Kolonist ved et tilfælde

Selvstyret har som ventet vist sig ikke at være blevet sat ordentligt i stand inden det stævnede ud fra kysten. Skroget sprang læk da den første bølge ramte skibet, og besætningen har pludselig fået travlt med at finde ud af om der er tilstrækkelig med redningsbåde til passagererne.

Allerede under koalitionsforhandlingerne til det nye landsstyre kom det frem at den hjemme- og nu selvstyreejede fiskerivirksomhed Royal Greenland var på fallitens rand og havde brug for et indskud på en halv milliard for at undgå konkurs. Det er en fjerdedel af det samlede beløb i landskassen.

Det tidligere landsstyre havde tilsyneladende "glemt" at informere landstinget om de røde tal på bundlinjen. Lidt ligesom den tidligere finansminister Per Berthelsen havde "glemt" at afsætte penge på finansloven til det planlagte opkøb af NunaOil. En klatskilling på et par og tyve millioner.

Nu er det så kommet frem at det privatejede men heftigt selvstyresubsidierede Arctic Green Food helt har undladt at lave revision på sidste års regnskab. Noget der klinger særligt mistænkeligt i betragtning af at virksomheden til trods for en fordobling af omsætningen fra 2007 til 2008 ikke var i stand til at formindske deres underskud på næsten fire millioner kroner.

Skandalesagerne har sendt voldsomme rystelser gennem det lille grønlandske samfund der nok må til at indstille sig på at mange af de projekterede tiltag fra de glade valgkampsdage næppe bliver realiseret foreløbigt.

De første ofre er allerede blevet fundet. Småfiskerne har måttet se de penge der skulle være blevet brugt til at sikre mindstepriser på fisk, blive brugt til at stoppe hullerne i Royal Greenlands regnskaber. Nu sidder de tilbage med en timeløn i omegnen af 30 kroner og har svært ved at forstå hvad et par millioner kan betyde mod den halve milliard Royal Greenland har fået.

I desperation har de blokeret havnen i Nuuk. Kutterne ligger på tværs i havneløbet, bundet sammen med tykke reb, og tillader hverken sejlads ind eller ud. Det betød så sent som i dag at et cruiseskib med tusindvis af turister ombord måtte fortsætte videre op langs kysten mens byens forretningsdrivende stod skuffede tilbage på kajen.

Den lokale brændstofsmagnat blev så ophidset at han nu har meldt fiskerne til politiet. En sag der kan få alvorlige konsekvenser eftersom blokaden er ulovlig og fiskernes fagforbund KNAPK har valgt at undlade at bakke op om fiskerne.

Og for at det ikke skal være løgn, så har Air Greenlands kabinepersonale bebudet strejke fordi de ikke kan få lov til at holde længere pauser. De to sager har ikke direkte noget med hinanden at gøre, men hvis både skibs- og lufthavnen bliver sat ud af drift, så bliver det meget svært for selvstyret at overbevise omverdenen om at grønlænderne nu virkelig også var modne til at flytte hjemmefra.

Ligesom det i øvrigt bliver ret svært for os selv at komme tilbage til Danmark.

Op til indførelsen af selvstyret inviterede kunstneren Julie Edel Hardenberg - hende med det kommunistisk ladede kæmpeflag på gavlen af Blok P - folk til at skrive breve til hende med deres tanker om fremtidens Grønland. En række af brevene er nu blevet indrammede og udstillede i kulturhuset Katuaq.

På billedet ovenfor er det en 12-årig pige fra Tasiilaq der ligesom så mange andre drømmer den umulige drøm om fornyelse uden forandring:

Jeg tror at Grønland for flere penge og så kan Tasiilaq for en svømmehal og en bio og så man kan shoppe og en zoo ja en ny by men med de sammen menske ...

Langsomt tømmes huset for beboere.

Først var det den lidt ældre fyr i værelset skråt over for vores. En lønningsdag hørte vi pludselig ikke mere flaskeklirren derindefra. Ingen brovtne mandestemmer og hysteriske kvindeskrig. Politiet kom ikke engang forbi for at samle nogen op med blodtud eller blå øjne.

