De offentlige var gratis og udøvede deres gerning i små cellelignende værelser langs en uoplyst betongang med blod på gulvet og klageskrig i luften. De private opererede under åben himmel langs den støvede hovedvej med en skylleskål til instrumenterne og et pedaldrevet bor der snurrede som en spinderok drejer.

Det var et svært valg.

Heldigvis sad der hver dag en kinesisk heksedoktor ude foran mit hotel med slangegift i lommen og Tiger Beer i blodet. Det var hans skyld at stuepigen smurte sviende cremer i øjnene og derfor hverken kunne se eller fange kakerlakkerne der væltede op ad badeværelsesafløbet hver gang hun fjernede bruseristen for at pille hårene ud af den.

Jeg var på mit yderste da jeg en tidlig morgen efter endnu en søvnløs nat satte mig ud på vejen til heksedoktoren og spurgte ham om råd. Efter et længere forsvar for sin kunst - med det lille caveat at vesterlændinge var for svage i ånden til at udholde hans kure - fulgte han mig først hen til den lokale kinesiske restaurants øludskænkning og derefter hen til Dr. Wongs Luxury Dental Clinic.

Jeg stod længe og stirrede på den svært misligeholdte etageejendom i udkanten af bymidten og overvejede om der mon havde sneget sig en stavefejl ind i det lille messingskilt ud for dørklokken til anden sal. Skulle der mon have stået Dr Wongs Luxury Mental Clinic?

Det var blevet tid til at træffe det svære valg.

Jeg blev modtaget af to modelsmukke klinikassistenter med tørklæderne frækt gledet halvvejs tilbage over håret. De fnisede med den ene hånd op foran munden og bad mig tage plads. Mens jeg sad dér og ventede på den navnkundige Dr. Wong, var der endnu engang tid til at overveje hvad messingskiltet ved gadedøren mon egentlig dækkede over. Hvad var det helt præcis for en behandling luksusklinikken tilbød?

Tre kvarter senere var det hele overstået. Dr. Wong havde skåret indersiden af min ene kind op med en skalpel og masseret betændelsen ud med hænderne mens klinikassistenterne holdt mit hoved og legende kørte deres fingre gennem mit lange hår. Den pirrende blanding af smerte og nydelse havde gang på gang fået mig til at besvime i stolen, og til sidst havde assisterne lagt store gule og lyserøde piller ud på deres fingerspidser og fodret mig med dem.

Derefter er det eneste jeg husker prisen: 100 danske kroner inklusive mundskyllevæske og antibiotika.

Det er dog ikke nødvendigvis nogen økonomisk opmuntrende historie set i lyset af den generelle prisforskel mellem Malaysia og Grønland. Jeg kan ikke huske hvad en liter frisk mælk kostede i Malaysia for otte år siden, men heroppe koster den for tiden omkring 47 kroner. Så er der selvfølgelig det ultravarmebehandlede alternativ til en tier, men det er en anden snak.

Da jeg kom hjem fra arbejde i går, sagde Liv at de havde ringet nede fra tandlægen og spurgt efter mig. De ville ikke sige hvad det drejede sig om, men jeg tror jeg har en god fornemmelse. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at bruge resten af weekenden på at sidde indendøre og minde mig selv om hvor dejligt det er at kunne tygge med højre side af munden igen.

Om der så i sidste ende bliver råd til andet at tygge på end regningen, vil jeg vente med at bekymre mig om til jeg har talt med KAF på mandag og hørt hvor meget det er muligt at belåne sit kollegieværelse med.