Kolonist ved et tilfælde

Jeg har flere gange hørt det nævnt at grønlænderne historisk set skulle være et folkefærd der var fredeligere end de fleste. Et klassisk argument er at de semi-nomadiske grupper de bevægede sig rundt i, ganske enkelt ikke ville have kunnet bestå hvis folk gik rundt og slog hinanden ihjel. De ekstreme forhold de levede under, krævede at alle måtte samarbejde om at overleve hvis den enkelte også skulle gøre sig håb om det.

Særlige udtryk for fredsommeligheden skulle efter sigende kunne findes i den ritualiserede vredesundertrykkelse og den tilhørende spottedyst. Sidstnævnte gik kort fortalt ud på at de stridende parter på skift hånede og ydmygede hinanden verbalt mens resten af gruppen slog ring om dem og pegede fingre og grinede hysterisk-højlydt. På den måde kunne dampen lukkes ud af ventilerne, og den offentlige mening afgøre hvilken af parterne der var mest til grin.

Det lyder vel altsammen i og for sig plausibelt nok - og jeg har endda set et eksempel på det i Knud Rasmussen og Peter Freuchens pseudofiktive spillefilm "Palos brudefærd" - men jeg må sgu alligevel indrømme at jeg har svært ved at tro det.

Jeg mener, skulle grønlænderne i så fald være det første, eneste og sidste folkefærd på jorden der forstod at vende den anden kind til (og dét tilmed længe inden Hans Egede havde holdt sin egen lille fjeldprædiken for dem)? Hvor dybt og hvor længe kan vrede undertrykkes, hvor meget af den kan et enkelt menneske indeholde, og hvad sker der når dampen løfter låget af gryden?

I min søgen efter oversættelser af de gamle grønlandske læserskrivelser der udgjorde det oprindelige AG - dengang avisen hed Atuagagdliutit og blev omdelt gratis af ren og skær idealisme - er jeg snublet over tidsskriftet Fra alle lande der i midten af 1860erne blev redigeret af søofficeren, politikeren og indiensfareren Hans Emil Bluhme.

Tidsskriftets fortløbende serie "Prøver af skriftlige Meddelelser fra Indfødte i Grønland" indeholder en række oversættelser fra det gamle Atuagagdliutit. En af dem handler om morderen Angutersuak der har adskillige lig såvel i lasten som på samvittigheden, og som tilmed ikke engang lader sig afskrække af historierne om hvordan europæerne vil lænke og piske ham hvis de får fingre i ham.

Nedenstående er afslutningen på den blodige beretning om Angutersuak og i mine øjne en klokkeklar afvisning af forestillingen om grønlænderne som et mere end almindelig fredsommeligt folk. Empirien er naturligvis sparsom, men jeg hæfter mig ved at der blandt grønlandskkyndige siges at eksistere mange lignende beretninger i de tidlige eksemplarer af Atuagagdliutit, og at man har for vane at referere til dem som Grønlands sagastof (og den slags ved vi jo godt hvad handler om!).

Uden yderligere introduktion følger hermed beretningen om morderen Angutersuaks endeligt:

"Det blev Foraar. Ankommen til Saumiat, hvor han ingen Overmænd havde, blev han meget overmodig, da han ikke havde mere at frygte.

Engang da han paa en Slædereise i Selskab med Karsak kom langt bort, blev han fornærmet, greb Karsaks Hund, og skar Tungen og Flaben af den. Karsak blev omsider forbitret, vilde beskytte sin Hund, greb sin Kniv og stak Angutersuak bagfra i Hoften. Denne blev svækket ved Saaret og kunde ikke gjøre Gjengjæld.

Medens han endnu var i live, bragte Karsak ham hjem, for at de andre skulle beundre ham, fordi han havde dræbt den, som de frygtede for at dræbe. Endvidere bragte de ham endnu levende ind i Huset. Endvidere rev Karsak Vinduet op og kom ind med en Bøsse for at give Angutersuak Banesaaret.

Da Karsak rettede Bøssen mod ham, hørtes Konen og Børnene hyle over Angutersuak; men uden at agte paa dem, skød han ham gjennem Hovedet og dræbte ham med det samme. Derpaa slæbte han sit Offer udenfor og sønderskar det, og man siger, at han spiste hans Lever; Øjenvidner fortælle saaledes.

