Kolonist ved et tilfælde

Storm P. beskriver i småteksterne "Selskabslege" og "Flere selskabslege" en række innovative måder at underholde sine gæster på.

Værten kan fx placere en levende gås under låget på sølvfadet. Straks en af gæsterne løfter det for at stikke gaflen i et saftigt stykke kød, vil gåsen - om alt går som forventet - flakse ud på bordet, rasere opdækningen og jage en slem skræk i livet på selskabet.

Storm P. anbefaler på det varmeste legen til familiemiddage i juletiden. Personlig tror jeg også at den ville have stor succes som ice-breaker til bestyrelsesmøder.

En anden leg kræver en smule mere forberedelse fra værtens side. Inden selskabet ankommer, skal han nemlig bore en række huller i gulvet på etagen over spisestuen. Hullerne skal for så vidt muligt bores direkte over de enkelte pladser rundt om bordet. For ikke at komme til at afsløre overraskelsen for gæsterne, er det vigtigt at man husker at fjerne det nedfaldne puds fra stolesæderne.

Når selskabet er godt i gang - fx halvvejs inde i første servering af hovedretten - undskylder værten sig for en kort bemærkning og forlader bordet. Han lister ovenpå og vælter en stor spand med vand ud over gulvet. Hvis han har gjort sit forberedende arbejde ordentligt, skulle det nu gerne begynde at dryppe ned i hovedet på gæsterne.

Er man i tvivl om hvor veludviklet selskabets humoristiske sans er, kan man med fordel have indkøbt et mindre paraplylager og opstillet det i et diskret hjørne af spisestuen.

Storm P. har mange flere gode selskabslege skjult i fantasien som jeg ikke vil komme ind på her. I stedet vil jeg på det ydmygeste tillade mig at føje en enkelt grønlandsk en af slagsen til hans repertoire. Den er næppe konkurrencedygtig, men til gengæld 100% selvoplevet.

Og så tilmed i går aftes.

Det eneste man skal bruge for at lege den, er et sæt spillekort. I går brugte vi et sæt frække transparente plastickort der bestemt føjede noget til oplevelsen, men mindre kan også gøre det.

Værten indleder legen med at holde et af kortene op til sine læber og suge det fast ved at trække vejret hårdt ned i lungerne. Hun vender sig nu hurtigt mod sin sidemand og presser kortet mod hans mund, så kun kortet adskiller deres læber.

Sidemanden suger nu kortet fast til sine egne læber og fjerner det fra værtens mund for straks efter at vende sig mod den næste person i rækken. Sådan vandrer kortet fra mund til mund rundt om bordet. Det er forbudt at tage hænderne til hjælp. Taber man kortet på gulvet, skal man skynde sig at drikke og sætte kortet i cirkulation igen.

Grunden til at man skal skynde sig, er at værten for hver gang et kort passerer hende, sætter et nyt kort i omløb - og bliver man indhentet af et kort mens man har et andet på munden eller på gulvet, skal man drikke dobbelt. Eller trippelt eller firedobbelt hvis endnu flere kort når frem.

Legen leges efter sigende bedst under indflydelse af alkohol, og da jeg var den eneste ædrulige i gårsdagens selskab, kan jeg altså forvente mig endnu større morskab hvis jeg dukker tidligere op til festen næste gang. Men jeg fik da både kysset på en fyr der hedder Lasse, og pustet et kort ned i kavalergangen på en pige jeg ikke kan huske hvad hedder. Så helt skidt var det ikke.

Hvis du har fulgt mig hele vejen hertil, har jeg faktisk også en lille krølle på halen til dig. Kysselege er nemlig ikke det eneste der kan overgå en selskabsløve i Nuuk. Der var stripshow på Manhattan Nightclub i lørdags, og jeres tilfældige lille kolonist var naturligvis til stede. Af rent etnografiske årsager, forstås.

Læs portrættet her.

Det er som bekendt dårlig karma at præsentere større omlægninger og forandringer første april.

