Kolonist ved et tilfælde

Vinteren er vendt tilbage til Nuuk. Sneen falder tæt over byen og forvandler alt til ét. Klipper og huse er alt vi har at orientere os efter. Det giver pludselig mening at ingen bruger vejnavne eller husnumre når de skal forklare hvor fitnesscenteret eller universitetet ligger.

Temperaturen er faldet til under 10 graders kulde, og vinden får det til at føles som minus tredive. Når man går op imod den, kan man ikke se andet end sine egne støvlesnuder. Jeg bar en maske af is da jeg hjem til kollegiet efter arbejde.

Det gav anledning til et nyt selvportræt.

Nu drikker jeg varm te med ingefær og kigger på snefoget der trækker hvide spor under byggepladsens orange lamper. Liv er gået i køkkenet for at stege hvalkød. Jeg kan lige nå at læse et kapitel mere af Mylius-Erichsens rejsedagbog fra Den Litterære Grønlandsekspedition inden vi skal spise.

Det er forsommeren 1903.

"Uvejret var over os. Hæftige Vindstød strøg nedad fra Fjældkløfterne med Snyfygning i Følge. Atter havde man et af disse noget langstrakte Ophold i Soveposen uden tilstrækkelig Søvnighed og Proviant. Men man vænner sig efterhånden til at ligge stille og lade Vejret larme ..."