Dette var Angutersuaks endeligt; da han var død, var det som en Storm lægger sig; man var nu beroliget ved at befries for denne skrækkelige Morder; næsten alle Folk, som jeg har seet, har jeg hørt udtale deres Tak og Billigelse af at Angutersuak var død. Hermed ender dette."

Påsken er kommet til Nuuk med snefald og solskin. Jeg har mere fri end forventet og bruger tiden på at skrive mig varm til min kommende praktikrapport. Den tager udgangspunkt i AGs selvforståelse som en folkets avis og forsøger at drage nogle mere eller mindre tvivlsomme paralleller mellem 1800-tallets nationalromantiske bevægelse i Danmark og fortællestrukturerne i grønlandske sagnoverleveringer.

Det hele bliver til på baggrund af den ungarske undergangsinstruktør Bela Tarrs syv timer lange landsbyepos Satans Tango. Man kan forestille sig den som en slags Matador med manuskript af Beckett og instruktion af Tarkovskij, måske med Kaurismäki som den allestedsnærværende assistent.

Jeg ser filmen lidt i bidder og er netop blevet færdig med afsnittet om den svært alkoholiserede og diabetesplagede landsbylæge der sidder tung og afmægtig bag sit mahogniskrivebord og skriver små syrlige notater om sine genboer.

Screenshot'et herunder er taget kort efter den centrale scene hvor det går op for lægen at han er løbet tør for frugtbrændevin og må bevæge sig ud i regnen for at hente nye forsyninger. Han står et øjeblik splittet mellem at fortsætte gennem mudderet til kroen eller at gå over til de prostituerede sigøjnere i laden.

Endnu et indbrud har forstyrret freden i vores lille lyseblå hus i sneen.

Liv vækkede mig ved halvtretiden i nat og sagde at det lød som om der var nogen der bragede løs på hoveddøren ovenpå. Fra søvnens dybder forsøgte jeg at overbevise hende om at det nok bare var nogen der kom hjem fra byen og var lidt højrøstede.

To minutter senere var hun der igen. Nu lød det som præcise og kontrollerede slagserier med et stumpt instrument. Jeg overvejede min muskeldragt et kort øjeblik og besluttede mig så for at jeg hellere måtte hoppe i et par jeans og en hættetrøje inden jeg gik derop.

Liv var allerede halvvejs oppe ad trappen inden jeg kom ud ad døren. Lettere beklemte og med en autoritet som to mosegrise på natterov, listede vi op i køkkenet hvor vi lagde mærke til at døren ud til entréen var lukket. Noget den ellers aldrig plejer at være. Der var helt stille på den anden side.

Jeg tog et fast greb om dørhåndtaget og kastede et sidste blik tilbage over skulderen. Liv stod solidt plantet foran skuffen med brødknive. Jeg sendte mine tanker på jagt i fiktionens verden, men fangede ikke andet end et glimt af slutscenen i "Serpico" hvor Pacino (eller er det de Niro?) sprænger døren ind til narkokuréren og bliver skudt i maven.

Jeg spændte ansigtsmusklerne op til at modstå en længere slagserie med et eller flere stumpe instrumenter - og trykkede håndtaget ned.

Entréens halvmørke greb mig øjeblikkeligt. Jeg stirrede ind i det som en blind mand stirrer ind i solen.

"Er der nogen?" spurgte Liv fra et sted i baggrunden og hvirvlede mig uforvarende otte år tilbage i tiden. Den reference jeg havde ledt efter, lå ikke gemt i fiktionen, men i min egen virkelighed.

For otte år siden boede jeg i en udbombet rønne i den gamle mineby Queenstown højt oppe i de vesttasmanske bjerge. Jeg var på vej rundt på øen med min daværende kæreste for at opsnuse spor efter den danske eventyrer Jørgen Jürgensen der endte sine dage dernede. Man kan sige at han var en slags besættelse for mig dengang.

Der var absolut intet at komme efter i Queenstown, byen var lukket ned sammen med minerne for mange år siden. Hotellerne i hovedgaden stod tomme og faldefærdige hen, og barerne solgte flere varer under disken end over. Indbyggerne var sky og utilnærmelige bag vinduerne i de rustne blikbarakker, og den eneste vi mødte der kunne mønstre en bare tilnærmelsesvis begejstring, var den gamle togfører.

