Jagtbetjenten og origamisten

Han sidder alene ved baren og drikker Malibu og Blå Bols spædet op med Faxe Kondi. En spinkel fyr i starten af tyverne med lange, tynde fingre der dissekerer en pakke røde Prince under disken. Én efter én glider han cigaretterne ind under silkebåndet der går fra væg til væg i det lille sølvetui han har liggende opslået på det ene lår.

"Du er ikke her fra byen, vel?"

Jagtbetjenten har haft ham på kornet det meste af aftenen. Drink for drink har han sneget sig ind på sit bytte. Nu sætter han sig på stolen ved siden af ham og drejer lidt fra side til side med albuerne solidt plantet i disken.

"Jeg mener, jeg har ikke set dig herinde før. Du har opdaget at det er et værtshus, ikk'? Diskoteket ligger ovre på den anden side af gaden."

Knægten skæver til ham uden at dreje hovedet.

Han er en lille mand omkring de fyrre med kasket og stikkende øjne. Over skyggen har han fastgjort et gyldent emblem på størrelse med en tommelfingernegl. Det forestiller et rensdyr med et vildtvoksende gevir der ender i en kongekrone.

"Det er mit jagttegn," siger betjenten og trækker ned i skyggen. "Jeg bruger det til at fange krybskytter med på værtshusene. De falder for det hver gang. Tror jeg er med på den værste. Og så netop som de har drukket sig mod til og sætter sig ind i bilen for at køre op i fjeldet og skyde ryper eller rener eller hvad ved jeg – så knalder jeg dem!”

“Du lades altså bare som om du er gået på druk?“

“Jeg har allerede nedlagt fire styks her til aften. De sidder nede i arresten og rusker tremmer. Du kan selv ringe og spørge hvis du ikke tror på mig."

Han holder sin mobil frem mod den unge fyr og blotter underkæben til slag. Knægten finder sin egen mobil frem og bladrer manisk gennem billedgalleriet uden at fortrække en mine. Endelig holder han inde på et billede af en smuk ung pige.

"Det er Laila," siger han. "Hun blev i Maniitsoq da jeg tog af sted. Jeg savner hende meget."

Jagtbetjenten holder ud i vindjakkens mørkegrønne stof og lader sin mobil dumpe tilbage ned i inderlommen. Han bestiller en bajer, nasser en smøg og lægger en hånd på knægtens skulder.

"Så skulle du prøve at være i mit sted. Kæresten gennem fjorten år har lige smidt mig ud hjemmefra. Jeg har ikke andet end min bil og de par småting jeg nåede at kyle ind i bagagerummet inden hun smækkede hoveddøren. Det er derfor jeg er her i aften. Arbejdet hjælper med at holde virkeligheden på afstand."

"Og du er sikker på at det ikke er bajerne der gør det?"

"Alkohol er en del af mit arbejde. Hvis jeg ikke drikker, så respekterer krybskytterne mig ikke, og hvis krybskytterne ikke respekterer mig, så kan jeg ikke komme ind på livet af dem.”

“Det lyder som et hårdt liv."

“Jeg kan tage det. Jeg bliver aldrig fuld. Det er der et særligt hormon der sørger for. Min krop producerer det lige som andre kroppe producerer sved. Ligner jeg måske én der har drukket en halv kasse øl og en flaske whisky?"

Knægten hælder resten af Faxe Kondien i sin drink og begynder at kratte i etiketten på en tom ølflaske. Fingrene arbejder hurtigt og præcist, som om de levede deres eget liv i udkanten af bevidstheden.

Jagtbetjenten lægger armen rundt om halsen på ham og gnider ham hårdt på brystet med knoerne. De to øverste knapper i skjorten springer op og hånden finder vej ind under stoffet. Den føles overraskende blød og smidig.

Sekundet efter skyder knægten sig tilbage i sædet med et voldsomt ryk. Etiketten har endelig givet slip. Han knipser låget til sølvetuiet op og placerer omhyggeligt cigaretten mellem læberne inden han tænder den.

"Når jeg er i Nuuk savner jeg Maniitsoq, og når jeg er i Maniitsoq savner jeg Nuuk. Det er fordi mine drømme er hér, og mine venner er dér. Det burde kun være gamle, ensomme mænd der gik alene på bar. Jeg ved ikke engang hvad jeg laver her lige nu."

