Stripperskolen

Første gang jeg er på stripbar, er en fordrukken tirsdag nat i København for en del år siden. Jeg har været oppe at slås med en ven, sådan rigtig rulle rundt på jorden med et fast greb i hinandens skjortebryst, og vi har akut behov for forsoning.

Taxachaufføren kører hele byen rundt uden at finde en eneste bar der har åben. Kun Louises, der denne nat er halvtom og heldunkel med et klientel som taget ud af en dokumentarfilm om bandekriminalitet langs sortehavskysten. Vi flygter tilbage ud til taxaen med indbildte kugler flyvende om ørerne da chaufføren får en lys idé: Waterloo!

Waterloo er hverken Abba eller Napoleon vs. Wellington, men en stripbar på Gammel Kongevej, skråt over for Planetariet på vej ind mod Rådhuspladsen. Entréen koster hundrede dask, og øllene lidt mere. Cigaretterne har vi heldigvis selv med.

Jeg husker ikke stort andet end runde sofaarrangementer, tåget-kærlige samtaler og et af den slags menukort hvor man har på fornemmelsen at der følger noget mere med champagnen.

Strip er der ikke noget af. Danseren ser os sikkert trille småmønter ud over hele bardisken for at skrabe sammen til et par øl, og tænker så at det nok var nattens sidste skud i bøssen der gik af dér.

Godt observeret.

*

Anden gang jeg er på stripbar er sidste lørdag nat på Manhattan Nightclub i Nuuk. Som navnet antyder, er stedet i virkeligheden slet ikke nogen stripbar, men i modsætning til Waterloo er der rent faktisk strip.

Diskoteket Manhattan udgør sammen med billardbulen Daddy's og det forsamlingshusagtige spillested Bryghuset Nuuks ultimative drukkompleks. Forretningsplanen lyder måske tvivlsom, men successen er ubetinget. Her samles sprittere og poolhajer, midaldrende dansepar og højrøstede selskaber samt teenagere i alle aldre til orgiastiske fester hver fredag og lørdag aften.

Den uofficielle sortbørshandel og hashklub Takuss er formelt set også en del af komplekset, men brandmyndigher, lovparagraffer eller almindelig anstændighed forbyder at der også derfra er direkte adgang til resten af tilbuddene. Vil man fra Takuss til Den Store Drukfest skal man først gennem kulden og snedriverne udenfor.

Nuuk Ugeavis har på forhånd annonceret aftenens "frække dobbeltshow med stripperne Angelina og Jacqline". En "stripperskole for lokale talenter" skulle også være på programmet.

Jeg ved med andre ord hvad jeg har i vente da DJen tæller ned til den store begivenhed lidt over midnat. Og så alligevel ikke.

Angelina og Jacqline ryster showet i gang i det indhegnede VIP-område foran dansegulvet. Prisen for at sidde derinde en almindelig weekendaften er 4000 kroner pr. næse. Men så får man også en gratis cocktail efter eget valg med i købet - og frit udsyn til byens kødmarked i fri fluktuation.

Denne aften er der ingen der holder sig for gode til en solid omgang importeret strip. Arbejdsmænd og karrierekvinder, storpolitikere og småpushere, ungmøer og gamle grise - alle samfundslag er repræsenteret i én stor fælles bølgende bevægelse der skyller og skvulper frem og tilbage mellem kulørte drinksborde og frenetiske videoprojektioner.

Måske er det Angelina der er blondinen og Jacqline der er brunetten, måske er det omvendt. Den ene har i hvert fald en diminutiv kilt hængende på hoftebenet, og den anden noget endnu mindre. Ballerne ryster stålsat ud over indhegningen, brysterne danser så frit som silikonen tillader det. I en baggrund så insisterende som nogen forgrund hitter Nik og Jay igen og igen med deres "du' for lækker - lækker lækker lækker!".

Angelina/Jacqline står på et podie højt hævet over publikum og presser sin nøgenhed ind mod væggen i kristuspositur, mens Jacqline/Angelina læner sig baglæns ind i kødrandens yderste geledder og tilbyder sin overkrop til de modige mange.

Et par griske mandelapper får hurtigt tag om brysterne og begynder at ælte dem som var det selve ønskekoens yvere. Et brøl rejser sig fra mængden og gør i et par intense sekunder Nik og Jay rangen stridig som lydkulisse.

Jeg tænker at dette må være den ultimative parodi på kolonistens "eksotiske øjeblikke" og kommer i tanke om en passage i Knud Rasmussens dagbog fra Den Litterære Grønlandsekspedition i begyndelsen af 1900-tallet.