Et par dage gik spekulationerne på om han mon havde stedt sig selv til hvile i en stille brandert. Gangen var fuld af skidt og støv, og han plejede ellers altid at fare omkring med kost og klud sidst på måneden når pengene var sluppet op, og han ikke så anden udvej for at holde abstinenserne borte.

Da vi endelig tog mod til os og åbnede døren, var værelset ryddet bortset fra et fjernsyn og en affaldssæk med gammelt tøj. Gardinerne var trukket for som om han ikke ville have at nogen skulle se at han var rejst. Måske var han kommet i problemer med de rumænske dørmænd nede på Takuss. Måske havde kollegieadministrationen smidt ham ud. Måske havde han bare fået nok.

Den næste der forsvandt var pigen med vandet. Hun løb altid rundt i huset og tændte for hanerne som om hun prøvede at rense et eller andet ud af rørene. Når man spurgte hende hvorfor, svarede hun afværgende at hun foretrak vandet koldt. Altså helt koldt. Sådan fuld-tryk på-den-kolde-hane-i-10-minutter koldt.

Hun boede i værelset oven over vores, og om aftenen kunne vi høre hende trække møblerne hen over gulvet. Som om hun rearrangerede hele rummet i et forsøg på at bilde sig selv ind at hun hver morgen kunne vågne op til nye fjorten kvadratmeter. Måske var det sådan hun foretrak sit værelse. Sådan helt nyt. Sådan sengen-er-bordet-er-stolen-er-reolen nyt.

Flere gange om ugen tømte hun store beholdere med vand ud af vinduet, så det slog mod vores nedenunder. En tidlig morgen stod jeg lænet ud af vinduet med ruden skråt over mig som en markise da brodsøen ramte. Jeg kiggede op gennem den vandstrimede rude og nåede lige at se bunden af en rød balje eller spand blive trukket ind. Jeg er sikker på at hun må have set mig, for der gik flere uger før hun begyndte at hælde vand ud af vinduet igen.

Alligevel var det ikke vandets roligere strømmen gennem rørene og fra himlen der fik os til at mistænke at hun var rejst. Det var skoene. Hun havde altid mindst ti par stående i gangen, bredt ud langs fodpanelerne på begge sider af døren. En dag var de væk, og døren låst. Vi har ikke set hende siden.

Her til morgen var det den unge kandidat for Demokraterne der brød op og drog sydpå til forældrene i Narsaq. Han brugte aftenen i går på at hente et større læs møbler fra forskellige adresser rundt omkring i byen og stable dem inde på sit værelse. Han grinede bare da jeg spurgte om han havde planer om at rive væggen ned ind til stuen.

Hans seneste i en lang række af erobringer stod ude i entréen og overværede hele flytningen. Hun var i lige så højt humør som han selv og kommenterede ivrigt på de andres strabadser. Hvis det ikke var fordi at Liv havde insider-viden om at han planlægger at udvide sin erobringshorisont fra kvinder til kvadratmeter og netop har fået et af de to dobbeltværelser på førstesalen i sigte, så ville jeg muligvis tro at han var blevet vanvittig og gået i gang med at forskanse sig mod en indbildt fjende. De virkelige har han vist rigeligt af, men dem holder man næppe ude med et ekstra sæt møbler.

I næste uge er det den samiske feltarbejder fra Tromsø der står for tur. Han har været i Nuuk de seneste fire måneder for at interviewe grønlandske kunstnere i alskens tænkelige afskygninger. Jeg tror han har været til hver eneste koncert, hver eneste fernisering, hver eneste bogudgivelse - ja, kort sagt hvert eneste kulturelle arrangement der har været afholdt i byen i løbet af foråret. Han har sågar været til kaffemik hos den nyindsatte landsstyreformand Kuupik Kleist - naturlgivis for at diskutere musik og poesi.

Hans fly letter efter planen den niende, men da Air Greenlands kabinepersonale har varslet strejke fra i morgen af, er det muligt at vi får glæde af hans selskab lidt endnu. Han er en sjov lille fyr, meget skaldet og meget rastløs. Han savner sit nordnorge og sin fodboldklub Fyrraflattan hvor han spiller højre midtbane.

Om en måneds tid er det så os selv der drejer nøglen om og begiver os tilbage til Danmark. Hvor mange der er tilbage til den tid vil vise sig.