Jagtbetjenten sætter sig tilbage på sin stol med ryggen mod disken. Han hviler albuerne på kanten og lader bajeren og smøgen dingle fra hver sin hånd.

"Du taler om mørket," siger han. "Min mor døde af kræft for tyve år siden. Det skete fra den ene dag til den anden. Jeg var fuldstændig uforberedt. Mit system fik et chok som det aldrig er kommet sig over. Hele kroppen gik i forsvar, og det har den været lige siden. Jeg kan ikke blive syg, og lægerne betaler mig 10.000 dask hver gang jeg giver dem lov til at tappe en smule blod fra mig. Jeg ville ønske jeg kunne være som andre mennesker, men det kan jeg ikke."

Knægten knapper sin skjorte med den ene hånd og bearbejder etiketten med den anden mens han kigger på fjernsynet bag baren. Der kører en retrovideo med Tina Turner, men det er Johnny Cash der kommer ud af højtalerne.

"Jeg savner mit band og min guitar. Det er som om jeg ikke rigtig er noget uden dem. Bare en eller anden idiot der spilder sin ungdom med at skrubbe lokummer for gamle damer. Det er der ikke meget stolthed over, vel?"

"Du skulle blive jagtbetjent ligesom mig. Hvis du kan gå 60-70 kilometer om dagen, klatre op ad en lodret klippevæg og kigge ind i en geværmunding uden at pive, så er det måske noget for dig. Men du er ikke den type, vel?"

Knægten trækker på skuldrene og flår etiketten af endnu en flaske.

"Du har det ikke i dig. Du er svag. En kryster og en kujon der ikke kan træffe et valg eller tage en beslutning. Jeg siger det ikke for at genere dig. Jeg kan bare se det på dig."

"Er det sådan du plejer at komme i snak med dine krybskytter?"

Jagtbetjenten prøver forgæves at indfange knægtens distræte blik. Så peger han med hovedet over højre skulder og holder stillingen lidt mens han begynder at tale.

"Kan du se de to fyre dernede for enden af disken? Dem med skæg og stablen af shotglas foran sig? De er fra Canada. De kom ind med en trawler tidligere på dagen. For at fange helleflyndere, sagde de. Skal jeg tro dem, eller skal jeg ikke?”

“Jeg kunne også godt tænke mig at komme til Canada.”

“Skal jeg eller skal jeg ikke? Hvad synes du?”

“Synes hvad?”

Jagtbetjenten ugler knægtens hår, så armen dirrer af anstrengelse. Knægten prøver at rykke hovedet væk, men betjenten trækker det tilbage og trykker det til sidst helt ind mod sit eget. Så giver han slip og bestiller to øl.

“Livet er fuld af dilemmaer,” siger han og stiller flaskerne foran knægten, “og jo før du finder ud at løse dem jo bedre. Ved du fx hvad forskellen er på Carlsberg og Tuborg?”

“Er du sikker på at det er et dilemma? Det lyder mere som en gåde?”

“Det er en gåde der skal hjælpe dig over et dilemma."

"Hvilket dilemma?"

"Valget mellem Carlsberg og Tuborg, selvfølgelig.”

“Ikke andet?”

“Nix.”

“Nå, så er det vel Classic.”

Jagtbetjenten tøver.

“Det tog mig fjorten dage at løse den her. Så tænk dig godt om før du svarer. Jeg er også hernede i næste weekend, at du ved det.”

Han nasser en sidste smøg inden han markerer en albue i siden på knægten og forsvinder ud i bartågerne.

*

“Du kan bare tage dem her,” siger den unge fyr oppe ved varen da jeg læner mig ind over disken for at bestille. “Jeg drikker alligevel ikke øl.”

Tilbage ved bordet har en fuld mand med kasket og stikkende øjne sat sig på pladsen over for mig. Han sidder og leger med to små origamidyr foldet af øletiketter. En fugl og en kænguru.

“Er det dig der har lavet dem?” spørger jeg henkastet.

Han løfter dyrene op på hver sin håndflade og holder dem frem mod mig.

“Du er ikke her fra byen, vel?” spørger han så.