Kolonist ved et tilfælde

I går så jeg noget der måske var nordlys.

Det havde været en underlig urolig aften. Månen hang lavt over fjeldet og tegnede Sermitsiaqs takker i skarp silhuet mod himlen som et voldsomt opspærret gab. Det skulle bare slikke sig en enkelt gang om munden, og så ville hele Nuuk være fejet i fjorden.

Internettet kravlede gennem kablerne, og ordene kunne ikke komme ud af fingrene på mig. Liv gik i cirkler omkring sofabordet. Vi prøvede at sætte en engelsk krimi på computeren, men mysteriet blegnede ved siden af aftenens. Hvem finder også på at slippe en morder løs på et plejehjem? Det er død med død på.

Barista virkede som et godt alternativ. Caféen der serverer kaffe, kage, kultur og karriere fra tidlig morgen til sen aften. Det er her de nogen-og-tredive-årige mødes for at diskutere familieforøgelse og lønforhøjelse mens de spiser blåbærmuffins og drikker dobbelte macchiatos. Det er der ikke noget usædvanligt i.

Der der giver stedet sin særlige charme, er den tilhørende netcafé på førstesalen. Her sidder hele underetagens tidligere selv og junker Battlefield og World of Warcraft i et vrangvendt socialt hieraki hvor narren er konge. Modsat de fleste andre på Barista lyder det rent faktisk som om de har det sjovt.

Vi satte os til rette i lædersofaen nedenunder, hvor vi trods alt hører til, hvis overhovedet. Men netop denne aften var det som om lydene oppefra var højere og vildere end de plejer. Som om kommandoråbene og krigshylene nåede længere ned ad trappen før de druknede i diskussionernes sædvanlige mumlen.

Diskussionernes sædvanlige mumlen. Jeg gentog det for mig selv og spidsede ører. Diskussionernes sædvanlige mumlen var forsvundet!

På bordene rundt om os havde folk taget deres bærbare frem. De sad kind mod kind foran skærmene og streamede den ene YouTube-video efter den anden. Pludselig forstod jeg det hele. Jeg havde jo selv læst det i en artikel i min egen avis. Barista havde som det første sted i Grønland fået lov til at teste søkablet!

Allerede inden jeg kom herop, havde jeg hørt om den moderne teknologis midgårdsorm der var i færd med at blive sænket ned på havbunden mellem Canada og Grønland. Nu skulle det være slut med ustabile netforbindelser og downloads på 5 kb i sekundet. Nu skulle Grønland træde ind i det 21. århundrede.

Det er ikke første gang man forsøger sig med at kaste kabler ud i de isnende vande der omgiver Grønland. Allerede i det første nummer af AG fra 1861 - dengang avisen endnu ikke var fusioneret med Grønlandsposten og udelukkende hed Atuagagdliutit - skriver redaktør Rasmus Berthelsen om otte engelske skibe der var anløbet havnen i Nuuk:

"Disse englændere var sendt ud for at måle vanddybderne ved Island, Grønland og Canada. Grunden er den, at mennesker i Europa og Amerika har opfundet tråde til brug for at sende meddelelser til hinanden. Disse tråde har indmad af kobber, og det er sådan: hvis man rører ved den ene ende, kan det mærkes ved den anden ende. Disse tråde skal vi kalde Telegrafkabler. Først lavede man disse tråde fra by til by. Siden prøvede man at sænke kablerne ned på havbunden."

Det var resterne af disse kabler der skabte forundring og forvirring for et par måneder siden da udlæggerne af det nye søkabel stødte på dem. Spekulationer om hvem der mon havde lagt dem ud, og ikke mindst hvorfor, fyldte debatsiderne i aviserne. Mysteriet var ens for alle, og intet bud på en løsning var for dumt til at blive taget med.

I sidste ende var det en anden af AGs tidligere redaktører, den højt respekterede Jørgen Fleischer, der lukkede og slukkede med et faksimile af avisen fra 1861. Han citerede videre:

"Da de havde fået telegraf i alle byer, ville de også have det mellem Europa og Amerika over verdenshavet, Atlanterhavet. For tre år siden sejlede to store skibe, et fra Europa og et fra Amerika, med hver sin last af telegrafkabler. De mødtes midt på havet og forbandt de to telegrafkabler og sænkede dem så i havet. Da det var gjort, sendte Englands dronning en hilsen til den amerikanske præsident, og hun blev svaret et øjeblik efter."

Hastigheden var der altså ikke noget i vejen med. Prisen, derimod, var anderledes problematisk. Udlægningen af kablet havde været dyrere end ti års skibsforbindelser til Grønland, og alene høflighedsfraserne der omgav dronningens og præsidentens korte ordveksling, beløb sig til så svimlende en sum at avisens daværende redaktør, en helt igennem himmelnær overkateket, undlader at nævne den i artiklen.

Formålet med nutidens søkabel er ikke kun at øge hastigheden, men også at nedbringe omkostningerne. Som det forholder sig nu, kan det koste adskillige hundrede kroner om måneden bare at holde programmerne på sin computer opdateret. Men er det udelukkende netforbindelsens skyld, eller har Tele Greenlands monopol på teletrafikken også noget med sagen at gøre?

En konkurrent ved navn Skynet har allerede meldt sin ankomst. Rygter vil vide at de, som navnet antyder, satser på mindre kabelfaste forbindelser. Spørgsmålet er derfor om endnu et søkabel vil gå under i historien som en dyr og ubrugelig fejlinvestering?

Denne aften var begejstringen på Barista imidlertid ikke til at tage fejl af. Jeg fortrød helt at jeg ikke havde taget min bærbare med og fundet et kabel jeg kunne plugge i. Da jeg fandt papiravisen og artiklen om telekommunikationens pionerer, vidste jeg dog at jeg samtidig havde fundet min rette plads i caféen. Det var ikke YouTube-videoerne jeg var ude efter. Det var historien om deres tilsynekomst.

Udenfor var månen på vej ned bag fjeldet. Takkerne på Sermitsiaq forekom mig ikke længere som et glubsk tandsæt. Iskrystallerne på jorden synes ligefrem at have fået en kvalitet som et diamanttæppe. Og på himlen havde et nyt og anderledes fortryllende fænomen vist sig.

Metaforerne er flossede af ælde som det gamle søkabel på havets bund. Lette, lysende, nærmest gennemsigtige var penselstrøgene på det blåsorte lærred natten spændte ud over mit hoved. Først tog jeg dem for skyer, men så lagde jeg mærke til noget ved måden de bugtede sig på deroppe, som bølgespor efter enlige fisks halevrid. Og jeg tænkte på Katuaq.

Katuaq er Nuuks nyopførte og topmoderne kulturhus der igen og igen hyldes som en arkitektonisk bedrift af de helt store. Så vidt jeg kan regne ud, må lovprisningerne gå på træfacaden der slynger sig frem og tilbage foran bygningen som et ujævnt palisadehegn eller en vekselstrømskurve. Eller med arkitektens egne ord: som nordlys.

Sådan gik det til at jeg i går så noget på himlen der mindede mig om facaden på et klodset kulturhus, men som måske i virkeligheden var nordlyset selv. Det forholder sig til tider med neurotransmittere som med grønlandske internetforbindelser.