Kolonist ved et tilfælde

Det er svært at lære grønlandsk.

Ordstammerne er i sig selv faste og smukke, men det er de alenlange efterslæb af kvalificerende affikser jeg gang på gang snubler i. Når jeg har visdomstandsbetændelse, kan jeg til nød affinde mig med at en tandlæge er en kigutilerisoq, men når jeg i samme tilstand må fremstamme et kigutilerisumukartariaqarpunga for at gøre det tydeligt for mine omgivelser at besøget hos ham ikke længere kan udsættes, så bliver det straks sværere at acceptere.

Det kommer dog ikke som nogen overraskelse at det grønlandske sprog er sværere at beherske end et spand rabiesbefængte slædehunde på vej over indlandsisen. Jeg øvede gloser med Liv op til hendes sprogeksamen i vinters, og allerede inden vi tog afsted, var jeg helt på det rene med at den største ulykke der kunne overgå mig, ville være at skulle fortælle nogen på grønlandsk at vi var kærester. Jeg ville hellere spise knust glas og drukne i mit eget blod.

Anderledes overraskende er det imidlertid at den største forhindring for at lære grønlandsk synes at være Grønland selv.

Alle taler dansk i Nuuk. Selvfølgelig gør de det. Det er "lille Danmark" heroppe, og blikket er vendt mere ud end ind. Men nogen undskyldning er det ikke. Grønlandsk kan man altid komme til at snakke hvis man har mod på det. Og forsøget vil uden tvivl blive værdsat hvis det gøres alle andre steder end forrest i køen til det lokale discountsupermarked Pisiffiks ølsalg.

Den virkelige forhindring er den katastrofale mangel på undervisningstilbud. Især som privatperson er man ilde stedt. Virksomhederne sørger typisk selv for grønlandskundervisning til deres danske medarbejdere, men selv dét er åbenbart ikke længere sikkert. Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG), der i årenes løb har undervist ansatte fra snart sagt samtlige virksomheder heroppe, har netop meddelt at de ikke fremover vil afholde kurser i grønlandsk.

Hvorfor, kan man kun gisne om. Grønlandiseringspolitikken skyldes det vel næppe. Medmindre den nye linje er at kun grønlændere må lære grønlandsk. Det lyder som en aprilsnar inspireret af Dansk Folkeparti - "dansk for danskerne!" - men sådan ser min virkelighed ikke desto mindre ud heroppe.

Jeg begyndte min søgen efter det grønlandske sprog blandt danskerne, men mødte kun resignation og forsmåede ambitioner. Siden fortsatte jeg til grønlænderne, men det eneste der stod mål med deres entusiasme, var deres vantro. Selv mit nyinstallerede internet viste sig ude af stand til at klare opgaven. Jeg googlede "grønlandsk" og "undervisning" i alle tænkelige former og med alle tænkelige affikser, men fandt ikke andet end ASGs gravskrift over deres hedengangne kursusudbud.

Til sidst måtte jeg gøre knæfald for Turistinformationen. Foran mig i køen stod en dansk bedstemor i rød flyverdragt og shoppede bådture til sit barnebarn. Hun nægtede imidlertid at acceptere at den fjord hun gerne ville ind i, endnu ikke var isfri, så det tog fulde tyve minutter før det blev min tur. Resultatet var forudsigeligt. Den unge pige bag skranken kunne sælge mig hundeslæderejser i jeg ved snart ikke hvilken hengemt grønlandsfarers fodspor, men hendes eget modersmål - dét kunne hun ikke hjælpe mig med.

"Prøv den store, brune bygning ovre på den anden side af gaden," sagde hun og stak pegefingeren næsten helt ind i øjet på mig. "Det er kommunen."

Det var med tunge skridt jeg slæbte mig op ad den isglatte trappe og skubbede døren til den kommunale forhal op. En skarp lugt af klor sved i mine næsebor. Den måtte stamme fra det aflange vandbassin der meget kubisk-dekorativt dominerede hele den ene fløj af rummet. Rundt om bølgede et større hav af ensartede blå skranker, naturligvis ubemandede.

Jeg smilede skævt til nummerautomaten og lagde en albue op på den første den bedste skranke. En ung fyr i jeans og løsthængende skjorte dukkede op bag den som en sæl fra et åndehul. Vi kiggede overrasket på hinanden og kunne ikke finde ud af hvem af os der skulle have lov til at få det første ord da vi begge to havde underkæben hængende nede i brysthøjde. Det var en lettere akavet og meget lidt kommunal oplevelse.

"Jeg er lige flyttet til byen, og ---"

"Et øjeblik," skar han mig af og forsvandt ud i et baglokale. Ti minutter senere dukkede han op med en kuglepen mellem tænderne og favnen fuld af formularer.

Jeg skyndte mig at sige at det eneste jeg ville, var at høre om kommunen afholdt kurser i grønlandsk. Han sukkede, så kuglepennen trillede ud ad munden, og papirbyrden faldt fra hans arme og ned på en ukendt hylde under skranken.