KAF insisterer på at her er udpræget kollegiemangel og ventelister på op til to år. Grønland er i nogle henseender et meget mærkeligt land.

Der findes en enkelt sanskrittekst på landsbiblioteket i Nuuk.

Det er det religiøse læredigt Bhagavadgita i en udgivelse fra The Bhaktivedanta Book Trust i 1984. Den indeholder originaltekst, transkription, oversættelse og ordforklaring. Titlen lyder i al sin enkelthed: Bhagavad-Gita som den er.

Desværre har jeg kun oplysningerne fra landbibliotekets søgemaskine Katak der indikerer indgangen til det enlige rum i et traditionelt grønlandsk tørvehus - og som i øvrigt ligner søgemaskinerne fra Københavns Kommunes Biblioteker til forveksling.

Selve bogen lader sig ikke finde.

Det grønlandske biblioteksvæsen er delt i to: landsbiblioteket Nunatta Atuagaateqarfia og universitetsbiblioteket Groenlandica. Det er muligt at deres bøger optræder i det samme søgesystem, men det betyder ikke at bøgerne er opstillet under det samme tag, eller at bibliotekarerne der burde passe på dem overhovedet lever i den samme verden.

Et lånerkort til det ene bibliotek giver ikke mulighed for at låne bøger på det andet, og hvis man i søgesystemet på det ene bibliotek finder en bog der er opstillet på det andet, så kan man ikke få den flyttet fra det andet til det ene medmindre man også har lånerkort til det andet og ikke kun til det ene.

Problemet med Bhagavadgitaen er imidlertid at den hverken er opstillet på det ene eller det andet bibliotek. Den eksisterer udelukkende som en smule digitalt spindelvæv i indgangen til den virtuelle tørvehytte. Sirligt spundet som det ville have været hvis det var der.

Måske ligger den og roder i en gammel bogkasse i kælderarkivet under det ene eller det andet bibliotek. Måske blev den engang bestilt, men nåede aldrig frem. Måske er den bare en tanke. Resterne af en gammel bibliotekars drøm der aldrig gik i opfyldelse.

Jeg har kredset om den hele dagen, nærmet mig den fra forskellige vinkler og rakt ud efter den når ingen så det. Men lige lidt har det hjulpet. Bogen er og bliver et spøgelse i søgemaskinen.

Nu har jeg så i stedet printet Bhagavadgitaens anden og elvte sang ud fra nettet.

I den første belærer Krishna den modløse Arjuna om forskellen mellem sankhya og yoga, og om hvordan de to filosofier skal forenes i tanke og handling. I den anden åbenbarer Krishna sit sande væsen, så Arjuna nær er død af skræk ved synet af de to hære der tordner frem mod gudens gab og knuses i mellemrummene mellem dens tænder.

Læredigtet om Arjuna der tøver før slaget mellem to sider af sin egen slægt, og som sidenhen overbevises om at det er hans gudgivne pligt at gå forrest i kampen, var udgangspunktet for scenariet Samsara som jeg skrev sidste gang jeg var i Varanasi. Blødsøden som årtusinders reinkarnationer har gjort mig lod jeg Arjuna lægge våbnene efter kampen og drage mod syd til dødsgudens land i afsky og væmmelse over sig selv og sin pligt.

Skæbnehjulet drejer, og hinduernes hellige by kræver min tilstedeværelse nok engang. Jeg kunne lægge skulderen imod og forsøge at holde verden tilbage som den franske protestbevægelse der hvert nytår demonstrerer mod tidens gang.

Men jeg gør det ikke.

Jeg nærer stadig et spinkelt håb om at komme til at se Krishna i al hans vælde. At se ham som han er eller som han ville have været hvis han var her. På skrift og på sanskrit.

Indrømmet.

Jeg har haft det i tankerne et stykke nu. Men det var først i søndags da jeg sad på fjeldet over kolonihavnen og læste Kiplings små kærlighedsintriger fra Shimla at jeg for alvor fik lyst til at gøre noget ved det.

Jeg lagde vejen forbi redaktionen på vejen hjem, snusede lidt omkring på internettet og sendte et par emails ud i forskellige retninger. Og nu, to dage senere, har jeg så et stående tilbud om at komme til hinduernes hellige by Varanasi og modtage privatundervisning hos en pandit fra sanskrituniversitetet Sampurnanand Sanskrit Vishwavidyalaya.

