Kolonist ved et tilfælde

Jeg samlede Nuuk Ugeavis op på det lokale kulturhus Katuaq og studerede den over en kop kaffe. Det er en blanding af lokalblad og reklamesøjle med lige så mange forskellige skrifttyper som en løbeseddel fra en af de mere fundamentalistiske perioder i oplysningstiden.

Jeg fik straks lyst til at gøre mig lidt morsom på andres bekostning.

Ejendomskontoret Igdlo lå lige for (stavemåden skal jeg ikke kunne kommentere yderligere, men den minder mig om at jeg bør genoptage min søgning efter grønlandskkurser i byen), og helsidesannoncen med tilbud på dåsefrugt i sukkerlage kunne jeg heller ikke stå for.

På lykønskningssiderne fangede mit blik billedet af 50-års-fødselaren der sidder koncentreret i køkkenet og ruller en joint foran en tændt stump stearinlys. Pludselig slog det mig at den forgangne uge har været lønningsuge, og at jeg slet intet har oplevet af al den druk og vold og dovenskab jeg er blevet tudet ørerne fulde af skulle udfolde sig på dette tidspunkt af måneden.

Jeg bladrede straks om til politiets ugerapport: 26 husspektakler, 13 berusere, 9 gange gadeuorden og to særligt fremhævede anmeldelser.

Den første anmeldelse drejede sig om en brand i en affaldspose i vaskerummet på Jern- og Metalskolen. Ilden var imidlertid gået ud da brandvæsenet nåede frem. Omstændighederne for branden efterforskes stadig.

Den anden anmeldelse var indgivet af en kvinde der blev ramt i ansigtet af et stykke træ netop som en bil kørte forbi hende. Hun fik en flænge i det ene øjenbryn, og mistanken går på hvorvidt nogen med vilje kastede træstykket efter hende. Politiet hælder dog til den forklaring at det blot blev slynget op fra vejbanen da bilen kørte over det.

Efter så ganske eksakt at have forvisset mig om tingenes tilstand i danskerkolonien højt mod nord, kunne jeg nu trygt fortsætte til opslagstavlen hvor jeg fandt mange dejlige – og dejligt sigende – annonceindryk fra byens borgere.

I tøjkategorien spiller en annoncør på sine medborgeres nationale fællesskabsånd når hun skriver: “Jeg skal holde barnedåb den 8. februar og vil i den forbindelse gerne låne nationaldragt i str. 38-40 og kamikkerne i str. 39-40.” At det lyder som om der kun findes ét par kamikker i størrelse 39-40 i hele Nuuk er i sig selv ganske underholdende, men det er nok snarere ærkelokalkoloritten der sælger opslaget til mig.

I fremlysnings- og efterlysningskategorierne (er kategorierne virkelig så væsenforskellige at man bliver nødt til at dele dem op?) er det naturligvis de tabte genstande der spøger. Det første opslag jeg bider mærke i, lyder mere som et råb om sympati end som en egentlig efterlysning: “Jeg har desværre tabt min mobil mellem rundkørsel ved Qernertunnguanut og rundkørslen ved Fiskerbyen.” Og igen det rent sproglige: er der flere rundkørsler ved Qernertunnguanut, eller hyr?

Jeg kan heller ikke dy mig for at hænge det opslag lidt ud der må kvalificere som ugens mindst sandsynlige at der bliver reageret på: “For 3 uger siden glemte jeg min sorte taske på et værtshuset. I tasken er mine briller med brun stel og styrken er minus og plus.” Måske man skulle sende vedkommende et glas panodiler til at tage toppen af tømmermændene?

En dybtfølt appel om at putte et meget lille kort i en meget stor kasse, bliver jeg også nødt til at nævne: “Til dig der stjal min mobil Sony Ericsson 660i på Maximut ved lukketiden. Jeg ved hvem du er og jeg beder dig inderligt om i det mindste at aflevere mit simkort, da det indeholder en hel del oplysninger, som du ikke kan bruge. Du kan aflevere det i Nuuk Ugeavis' postkasse.” Det er ikke altid man får en ekstra chance her i tilværelsen, og jeg synes den formastelige skal gribe den!

Til sidst to små søde fra dyrekategorien: “Dværg hamster. Prisen snakker vi om.” og “Gubier sælges. Eventuelt bytte med andre fisk.”

Sådan går dagene hér som i så mange andre lokalsamfund. Næste Ugeavis byder sikkert på flere forventelige overraskelser.