Kolonist ved et tilfælde

Grønlandsk politik er sjovere end dansk.

Jeg sidder her på kollegiekammeret med en stor stak aviser foran mig. Det sidste halve års udgaver af AG, også kendt som Atuagagdliutit eller Grønlandsposten. De er godt selskab og munter læsning. Også selv om det er mit job at være sammen med dem.

Forsiderne er ren boulevardpresse med store farvebilleder og overskrifter som "Hashsmugler", "Grov vanrøgt", "Neopotismerejser" og "Jeg lyver ikke". Indeni er siderne anderledes teksttunge, ikke mindst fordi alle artikler står på både dansk og grønlandsk. Selv om redaktionen er overvejende grønlandsk, skrives der på dansk, hvorefter teksterne bliver sendt til oversættelse i Canada. Jeg prøver stadig at forstå hvorfor.

Artiklerne maner alle fordomme om manglen på kritisk journalistik i Grønland til jorden. Hver avis er et sæt syleskarpe tænder i benet på endnu en korrupt politiker, endnu en inkompetent samfundsinstitution eller endnu en tyrannisk monopolvirksomhed. Indenrigsstoffet har for længst overtaget underholdningssiderne med stor satire til følge.

Selvafslørende citater og inkriminerende undersøgelsesresultater er dagens uorden i en politisk arena hvor spindoktorerne konsekvent synes at komme for sent ind i kampen. Der er ikke noget som at se et forbistret landsstyremedlem sige at det "sgu er min egen sag hvordan jeg forvalter min repræsentationskonto" - netop som det er kommet frem at han har betalt sin egen søn 17.000 kroner for at blive sejlet til en bygd der kan nås med offentlige transportmidler for blot 350 kroner.

Nogen tager sig til hovedet, mens andre trækker på smilebåndet. Selv læser jeg højt for Liv med spydig-begejstret diktion hver gang jeg støder på endnu en urimelighed. Og det er muligvis en del af problemet.

Trods ugentlige afsløringer af skandaløse forhold synes meget lidt at ændre sig heroppe.

I denne uge var det først landsstyremedlemmet for familie- og sundhed, Naja Petersen, der stillet over for en akut krise på det lokale Dronning Ingrids Hospital udtalte at hun i virkeligheden slet ikke havde lyst til at være landsstyremedlem for sundhed. Hun ville helst bare være det for familie.

Derefter var det landsstyremedlemmet for kultur, uddannelse, forskning og kirke, Tommy Marø, der klokkede i det da han forsøgte at stoppe en kritisk debat i ungdomsparlamentet ved at sende en lille fedtet seddel op til en af talerne, til trods for at det ikke er tilladt landsstyremedlemmerne at deltage i debatten. Sedlen - der dementerede et af hans egne udsagn som AG desværre havde på citat - faldt i hænderne på en af avisens journalister og havnede sidenhen på forsiden.

Selvfølgelig er der en vis konsekvens i at 11 af landsstyrets mere eller mindre korrumperede medlemmer har måttet forlade deres taburetter i utide inden for de seneste seks år. Nogen generel holdningsændring til forvaltningen af politiske embeder er der imidlertid ikke at spore blandt magthaverne. Afstanden mellem privat og offentligt synes stadig forsvindende lille, især hvad angår økonomiske spørgsmål.

Igår var der så optog i gaderne. Halvandenhundrede sygeplejersker havde endelig fået nok af Naja Petersens undvigemanøvrer og marcherede i samlet trop fra Dronning Ingrids Hospital til Hjemmestyret. Demonstrationer er vist lidt af et særsyn på disse breddegrader, og om de gør nogen forskel, står vist også til troende.

Men noget skete.

Læser man AG med mindre fokus på underholdningsværdien end jeg for øjeblikket gør det, kunne man vel foranlediges til at kalde den for en skinger brokkerøvsavis. Den skriver spalte op og spalte ned om den ene mere groteske sag efter den anden, men formår alligevel ikke rigtig at trænge igennem med andre budskaber end det gammelkendte om magten der korrumperer.

Afsløringer er ikke nok i sig selv. De bliver en vane der fjerner fokus fra selve indholdet af afsløringerne. "Sådan fungerer det grønlandske hjemmestyre - og er det ikke bare trist?" Rørende enighed og så videre til hver sin køledisk i Brugsen eller Pisiffik.

Måske det var den samme følelse af opgivelse og desperation over tingenes tilstand der for et par uger siden fik netop AG til at skrive i en leder at enhver borger med respekt for sig selv og samfundet øjeblikkelig burde gå ind i politik. Som en slags sidste udvej.

Jeg fik helt lyst til at prøve lykken som folkeforfører. Grønlandske politikere har det tilsyneladende sjovere end danske. De er i hvert fald sjovere at læse om.

Så det tror jeg alligevel jeg nøjes med indtil videre. "Skik følge eller land fly" kunne passende være min dårlige undskyldning.