Således er det mere end tvivlsomt om australske Virgin vil få indsat deres nye økorute fra Kastrup til Kangerlussuag, eller om dronningen vil udeblive fra selvstyredagen 21. juni af frygt for at komme til at sidde til bords med den selverklærede repræsentant for neo-kommunismens dominoeffekt, Vladimir Putin.

Sikkert er det imidlertid at AG i dag kommer på gaden med en helt ny stil og et helt nyt look. Redaktionen har ligget vandret hele ugen, og avisen blev først afleveret til trykkeriet tidligt i morges. Men om få timer skulle den være her.

Vi venter i utålmodig spænding og har besluttet os for at tage op til skiliften og fejre resultatet så snart den nye avis er i hus. Måske skal jeg endda have spændt et bræt eller to under fødderne og slå kolbøtter ned ad Lille Malene.

Som en cadeux til avisen – og i erkendelse af at det nu pludselig er hjemmesiden alle venter utålmodigt på – har jeg også besluttet mig for at lave et par småændringer her på siden.

Formålet er først og fremmest at give mig mulighed for at lave nogle kortere og mindre tidskrævende portrætter, så projektet ikke går helt i stå når arbejdet med hjemmesiden vokser mig op over hovedet, og universitetet også begynder at melde sig på banen med deres håbløse formalia og skingre deadlines.

Jeg har oprettet en skitseblog med et link i toppen af siden. Her håber jeg at kunne præsentere skitser og inspirationer til nogle af de portrætter jeg sandsynligvis ikke får tid til at skrive den næste halvanden måneds tid.

De første to skitser er allerede lagt ud. Den ene er en gammelkendt sag fra februar måned om en dødsfikseret taxachauffør der hjemsøger redaktionen i tide og utide med sine morbide billeder af lokal ulykke og nød. Den anden skrev jeg ved fire-halvfemtiden i morges da jeg alligevel lå og rullede søvnløs frem og tilbage i sengen.

Jeg håber at det kommer til at virke. Ellers er det muligt at jeg vil forsøge at få jer til at acceptere det hele som en forsinket aprilsnar.

Så var der endelig nogen der trak i det store håndtag ovre i Canada og sendte den første elektronstorm af sted. Kabelslangen vred sig et par gange på havbunden inden den faldt til ro og sank dybere ned i sandet. I den anden ende glødede NTP-stikkene.

Det er slut med at føle sig som om man var på vej over indlandsisen med de gamle grønlandsfarere hver gang man sætter netkablet i computeren. Nu kan der surfes og streames så hjemmevant som noget andet sted i verden.

Jeg fejrer begivenheden med at lægge et lille videoklip fra fredagens snestorm op på siden. I skal dog ikke forvente at den slags bliver hverdagskost lige med det samme.

Tele Greenland har i anledning af de nye og hurtigere opkoblinger besluttet sig for ikke at sænke priserne på internettrafikken. Tilmed oplyser forbrugsoversigten på deres kundeserviceside kun beløbene for enkeltsessioner og ikke for éns samlede forbrug. Og hvem ved egentlig hvad fem siders poster af 0.7352 kr. kan beløbe sig til?

Jeg ved at følgende 35 sekunders lavkvalitetsvideo har kostet mig rundt regnet fem kroner at uploade. Og jeg ved at en spillefilm fra nettet i lige så ringe kvalitet koster i omegnen af 300 kroner at downloade.

Var der nogen der bemærkede at Tele Greenland er ejet af Hjemmestyret?

Uden antydning af yderligere konspiratoriske sammenhænge er det herunder Teletårnets indgangsparti der har fået lov til at danne motiv for den tilfældige kolonists første videoklip.

Skru helt op for lyden og få hele stemningen med!

En form for hverdag er ved at indfinde sig. Indtrykkene af byen er ikke så stærke som de har været. Mere bliver taget for givet, og mindre sat spørgsmålstegn ved. Det er nu det gælder om at holde fast i klarsynet.

I går vækkede en rasende snestorm mig til denne erkendelse.

