Kolonist ved et tilfælde

Jeg tilhører en kategori af mennesker der ikke kan gøre for det. Vi kan gå til de mest trendy fester i hele byen og alligevel være sikre på at ende i selskab med savlende særlinge og tandløse tosser.

Også i Nuuk har jeg haft rollen som idiotmagnet hver gang vi har bevæget os ud i nattelivet. Jeg behøver bare kigge på et værtshus, så kommer de rendende med alle deres tics og talemåder og imaginære venner. Det kan være fint når man er alene, men ofte lidt af en pest når man er sammen med andre.

I fredags skete det så igen.

Vi havde inviteret vennerne til farvelfest på Tullemut, men begik den fejl at sætte mig yderst i båsen med frit udsyn til baren. En halv time senere havde vi en hel stribe Gary Larson siddende på en bænk for enden af bordet. Jeg sværger at det var dem selv der flyttede den derhen.

Det blev ikke helt den aften jeg havde drømt om, men som altid var der mærkelige historier at fortælle da jeg kom hjem. Og om noget er det jo dem jeg lever af og for.

Så hvis du skulle have lyst til at hilse på undercover-jagtbetjenten og hans drengeven origamisten, så har jeg sørget for at du kan komme til det lige her.