Kolonist ved et tilfælde

Vi holdt afskedsfest på Tullemut i går aftes, og det føles som om en eller anden fuld idiot stadigvæk danser grønlandsk polka inde i hovedet på mig.

Ordene kan ikke rigtig finde vej til fingrene - og tak tilfældet for at I ikke kan høre mig tale! - så det er dejligt at der er en anden der kan skrive dem for mig.

Henrik fra Tasiilaq har sendt mig en hjertevarm hilsen på sin blog, og jeg linker ikke kun til den for at fejre mig selv, men også for (endnu engang) at stille døren på klem til en af de få faste bloggere i Grønland - og den eneste jeg kender til på østkysten.

I kan besøge Henriks vildtvoksende øgruppe her og læse hans afskedshilsen til mig her.

Så kan jeg tage mig en lur imens.

Kabinepersonalet har afblæst strejken, og islændingene er vendt hjem fra ferie. Jeg er tilbage på pinden og klar til at forlade den igen om halvanden uge.

For få timer siden afslørede Nuuk Politi ved et pressemøde at de havde beslaglagt 118 kilo hash der var skjult ombord på en sejlbåd.

Det er det største hashfund i Grønland nogensinde.

Med en pris på 500 kroner grammet repræsenterer det en salgsværdi på små 60 millioner. Men gadeprisen i Nuuk ligger ofte oppe omkring 800 kroner grammet, og i andre byer kan den komme helt op på 1500-2000.

Under alle omstændigheder er det nok ikke kun politiet de to ombordværende på båden har et forklaringsproblem over for.

Den 35 fod store sejlbåd havde ellers klaret turen fra Danmark upåklageligt lige indtil den ramte den sydgrønlandske storis og skruede sig fast. Så gik der kystvagt og klaprende knæskaller i skidtet, og pludselig var rejsen slut.

Helt slut.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den annonce en fyr ved navn Kent indrykkede på opslagstavlen.gl (Grønlands Blå Avis) tidligere på ugen. Han tilbød 50.000 kroner kontant for oplysninger der kunne føre ham til en tidligere værtshusejer fra Ilulissat med en fortid i det danske rockermiljø. Der var også en email og et mobilnummer man kunne ringe på.

Sidenhen er det kommet frem at Kent mener at værtshusejeren skylder ham 600.000 kroner, og at han er villig til at lade nogle af sine venner overtale fyren til at give ham pengene hvis han ikke udleverer dem frivilligt.

Hvordan kan det ikke gå hvis Kent mener at man skylder ham 60 millioner?

I går aftes var vi et smut på værthuset Takuss hvor der skiftevis blev spillet hammondorgel og MC Einar. De samme tre-fire unge fyre blev ved med at gå ud og ind ad døren med knyttede næver som de kun foldede ud ovre i vindueskarmen hvor de snittede løs på hashklumperne med hobbyknive.

Der er noget paradoksalt over den måde politiet holder stort anlagte pressemøder om moderklumperne på samtidig med at de lader pusherne sælge løs af småklumperne lige foran øjnene på sig.

Hvis det er en bevidst strategi, er den på sin vis beundringsværdig. Fang de store fisk, og lad resten svømme i fred. Dog tror jeg mere på rygterne om at ikke alle inden for politiet og restaturationsbranchen holdes oppe af den samme strenge moral, og at det hele i sidste ende kan koges ned til et spørgsmål om trusler, vold og cool cash.

Grønland er clean hvad angår hårde stoffer, men hash kan man få overalt. Lidt ligesom på Christiania før Fogh. Men det satte han en stopper for, og nu er der bandekrig.

Så hvad skal man egentlig gøre?

Hjuler drejer videre, og jeg følger med. Det kræver også sin mand.

Mens Air Greenland og kabinepersonalet har genoptaget forhandlingerne i elvte time, har mine samarbejdspartnere i Island nedlagt arbejdet og er gået på ferie. Så nu er jeg ikke bare strandet i Nuuk, men også på redaktionen.

Jeg har brugt dagen på at gennemgå mine billeder for det sidste halve år og har valgt en håndfuld ud til galleriet. Det er alle dem der aldrig passede ind, men som jeg af den ene eller anden grund blev ved med at holde af.

Se Nuuk by Accident her.

Alt tyder nu på at Air Greenlands kabinepersonale går i strejke onsdag aften. Det betyder at samtlige flyvninger til og fra Grønland aflyses på ubestemt tid. Air Iceland fortsætter godt nok med at lette og lande, men deres afgange er få og bookede til langt ned i lastrummet.

Det er tredje gang på halvanden måned at kabinepersonalet varsler strejke. Alle tre gange har stridens æble tilsyneladende været et krav om spisepauser på de fire timer lange atlantflyvninger mellem Grønland og Danmark.

Personalet mener at det er deres ret at sidde ned i 10-15 minutter og spise et mellemmåltid uden at blive trukket i løn. Air Greenland mener derimod at de skal stikke bollen i kæften og servicere passagererne mens de gumler.

Selv mener jeg at Air Greenland burde æde deres monopol i sig igen, så landets befolkning ikke skal tages som gidsler i deres interne kagekamp.

Jeg følger naturligvis sagen med den slet skjulte interesse at jeg har et fly jeg gerne skulle nå den 2. august. Konflikthistorien viser at strejken kan nå at blive afblæst og genvarslet mange gange inden da, men noget tyder på at det er ved at være alvor nu hvor Air Greenland har oprettet en hotline hvor man kan ombooke sine billetter. Den har dog det lille problem at der ikke er nogen ledige datoer at ombooke billetterne til.

Endnu holder jeg humøret højt og venter med for alvor at overveje muligheden af at rulle mig ind i sælskind og lade mig eksportere illegalt med skib til Danmark. Men hjem det skal jeg sgu - så jeg kan nå at sige goddag og farvel til jer allesammen inden jeg rejser til Indien!

Vores hidtil varmeste weekend i Nuuk er ved at være slut. For første gang har jeg smidt både jakke og trøje og vadet byen tynd i t-shirt.

Vi har besøgt smykkeværksteder både i centrum og ude i Nuusuaq og kigget på polerede isbjørnekløer, spydformede narhvalshorn og tupilakker skåret ud i rensdyrgevir. Priserne er endnu lavere end hos smykkepusherne på Tullemut der i forvejen kun tager det halve eller en tredjedel af hvad souvenirbutikkerne tager.

Nede foran Brugsen har gadesælgerne forvandlet pladsen til et bazarlignende sammensurium af boder med alt fra babytøj og akvarelmalerier til mobilopladere og tørret torsk. Alkoholforbuddet gælder stadig i bymidten, men drankerne har fået lettere ved at gemme sig i mængden og drikke løs af inderlommerne.

Alle skal ud at nyde det gode vejr, og selv om der formelt set ikke er andet at lave for de bådløse end at købe ind, så ser man dem igen og igen gå op og ned eller rundt og rundt. Nogle henter frisk fisk på Brættet, andre køber softice på Café Chili, og de fleste kravler bare op på klipperne og slikker sol som fjordens sæler.

Det har været svært at koncentrere sig om andet end bare at være til i dette lille meteorologiske mirakel, men et enkelt portræt af den særlige grønlandske vilje til humor er det dog blevet til.

Læs om tre selskabslege jeg sent skal glemme her.