Kolonist ved et tilfælde

Vi er lige kommet hjem fra midnatsforestillingen i det lokale kulturhus Katuaq. Jeg havde egentlig håbet at kunne skrive et portræt af oplevelsen, men manglen på stemning og kvalitet har sænket mine ambitioner til et kort notat.

Det handler ikke om skuffelse. Jeg havde absolut ingen forventninger til det non-deskripte svenske gyserdrama der var på plakaten. Jeg havde bare nået et punkt hvor jeg havde lyst til at gå i biografen. Ikke for at se en bestemt film, ikke engang for at se en hvilken som helst film, men bare for dette ene: at gå i biografen.

Jeg tager det som et sikkert tegn på at jeg befinder mig i et mindre samfund end jeg er vant til.

Filmen skal jeg ikke spilde unødig spalteplads på her. Lad det være nok sagt at den handler om en svensk pojke der bliver mobbet i skolen, men heldigvis er bedste ven med en jødisk vampyrella der lærer ham hvordan man slår igen. Zappa og en ordentlig spand blod. Mental tortur for både børn og voksne, men på hver sin måde.

Biografsalen var stor og ny og fin. For min skyld måtte de dog gerne have skruet lidt op for komforten i klapsæderne og pillet kunsten ned fra væggene. De rillede træplader mindede mig om vaskebrædder på en måde der ikke var fordrende for indlevelse i fiktioner. Skylden for mit flakkende blik skal de dog ikke belemres med. Det må filmen selv stå til ansvar for.

På vej derhen snakkede vi om Frøken Smillas fornemmelse for sne. Liv fortalte at dens succes havde været noget mere begrænset heroppe end i resten af verden. Peter Høegs indfølte portræt af noget særligt grønlandsk skulle efter sigende bære karikaturens klokkeklare stempel. Jeg har ikke læst bogen, men jeg kan sagtens forestille mig det. Bare titlen. Frøken Smillas fornemmelse for sne.

Filmen har jeg til gengæld set. Dengang for 12 år siden da jeg var billettør i en selverklæret kunstbiograf i Londonderry. Jeg aner ikke hvordan Bille August kom på plakaten med al sin amerikansk producerede tju-hej-hvor-det-går-action. Men der var selvfølgelig både køn og etnicitet at tænke på.

"Det er en rubiksterning," sagde pojken i aftenens film og rakte den til jødinden. Dagen efter lå den ude i gården, kabbalistisk skinnende i al sin seksfarvede symmetri. Jeg var lige så tæt på at udvandre som dengang jeg havde forvildet mig ind til Be Cool! i Århus.

Hvorfor fanden skal det være så svært at rejse sig op og gå?

Lad de rette komme ind, og lad mig komme ud.