Kaffemik på en kollegiegang

Naboens datter fyldte år, og det skulle fejres med en god, gammeldags kaffemik.

Mor havde stået i køkkenet hele weekenden og bagt kager, og børnene havde tegnet grønlandske flag og hængt dem op på alle dørene i opgangen. Nu var der bare tilbage at vente på gæsterne der kunne komme dumpende nårsomhelst i løbet af dagen.

Liv og jeg var netop kommet hjem fra den gamle kolonihavn hvor Hans Egede lagde til i 1721 på mission for den kristne gud. Vi havde købt rødfisk nede på Brættet hvor lokale fangere hver dag langer morgenens jagtbytte over disken med hud og hår og fjer og skæl. Brættet er lige så fast en institution i grønlandske byer som kaffemik er det i grønlandske hjem.

Jeg havde stukket hovedet indenfor i slagteskuret dernede, men sælerne var vist allerede blevet strimlet længe før vi overhovedet var stået op. På jorden foran de små afløbshuller var en rødbrun plamage af blod frosset fast under formiddagens islag. Som et sekret under mikroskoppets glasplade.

Også den gamle, énøjede fisker der tog imod vores penge, havde set ud som om han hørte til et sted hvor man nok må se, men ikke røre. Hvad end det var han solgte, så var det noget der var langt mere værd end dagens fangst. Han var en latterlig karikatur fra en ekspeditionsrapport eller en turistbrochure, og jeg væmmedes ved min egen medlidenhed.

"Kom ud og få fyldt på!" kaldte naboen efter os da vi listede ned ad gangen til vores værelse.

To af hendes veninder og et bredt udvalg af deres tilsammen tolv børn fyldte køkkenet med snak og gråd og skrig og larm.

"Opdragelsesprincippet heroppe kender ikke til revselse," skrev Mylius-Erichsen overrasket i sin dagbog efter at have oplevet en 4-årig dreng tyrannisere et helt hushold. Det var i 1903 under Den Litterære Grønlandsekspedition, og situationen synes stort set uforandret i dag. Især drengebørn får lov til at leve barndommens små psykoser helt ud.

Der var tørkager og vådkager, der var lagkager og brødkager. Elkogeren buldrede, kaffemaskinen hvæsede. Naboen havde været nede hos oldfruen og låne feststellet. Vandet stod højt skummende i vaskebaljen, klar til at servicere langt flere med rene kopper og tallerkener end de tolv der var dækket op til.

Måske havde de været her, måske ville de komme senere. Måske skulle det bare se sådan ud.

Vi læssede det ene stykke kage efter det andet over på tallerkenen og faldt i snak med en af naboens studiekammerater fra sundhedsplejeuddannelsen. Hun havde fem børn og så ikke ud til at være en dag over tredive. Hendes øjne var lutter smil, hendes stemme fuld af længsel.

"Jeg bryder mig slet ikke om Nuuk," sagde hun. "Her er grimt, og her er ingen sne. Jeg fik sendt min snescooter med da jeg flyttede herned fra Sisimiut for at studere. Men hvad skal jeg bruge den til hér?"

Leden ved stedet var så stor at den straks udløste en association til hendes kusine.

"Jeg hader hende. Hun har været i seng med min mand og min søsters mand og mange andre gifte kvinders mænd. Det har jeg fået at vide. Sådan er sladderen i Sisimiut. Alle ved hvad alle gør, men ingen fortæller det til dem der gør det. Det er også ligemeget. De ved alligevel godt selv at alle andre ved det."

Hun havde mødt sin mand til et grønlandsk julearrangement i Vejle. Dengang boede hun i Esbjerg og var gift med en argentiner. Hendes datter fra det ægteskab bor stadig dernede. En gang om året tager datteren til Argentina med sin far. Selv har hun aldrig været der. Endnu, som hun siger uden større overbevisning.

Pludselig lød der et skrig ude fra gangen. Naboens dreng havde pandet venindens yngste datter ned med en fjernstyret bil. Hun holdt hænderne op foran ansigtet og hylede til hun glemte at trække vejret. Han stod bekymret og kiggede ned på det lille sortglinsende sidespejl der var knækket af bilen.

Der var trøst og ingen skældud.

"Nuuk er ikke det rigtige Grønland," fortsatte hun uopfordret med datteren på skødet. "Nuuk er meget mere ligesom Danmark. Hvis I vil se det rigtige Grønland, skal I komme op nordpå. Det er meget mere gammelt og meget mere smukt."

Jeg har hørt at mange grønlændere nordfra og østfra bliver overvældet af ensomhed og hjemve når de kommer til Nuuk for at studere. En journalist oppe fra avisen hvor jeg arbejder, sagde at mange kollegieværelser står tomme allerede et par måneder efter semesterstart. Jeg tog mig selv i at tænke at så kunne det være at vi snart fik et andet sted at bo.

"Jeg er færdig med min uddannelse til marts næste år, men det kan godt være at jeg skal blive i Nuuk og arbejde. Så flytter min mand og mine børn også herned. Jeg savner dem, og så risikerer jeg heller ikke at min kusine går i seng med ham igen."

Jeg har også hørt at grønlændere er gode til at affinde sig med deres skæbne. Ligesom den kasteløse inder jeg snakkede med i Chennai for nogle år siden. Han boede på gaden sammen med sin familie og forsøgte at sove så mange timer i døgnet som muligt. Så faldt ventetiden ham ikke så lang. Det skulle gøre godt at blive genfødt.

"Men jeg er kun rigtig lykkelig i Sisimiut," sluttede hun lidt hen for sig selv. Eller også var det bare mig der var blevet fjern.

Jeg har hørt så mange ting der ikke passer, og så passer de pludselig alligevel. Måske findes der virkelig et mere ægte Grønland oppe nordpå. Måske var min medlidenhed med den gamle fanger nede på Brættet alligevel berettiget. Måske bryder jeg mig bare ikke om at der skal findes noget der er ens for alle. Hvis verden allerede er sket, ser jeg ingen grund til at gentage den.

Børnene havde sat DonMaliko på ghettoblasteren og skjult mine tanker for kvinden. Nu rappede han so-oq ipera-ar-pinga-aa gennem knitrende højtalere mens der blev danset på ryglænet af sofaen og sunget karaoke. Jeg har stadig ikke fundet ud af præcis hvad teksten betyder, men den skulle efter sigende være lige så deprim som børnene var begejstrede.

Jeg skubbede stolen ud fra bordet og rejste mig. På vej forbi vasken lod jeg kaffekop og kagetallerken glide ned i skummet og forsvinde. Ud gennem vinduet så jeg en gruppe teenagere stå foran kollegiet med hovederne på skrå. De lyttede til beatet blive kastet frem og tilbage mellem klippe og blok.

Jeg lagde mærke til deres baggy overtræksbukser og kasketskyggerne der stak frem under pelskraverne. Jeg besluttede mig for at jeg godt kunne lide Nuuk. Her er grimt, og her er smukt. Kaffemik på en kollegiegang. Så simpelt kan det siges.

Nu smilede mine øjne også. Jeg skyndte mig at vende blikket mod kvinden ved køkkenbordet. Vi spærrede øjnene op og trak brynene højt op i panden. En traditionel grønlandsk hilsen. Så vendte jeg mig om og gik ned ad gangen, med Liv foran og rødfisken i hånden.