Kolonist ved et tilfælde

Det har været en travl weekend med hjemmebrygget cider, indbrud på kollegiet og besøg fra Tasiilaq. Jeg er ikke vant til at der sker så meget heroppe, og det har været svært at samle tankerne om tastaturet og få det hele skrevet ned.

Charles Bukowski sagde engang at det værste ved at være forfatter er at man bliver nødt til at leve ti timer for bare at kunne skrive en enkelt.

Her i Nuuk har jeg det lige omvendt. Hver eneste gang jeg åbner døren, eller bare kigger ud af vinduet, risikerer jeg at opleve noget der fortjener at blive skrevet ned. Eller simpelthen kræver det.

Nogen gange tager jeg mig selv i at blive hjemme selv om jeg har mere lyst til at gå ud. Det kunne jo være at der skete noget derude der for alt i verden ikke måtte gå til grunde i mig selv. Alene tanken kan stresse mig.

Hvad er det for en sygelig pligtopfyldelse jeg er ved at udvikle over for mig selv? Er det kolonistens frygt for at synke ned i det indre landskab af tøsne og isvåger han er kommet for at erobre med vilje og magt? Eller er det forestillingen om for én gangs skyld at kunne følge med i sit eget liv, at kunne mærke hver eneste lille søndersprængt del af det?

Jeg skal passe på at legen ikke bliver alvor. At eventyret ikke går op i administration og bureaukrati som imperiet det foregår i. Nok er jeg kolonist, men kun ved et tilfælde.

Også dét må jeg skrive ned. Ellers ruller lavinen, og så er jeg pludselig tilbage hvor jeg kom fra. Om ikke geografisk, så mentalt. Rigets udsendte bærer riget i sit hjerte. Han genskaber i stedet for at skabe. Et eller andet sted må jeg trække en grænse og holde op med at tale i metaforer.

Derfor har jeg været oppe på fjeldet - og skrive et portræt.