Kolonist ved et tilfælde

Gårsdagens store nyhed i de grønlandske medier var at Johannes Mathiassen har begæret sin afsked som nyhedschef for KNR, Grønlands landsdækkende radio- og tv-station. Begrundelsen var at han havde tabt en retssag mod regeringspartiet Siumut, hvor han tidligere fungerede som partisekretær, og ikke ville risikere at skade KNRs integritet.

Hmm.

Det er alment kendt at KNR har tætte forbindelser til Siumut, og at den kritiske journalistik ikke altid ligger dem forrest på tungen når snakken falder på Landsstyret. "Mikrofonholdere" bliver de ofte kaldt i læserkommentarer i de øvrige medier heroppe. Uofficielle historier fra journalister med tilknytning til KNR synes til dels at bekræfte læsernes formodninger.

Det interessante i Mathiassens sag er imidlertid at det var ham selv der indledte den. Han mente at kunne bevise at Siumut skyldte ham 88.000 kroner i løntillæg og overarbejdsbetaling. Siumut reagerede prompte med at henlede opmærksomheden på visse økonomiske "uregelmæssigheder" i Mathiassens embedsperiode og stillede med et modkrav på 126.000 kroner.

Retten endte med at tilgodese begge parternes krav og dømte således Mathiassen - bl.a. med henvisning til at han ikke kunne redegøre tilfredsstillende for et svind på 52.000 kroner i partikassen - til at betale differencen på 38.000 kroner.

Det er svært at forestille sig at Mathiassens - og dermed KNRs nyhedsafdelings - forhold til Siumut skulle være synderligt varmt for tiden. Netop derfor tænker jeg at man så meget desto mere må begræde dette stakkels korrumperede individs selviscenesatte fald. Nu hvor vasketøjet vajer sort som daggammel sne fra toppen af flagstangen, var der endelig en mulighed for at KNR kunne se sit eget dårlige ry i øjnene og insistere på at journalistikken også har visse fordele ved at være i lommen på magthaverne. Ikke mindst når en gammel betroet partisekretær pludselig trækker flammesværdet og melder sig under fjendens banner.

Det ville have været et smukt slag.

Desværre valgte Johannes Mathiassen dog som nævnt at indgive sin afskedsbegæring. Om det er sket under pres fra Siumut eller ej, skal jeg ikke kunne sige. Desuden ændrer det ikke ved det faktum at jeg på besynderlig vis er blevet trukket med i hans fald. I sidste uge skrev jeg nemlig til ham at jeg nu var vel ankommet til Nuuk og med spænding ventede på at snakke nærmere med ham om den praktikplads han havde stillet mig i udsigt på KNRs nyhedsafdeling.

Han skrev aldrig tilbage.