Allerede inden telefonen bippede mig godmorgen, kunne jeg høre stormen brække store stykker is af klipperne udenfor, hvirvle dem op i luften og slynge dem mod vores vinduer. Da jeg trak gardinerne fra, opløste verden sig i en grødet frosttåge der jog hylende og skrigende forbi huset. Sneen fløj i brede baner gennem luften og dannede mønstre og figurer i konstant opløsning. Mit syn var et kamera med for lang lukketid.

Jeg glemte alt om morgenmad og tandbørster, fandt termotøjet og månestøvlerne frem, tog et fast greb om dørhåndtaget - og trykkede ned. Den pæne lille lyseblå dør blev flået op, så min skulder nær var gået et led. En brændende smerte bredte sig ned gennem armen og ud i fingrene.

Så kom isvinden. Den tyrede to håndfulde dybfrosne søm, skruer, bolte og møtrikker lige midt i masken på mig og spurgte om jeg virkelig havde lyst til at tage på arbejde?

Jeg blev stående et øjeblik og stirrede den ind i øjnene uden at blinke. Så trak jeg mit lille lyserøde digitalkamera frem fra inderlommen og begyndte at fotografere den på det pinligste. Jeg skulle ikke bare på arbejde. Jeg skulle på eventyr.

*

Snestormen er sin egen byplanlægger. Den visker de eksisterende veje og stier ud og anlægger sine egne. Det er éns egen sag om man vil følge dem, ligesom det er éns egen sag om man vil stå i sne til livet.

Jeg fulgte læsporet om bag huset, ned langs Lysbutikken, forbi Deres Tank og over det der indtil for få timer siden havde været Dronning Ingrids Vej med hospitalet nede for enden. Nu var det et knust spejl af mægtige højpolerede isflager der vuggede omkring på et hav af vind.

Jeg fulgte et smalt spor der slangede sig ind og ud mellem de gulgrønne træhuse for til sidst at ende nede ved Kollegieadministrationens rå granitmure. Sneen havde boret sig ind i hver eneste lille sprække, grebet fat i hver eneste lille ujævnhed, og hang nu over facaden som en kolossal Jackson Pollack.

Præcis hvordan jeg fik mig kæmpet op over Spindlers Bakke, husker jeg ikke. Det ville være forkert at sige at jeg tog den op ad Aqqusinersuaq, ligesom det ville være forkert at sige at jeg gik ad parkeringspladsen mellem købmanden og skibutikken. Jeg sled mig frem skridt for skridt af utrådte stier der allerede nu, halvandet døgn senere, er forsvundet for altid.

Ned ad bakken kom jeg selvsagt uden større besvær. Endelig stod konturerne af Teletårnet foran mig som en flimrende portal til en anden verden, halvt hér og halvt dér. Jeg arbejdede mig ned langs siden af den, udkæmpede en kort kamp med vinden om retten til at åbne eller lukke døren, og kastede mig så ind i forhallen.

Bag mig gik døren i med et brag, og verden blev stille. Elevatoren løftede mig lydløst op til fjerde, og jeg trådte ind på kontoret som fra en kæmpes blide hånd.

*

"Det her er det rigtige Grønland," sagde typografen med den mørke hud og den skumle fortid ved Maximuts billardborde. Viskerne var frosset fast til forruden, og han var blevet nødt til at køre hele vejen til arbejde med hovedet ud af sideruden. Andre havde ikke engang kunnet komme ud til deres biler.

Jeg tror hverken der findes et rigtigt eller et forkert Grønland, men jeg tror at nuancerne mellem dem er virkelige. Det er dem jeg skal holde fast i, også når det ikke blæser en halv pelikan, og verden bliver vendt på hovedet. Ellers ender det med at der slet ikke eksisterer noget Grønland for mig. Kun verden og hverdagen.

*

Jeg har lagt galleriet Snefald ud til jer med billeder fra dagen der gik. Find det ovre til højre på siden, eller se det her.

For en måneds tid siden bragte AG en lille historie om to midaldrende fritidsjægere der havde oprettet en Facebook-gruppe i protest mod forringelsen af den lokale skibskikskvalitet. De små og blege, men tommetykke og stenhårde firkanter var åbenbart ikke længere hvad de havde været.