"Du kan prøve på Piareersarfik," foreslog han lidt for hurtigt. "Det ligger nede ved hospitalet, lige over for kollegieadministrationen. Nu skal jeg vise dig hvor."

Jeg holdt hånden afværgende op mod hans bykort og busplaner og tilfældigt udvalgte informationsfoldere. Jeg vidste udmærket hvor kollegieadministrationen lå. Det var der de havde anvist os vores værelser i de gamle håndværkerbarakker nede ved industrihavnen. Hvad Piareersarfik angik, fandt jeg vel nok ud hvad det gik ud på når jeg kom derned.

Stedet viste sig at være en art kommunalt vejledningscenter for job- og uddannelsessøgende, så helt skævt var det ikke. Desværre tilbød de kun prøveforberende grønlandskkurser til erhvervsuddannelser. Receptionisten havde nær sendt mig videre til handelsskolen ovre på den anden siden af gaden da hendes overordnede i sidste øjeblik kom stormende ned ad gangen på høje hæle. Hun var en lille stovt dame med opsat hår og briller der vippede frem og tilbage på næsetippen.

"Grøn-landsk-kur-ser?" sagde hun med en artikulation præget af års erfaring med tilrejsende grønlandere uden de store danskkundskaber. "Jamen, så er det da selve kommunen du skal have fat i."

Jeg prøvede at protestere, men hendes knivskarpe instruktioner lod sig ikke bremse. Det var tydeligt at hun var vant til bureaukratiet og vidste hvordan det skulle tackles.

"Gå ned på Børne- og Kulturforvaltningen, lige over for Matas, midt mellem Hotel Nuuk og Nota Bene. Receptionen ligger på første sal. Fortæl dem at du er interesseret i fritidsundervisning i grønlandsk. De kan hjælpe dig."

Som sagt, så gjort.

Denne gang var receptionisten en dejlig rund dame med et stort smil skåret ud i ansigtsfedtet. Latteren boblede dybt inde i hende som et naturligt værn mod hendes arbejde. Vi så hinanden i øjnene og vidste at situationen var kunstig og skrøbelig, men at den for alt i verden måtte opretholdes. Vi var i pagt med et administrativt væsen der var langt mægtigere end os selv.

Efter lidt obligatorisk trækken i skuffer og bladren i mapper, efterfulgt af et par ubesvarede interne opkald, slog hun ud med armene og lagde hovedet på skrå. Jeg havde allerede trukket huen tilbage ned over ørerne da hun rakte ud efter en kuglepen og skriblede noget på en gul huskeseddel.

"Du kan prøve at ringe på det her nummer efter klokken 14," sagde hun, velvidende at ingen gange i labyrinten må ende blindt. Der skal altid være en vej videre, uanset om den blot fører tilbage til det sted man kom fra.

Klokken 14.01 greb jeg telefonen og trykkede nummeret. En velsmurt kvindestemme tog imod opkaldet. Jeg gentog min rituelle remse uden længere at kunne skelne de enkelte ord fra hinanden.

"Der kører to kurser for tiden," sagde hun som om det var den mest selvfølgelige oplysning i verden. "Det koster et engangsbeløb på 100 kroner at deltage. Du kan læse mere om det på nettet. Nu skal jeg give dig adressen."

Jeg skrev den ned som i trance. Var det virkelig lykkedes? Jeg kunne ikke tro mine egne ører og fik hende til at stave mig gennem webadressen endnu engang. Afskeden i telefonen nærmede sig det rørstrømske. Hun havde ikke bare reddet mig. Hun havde reddet sit eget modersmål.

Jeg satte straks internetkablet i computeren og tastede adressen ind i browservinduet. Den eksisterede ikke. www.kommuneqarfiksermersoq.gl eksisterede ikke. Jeg tog telefonen og begyndte at trykke nummeret til den mystiske orakelkvinde én gang til. Omkring det tredje eller fjerde ciffer svigtede kræfterne mig. Jeg lagde telefonen fra mig, slukkede computeren og gik ned til fjordbredden for enden af vejen. Det lille isfjeld fra om morgenen var forsvundet, og et nyt drevet ind.

Det er sidenhen lykkedes mig at finde frem til de omtalte grønlandskkurser ved at rode rundt på Børne- og Kulturforvaltningens hjemmeside. Eller rettere: det ene kursus der viste sig at være. Tilsyneladende et sammensurium af samtale, grammatik og etymologi for studerende på alle niveauer. To timer om ugen. Og så har de været i gang siden oktober og slutter til april.

Nu sidder jeg hér med Livs grammatikbøger på den ene side af computeren og en udprintet tilmeldingsblanket til grønlandskkurset på den anden. Jeg ved ikke hvad jeg får mest ud af, men jeg ved at jeg må træffe et valg.

Jeg lærer det

Jeg lærer det ikke

Jeg lærer det

Jeg lærer det ikke

Jeg lærer det ...?