Kolonist ved et tilfælde

Det er tøvejr i Nuuk. Klipperne bryder frem gennem sneen og fremviser negativet til den postkortkulisse jeg allerede havde vænnet mig til at se overalt omkring mig. Nu er verden ikke længere hvid, isprængt gådefulde gråsorte figurer. Nu er den gråsort med hvide strejf, som et lærred der ikke er blevet malet ordentligt over.

Smeltevandet tisser fra tagene, vejene damper en stille dis. Men endnu er jorden frossen, og alt der bliver til vand, bliver også snart til is. Byen er forvandlet til en glitrende skøjtebane, og de eneste der foretrækker de knæhøje snedriver langs vejkanten, er turisterne. Og dem gør vi jo alt for ikke at blive talt iblandt.

Liv var netop nået op til hovedvejen da benene forsvandt under hende, og hun tog den i bedste kropsslædestil ned ad bakken til busstoppestedet. Få minutter senere kom 3eren, og så var hun på vej afsted til universitetet.

Selv lavede jeg højst uforudsigelige udfald til højre og venstre hver gang jeg koncentrerede mig om at træde til side for andre fodgængere. Resultatet var naturligvis at chokket forplantede sig fra mig til dem, og flere gange var jeg lige ved at få en ægte indfødt grønlænder til at gå på røven.

Hele dagen igår prøvede jeg at aflure de lokale deres teknik. Den ældre generation var hurtigt gennemskuet. De bruger rolatorer og stokke med en lang pig monteret under fodduppen (de såkaldte "pensionistsøm" der er forment adgang til Landsbiblioteket). Børnene er sværere at blive klog på. Dog hæfter jeg mig ved at jeg endnu ikke har set nogen gå omkuld uden samtidig at stikke i et frydefuldt hvin, og hælder derfor til at mene at der ikke er så forfærdelig meget at gøre sig klog på endda.

Hvordan det forholder sig med de øvrige aldersgrupper, er mig derimod et stort mysterium. En vis demonstrativ ladhed synes at præge gangarten, som om de i stedet for at stemme imod det glatte underlag blot kanaliserede blylodder ned i benene - uden at det iøvrigt på nogen måde forsinker dem.

Til at begynde med virkede den tilsyneladende overlegenhed de førte sig frem med, let provokerende på mig. I løbet af dagen blev jeg dog overbevist om at overlegenheden er en del af teknikken. Om aftenen sneg jeg mig således ud - i ly af mørket og på ubefærdede stier - for at gøre forsøg ud i det overlegnes kunst. Til min overraskelse må jeg konstatere at grunden under mine fødder har været markant fastere lige siden.

For at den selvtilfredse kådhed over at være kommet gådens løsning et skridt nærmere ikke skulle løbe helt af med mig, sluttede aftenens eksperimenter af med en overhaling. Ud af den sorte nat materialiserede sig en jogger der på flad gummisål slog et elegant sving uden om mig og fortsatte ned ad vejen mens han nikkede indforstået tilbage over skulderen.

Indrømmet, jeg gik på røven, men kun i overført betydning.