"Engang kunne man knuse en knæskal med en skibskiks uden at der faldt så meget som en krumme af den," skrev en af fyrene inde på Facebook.

"Ja, hvem husker ikke den barnlige glæde ved at rydde overmunden for mælketænder med en skibskiks?" skrev den anden.

En uge senere havde gruppen over 300 oprørte medlemmer der alle som én mente at skibskiksen ganske enkelt var blevet for blødsøden.

Historien fik en tur til i trykken, og så meldte producenten sig pludselig ind i debatten. Kalaallit Nunaanni Brugseni (KNB) stod frem og erklærede at de var parate til at imødegå kritikken hvis AG ville bidrage med en lille forbrugerundersøgelse på vegne af fødevareindustrien.

Det ville AG godt. Selv om vi er et organ hvis fornemmeste opgave og største fornøjelse er at bide selv den mest lavbenede magthaver i haserne, så er og bliver vi en folkets avis. Og når folket hellere vil bide i skibskiks end i skibskiksproducenter, så er der ikke andet end at gøre end at bestille et parti hjem og begynde at dele ud.

"AG er folkets avis" lød overskriften da vores nye chefredaktør trådte til sidste sommer og svor ved håndpressen og de gamle sirupvalser at ville holde traditionerne i hævd fra dengang hvor læserne ikke bare læste, men også skrev, artiklerne.

I dag har jeg således sørget for at ikke én af Grønlands rundt regnet 60 bygder er blevet glemt på den drop down-menu brugerne (læserne var alligevel en uddøende race!) kan vælge deres udsigelsesposition fra på avisens kommende hjemmeside. Om du er en af Kangaamiuts 500 sjæle, eller en af Akuliaruseqs blot tre, så kan du nu plante dit flag på AGs territorie i cyberspace.

Den eneste af Grønlands efter seneste folketælling 56.648 beboere jeg ikke har givet mulighed for at markere sin nøjagtige plads på kortet, er den enlige ansatte ved Prins Christians Sund vejrstation 65 km isfjeld fra nærmeste bebyggelse. Jeg har stor respekt for eneboere, og hvem end det måtte være der holder til derude, har jeg ikke lyst til at presse vedkommende ind i nogen form for fællesskab, virtuelt eller ej.

Alligevel tillader jeg mig det ene lille overgreb på privatlivets fred at forestille mig at der denne aften på bordet i Prins Christians Sund ligger en skibskiks og venter på at blive opløst i kaffen. Helt så hård som den der ligger på mit, er den dog næppe. Eller som dem i de mange hundrede pakker der står spredt ud over AGs redaktion efter dagens forbrugerundersøgelse.

Der var fire forskellige versioner af KNBs skibskiks at vælge mellem i vores interimistiske stand under den blå parasol ude foran Teletårnet. Forskellen syntes det dog at være så som så med. Uanset hvilken en af dem vi forsøgte at bryde op i mere smagsprøvevenlige stykker, endte det med at vi måtte bruge pighammeren.

Eksperterne gumlede dog omhyggeligt på de små, skarpe stykker og sagde både ih! og ah! og hm! og hm-hmm! Version to og fire havde lagt sig solidt i front da jeg forlod standen en halv time før lukketid, men hvilken af dem der løb af med den endelige sejr, må jeg vente med at finde ud af til i morgen.

Ét syntes man dog at være enige om: noget ved konsistensen var ikke helt som det plejede at være. Det særlige tandknækkende, kæbebrækkende, tungeoptrevlende noget der havde hørt den oprindelige skibskiks til, var ikke længere at finde og ville sikkert heller ikke blive det igen.

Om det så skyldtes kiksen, klimaet eller hukommelsen skulle jeg ikke vide noget af at gøre mig klog på. I sidste ende betyder det heller ikke så meget. Vigtigst er det at folket atter finder noget at brokke sig over, så de kan spytte krummerne fra de riges bord ud og kaste sig over herskaberne istedet.

Det er jo dem vi lever af på AG. For som et til lejligheden opfundet ordsprog lyder: selv sømænd lader sig ikke nøjes med beskøjter på en tropeø.