Kolonist ved et tilfælde

For en måneds tid siden bragte AG en lille historie om to midaldrende fritidsjægere der havde oprettet en Facebook-gruppe i protest mod forringelsen af den lokale skibskikskvalitet. De små og blege, men tommetykke og stenhårde firkanter var åbenbart ikke længere hvad de havde været.

"Engang kunne man knuse en knæskal med en skibskiks uden at der faldt så meget som en krumme af den," skrev en af fyrene inde på Facebook.

"Ja, hvem husker ikke den barnlige glæde ved at rydde overmunden for mælketænder med en skibskiks?" skrev den anden.

En uge senere havde gruppen over 300 oprørte medlemmer der alle som én mente at skibskiksen ganske enkelt var blevet for blødsøden.

Historien fik en tur til i trykken, og så meldte producenten sig pludselig ind i debatten. Kalaallit Nunaanni Brugseni (KNB) stod frem og erklærede at de var parate til at imødegå kritikken hvis AG ville bidrage med en lille forbrugerundersøgelse på vegne af fødevareindustrien.

Det ville AG godt. Selv om vi er et organ hvis fornemmeste opgave og største fornøjelse er at bide selv den mest lavbenede magthaver i haserne, så er og bliver vi en folkets avis. Og når folket hellere vil bide i skibskiks end i skibskiksproducenter, så er der ikke andet end at gøre end at bestille et parti hjem og begynde at dele ud.

"AG er folkets avis" lød overskriften da vores nye chefredaktør trådte til sidste sommer og svor ved håndpressen og de gamle sirupvalser at ville holde traditionerne i hævd fra dengang hvor læserne ikke bare læste, men også skrev, artiklerne.

I dag har jeg således sørget for at ikke én af Grønlands rundt regnet 60 bygder er blevet glemt på den drop down-menu brugerne (læserne var alligevel en uddøende race!) kan vælge deres udsigelsesposition fra på avisens kommende hjemmeside. Om du er en af Kangaamiuts 500 sjæle, eller en af Akuliaruseqs blot tre, så kan du nu plante dit flag på AGs territorie i cyberspace.

Den eneste af Grønlands efter seneste folketælling 56.648 beboere jeg ikke har givet mulighed for at markere sin nøjagtige plads på kortet, er den enlige ansatte ved Prins Christians Sund vejrstation 65 km isfjeld fra nærmeste bebyggelse. Jeg har stor respekt for eneboere, og hvem end det måtte være der holder til derude, har jeg ikke lyst til at presse vedkommende ind i nogen form for fællesskab, virtuelt eller ej.

Alligevel tillader jeg mig det ene lille overgreb på privatlivets fred at forestille mig at der denne aften på bordet i Prins Christians Sund ligger en skibskiks og venter på at blive opløst i kaffen. Helt så hård som den der ligger på mit, er den dog næppe. Eller som dem i de mange hundrede pakker der står spredt ud over AGs redaktion efter dagens forbrugerundersøgelse.

Der var fire forskellige versioner af KNBs skibskiks at vælge mellem i vores interimistiske stand under den blå parasol ude foran Teletårnet. Forskellen syntes det dog at være så som så med. Uanset hvilken en af dem vi forsøgte at bryde op i mere smagsprøvevenlige stykker, endte det med at vi måtte bruge pighammeren.

Eksperterne gumlede dog omhyggeligt på de små, skarpe stykker og sagde både ih! og ah! og hm! og hm-hmm! Version to og fire havde lagt sig solidt i front da jeg forlod standen en halv time før lukketid, men hvilken af dem der løb af med den endelige sejr, må jeg vente med at finde ud af til i morgen.

Ét syntes man dog at være enige om: noget ved konsistensen var ikke helt som det plejede at være. Det særlige tandknækkende, kæbebrækkende, tungeoptrevlende noget der havde hørt den oprindelige skibskiks til, var ikke længere at finde og ville sikkert heller ikke blive det igen.

Om det så skyldtes kiksen, klimaet eller hukommelsen skulle jeg ikke vide noget af at gøre mig klog på. I sidste ende betyder det heller ikke så meget. Vigtigst er det at folket atter finder noget at brokke sig over, så de kan spytte krummerne fra de riges bord ud og kaste sig over herskaberne istedet.

Det er jo dem vi lever af på AG. For som et til lejligheden opfundet ordsprog lyder: selv sømænd lader sig ikke nøjes med beskøjter på en tropeø.