Han drømte om en ny storhedstid hvor de gamle baner mellem minebyerne ville blive restaurerede, så damplokomotivet atter kunne komme ud af remisen og fragte turister fra hele verden rundt i området. Men fløjten hang slapt i snoren om halsen, og kasketten var ikke længere stor nok til at skjule hele månen.

Det må have været min indgroede tilbøjelighed til tristesse der fik os til at blive hængende en hel måned.

Der er ikke meget andet at sige om huset vi lejede, end at det havde fire vægge og et tag og kostede 15 australske dollars om ugen (cirka 75 danske kroner). Det langhårede gulvtæppe og de to lænestole foran kakkelovnen var gennemvædede af kattepis, og jeg føjede kun spot til skade da jeg tømte spraydåsen med jasminduft fra badeværelset ud over sceneriet.

Om natten sov vi på opskårne papkasser på gulvet for ikke at ligge med næsen helt nede i stanken. Det mest forfriskende var når det regnede. Så åbnede vi lugen ind til kakkelovnen og lå og lyttede til vandet der dryppede ned gennem røret og ligesom rensede luften for os.

Nu mangler jeg vist bare at tilføje at vi var lykkelige. Altså bortset fra at vi ikke var det. I hvert fald ikke efter den nat hvor vi vågnede ved at nogen sparkede hoveddøren ind.

Jeg satte mig op med et ryk og så lyskeglen fra en lommelygte fare hen over det storblomstrede tapet ude i entréen. Et primalt skrig undslap mine læber idet jeg fortsatte bevægelsen op fra papunderlaget og sprang frem gennem stuen med fuglebryst og flagrende boxershorts.

Indbrudstyvene må have troet at jeg var noget andet end jeg var - en galning, en vildmand, en ånd - for da jeg nåede hen til døren, havde de for længst taget benene på nakken og var styrtet ned ad vejen. Jeg kunne høre deres løbeskridt fortabe sig i det fjerne.

Også dengang stod jeg og stirrede ud i en mørk og konturløs nat. Jeg ænsede hverken frygt eller fare, mærkede bare blodet pumpe i årerne, drevet som jeg var af et instinkt jeg ikke vidste at jeg besad.

"Er der nogen?" spurgte Ann-Sofie fra et sted i baggrunden. Men det var ikke længere hendes stemme, det var Livs.

Med ét var jeg tilbage i entréen på Rotarykollegiet.

*

Det var først i morges at jeg lagde mærke til at der stod en skovl i entréen med træsplinter på hovedet. Karmen rundt om døren ind til Mikis værelse var blevet smadret, og vinduet på badeværelset overfor stod åbent.

I forrige weekend stjal tyvene en bærbar computer fra værelset, men denne gang nåede de åbenbart ikke længere end til mellemgangen. Rygter vil vide at den tidligere beboer på værelset var en skummel type med tiltagende hashgæld, men det er måske også værd at bide mærke i at begge indbrud er sket mens Miki var på arbejde som bartender nede på Daddy's.

Det er muligt at Nuuk er en storby i grønlandsk forstand og selvforståelse, men den er og bliver også en lilleby hvor alle måske ikke kender alle personligt, men så i hvert fald i andet eller tredje led. Alle oplysninger er tilgængelige hvis bare man spørger sig lidt for, og den eneste måde at skjule sig på, er ved at købe en enkeltbillet ud af landet.

Jeg skal ikke forsøge at rede tråde ud her eller gøre mig klog på hvem der har udeståender med hvem, men jeg er sikker på at nattens indbrud ikke er det sidste vi hører til den sag - hvad end den så måtte vise sig at dreje sig om.

Fortsættelse følger som altid.

Min gode ven, gamle kollega, tidligere bofælle og kommende filmfotograf Anders ”Dødshammeren” Nydam efterlyste for en måndes tid siden nogle flere billeder af mennesker her på siden.

Det er der så ikke kommet.

I erkendelse af mit nederlag har jeg derfor taget AGs egen fotograf Hans Jukku Noahsen lidt til hjælp. Jeg har kigget hans billeder fra torsdagens skitur igennem og valgt de bedste ud til et lille portræt af redaktionen.

Se det her.