Episoden den beskriver finder sted netop som han og rejsekammeraten Jørgen Brønlund ankommer på hundeslæder til den første polareskimoiske bebyggelse på deres lange rejse. De "hedenske studieobjekter", som ekspeditionsleder Mylius-Erichsen omtaler dem, tager imod med vilde råb og fagter. Mændene springer op og ned i sælsomme dansetrin, og kvinderne står på række og geled med kamikker der når helt op til underlivet.

Af ren og skær kådhed stikker Knud Rasmussen sin ene fod ud over slædekanten og signalerer til den smukkeste unge pige i horisonten at hun skal tage hans støvle af. Forlegen sænker hun blikket, men træder alligevel frem og gør som befalet.

Senere samme aften kommer hendes mor forbi hytten hvor de fremmede er blevet indlogeret, og anbefaler på det kraftigste sin datter til Knud Rasmussen. At lade en fremmed kvinde tage éns støvle af for sig er at betragte som bejleri, og nu sidder den gæve unge mand i saksen. Var det ikke for hans velskårne tungebånd og medbragte gavelæs, var historien om ham måske endt lige dér.

Da mit indre blik atter vender sig ud mod arvesyndens fuldbringelse på Manhattan Nightclub, er sceneriet flytter fra VIP-området og ned på dansegulvet. Masserne er blevet trængt til side af en flok skaldede udsmidere med små snoede stumper ledning bag ørerne, og det opdæmmede areal indrettet som stripperskole.

Et par-og-tyve-årige Rikke fra Nuussuaq står lettere beklemt mellem Angelina og Jacqline - eller er det Jacqline og Angelina? - og venter på en berømmelse af varighed som en gennemsnitlig popsang. Herefter følger hån og had og et uoverskueligt billedarkiv på Facebook.

Endnu engang tæller DJen ned, og endnu engang begynder stripperne at vrikke, ikke som om, men fordi, de er betalt for det. De tager fat i elevens hænder og lader vibrationerne forplante sig videre til hendes krop.

Det er nu eller aldrig, Rikke! Publikum vil have dig, og du ved det!

Rikke slår blikket op, kaster håret tilbage og glider ind i rampelyset med brysterne først. I et stroboskopblink forvandler hun sig fra genert lillepige til storstrippende sexmama. Tøjstumperne flyver til højre og venstre og demonstrerer stadig mere udfordrende lingerikollektioner indtil hun springer frit fornøjet omkring som Eva i lysternes have.

Blitzlyset fra hundredevis af kameraet samler sig til én stor sitrende spot der ikke overlader nogen detalje til skyggerne. Ryk for ryk lukker kredsen sig tættere og tættere om Rikke der efter ulvehylene at dømme må ligge på gulvet og lave underlivsbevægelser.

Jeg har for længst tabt hende af syne og koncentrerer i stedet blikket om udsmiderne. Jeg ser dem læne sig ind i den frembrusende folkemængde med al deres imponerende dødvægt og forstår at en implosion af uanede seksuelle dimensioner truer.

Dyret er løs i åbenbaringen på Manhattan, og Rikke hænger paradoksalt i vægtskålen som menneskehedens eneste tilbageblevne rest af tilnærmelsesvis uskyld. Kun et mirakel kan redde os nu.

Jeg lukker øjnene og afventer dommen.

Så stiller vi urerne frem!" skriger DJen et sidste håb om frelse ind i mikrofonen. "Det er sommertid, klokken er tre, og Manhattan er lukket!"

Øjne spærres op, hoveder lægges på skrå, underkæber slår hårdt mod brystben. Det er lige før jeg også selv bliver skuffet. Så stopper musikken, lyset bliver tændt, og verden fødes på ny fra det sorte hul der nær havde opslugt den.

Det er på tide at komme hjem eller finde en efterfest. Jeg vælger det første i et kejtet forsøg på at redde lidt af den ære jeg pludselig bilder mig ind at jeg har tabt. Så indser jeg min egen tåbelighed og beslutter mig for at føje oplevelsen til listen over etnografiske observationer. Ligesom enhver anden grønlandsfarer med respekt for sig selv ville have gjort.

Masseslagsmålet der er ved at udvikle sig bag mig, hører jeg først om mandag morgen på redaktionen. Det er ikke noget jeg læser om i politirapporten, det er noget jeg får levende beskrevet af kollegerne. For de var der naturligvis også.