En række omstændigheder har over de sidste par uger gjort det klart for mig at jeg forlader Nuuk og Grønland til august.

Den første og mest indlysende omstændighed er naturligvis at Liv skal tilbage til København for at fortsætte sine studier ud i eskimologien. Dermed mister jeg ikke blot hendes selskab, men også det kollegieværelse hun måtte helt op på tåspidserne for at vriste ud af hænderne på inspektør Knud Fleischer nede fra KAF.

Boligsituationen i Nuuk er notorisk elendig, og selv om jeg har et fuldtidsjob til at betale regningerne med, så er jeg ikke sikker på at jeg ville kunne få mig selv til at lægge adskillige tusinde kroner om måneden bare for at få lov til at se en boligblok indefra.

Hertil kommer at jobbet heller ikke længere er så meget en selvfølge som det har været. Agurketiden er nemlig ikke det eneste der har ramt redaktionen. Det har fagforeningernes helt egen jantelov også. Og den bryder sig ikke om at skruebrækkere som undertegnede udfører journalistisk arbejde uden at være journalistisk uddannet.

"Vi kan få problemer med forbundet," lyder det nu pludselig fra ånden der svæver over AGs vande. "Kompetencer er vigtige, men uddannelse er vigtigere - og forbundet er vigtigst af alt."

Det er bestemt ikke fordi der ikke er plads til mig på AG, eller fordi mine kolleger forsøger at trænge mig ud i sommerkulden, men udsigten til hektiske og sjove arbejdsopgaver er blevet væsentlig mere tåget. IT-folket er muligvis de næste til at kolonisere Grønland, men hvis det var et supportjob jeg var ude efter, skulle jeg nok kunne finde det bedre andetsteds.

I sidste ende ville alt det ovenstående naturligvis være ligegyldigt hvis bare jeg nærede et brændende ønske om at blive i Nuuk. Men det gør jeg ikke. Jeg vil gerne se mere af Grønland når tiden er moden til det, men jeg føler mig endnu ikke helt desperat nok til at købe et domænenavn i Inuitville og søge lykken i en højere clickrate.

Det kommer nok en dag, men så er jeg forhåbentlig så meget på røven at det vil åbenbare sig for mig som en god idé.

Indien lyder anderledes tillokkende.

Jeg var i Varanasi for fem år siden og fik et anfald af amøbisk dysenteri der nær havde kostet mig både helbred og humør. I over en uge betrådte jeg ikke andre stier end den fra sengen til toilettet, og for hver flaske vand jeg skulle have, blev jeg nødt til at bestikke gæstehusets boy Bali til at hente den for mig.

Sygdommen blev en dæmon der red mig under resten af opholdet i Indien og flere år efter at jeg vendte tilbage til Danmark. Men dæmoner skal man ikke lade sig skræmme af. De skal kigges i øjnene og overvindes. Og denne gang tager jeg sanskritformularerne med, så jeg kan fordrive dem på deres eget sprog!

Jeg har gennem længere tid insisteret på at modtage undervisning på Københavns Universitet uden at følge nogen af dets uddannelser. Det har med min nys afleverede praktikrapport om AGs selvforståelse som en folkets avis resulteret i at jeg ikke længere har mulighed for at tage eksamen i andre fag end sanskrit.

Det har også resulteret i den ikke synderligt overraskende overvejelse at systemet er en tragt der fører dig ind i dets midte uanset hvor langt ude i perifien du placerer dig.

Folk omkring mig har ofte anlagt bekymrede miner og spurgt hvad man så egentlig kan bruge det dér sanskrit til. Ud over at jeg engang har leveret et par tegn til indgravering i en bryllupsring, så kan jeg nu tilføje at man for eksempel kan bruge det til at bygge bro fra Grønland til Indien.

Drømmen på fjeldet over kolonihavnen er et ophold i Varanasi fra september til januar. Dæmonen vil gerne have at jeg kommer før og bliver længere, men jeg tillader mig den uvante frækhed at have andre og højere prioriteter.

Således sætter postkolonisten sin frihed over styr og omfavner tilfældet.