Kolonist ved et tilfælde

Når solen skinner over Nuuk, når vinden løjer af og det bliver varmt nok til at smide halstørklædet og lyne jakken ned, så forestiller jeg mig ofte at jeg befinder mig i en gammel britisk Hill Station i Himalaya. Det skal også helst være søndag.

Så lægger jeg en god bog i skuldertasken og promenerer op og ned ad hovedgaden sammen med den skønsomme blanding af helt eller delvist indfødte og mere eller mindre tilfældige kolonister. En gang i mellem stopper jeg op og får mig en sludder når jeg møder nogen jeg kender, andre gange hæver jeg bare øjenbrynene til hilsen i overensstemmelse med lokale sæder og skikke.

I baggrunden knejser fjeldene med sne eller klippe som en evig påmindelse om hvilken retning de vender. Nede ved stranden og havnen glimter vandet i fjorden mens lystbådene vugger dovent forbi. Ensformigheden truer hele tiden med at blive til kedsomhed, men for den tomme tanke og den spejlblanke sjæl er den blot en kilde til ophøjet ro og uskyldige fantasier.

Den første Hill Station jeg besøgte lå i den del af det gamle franske Indokina der i dag hedder Kampuchea eller Cambodia. Det var i foråret 2001, og jeg rejste rundt med min daværende kæreste Ann-Sofie. Vi havde været i Angkor Wat for at se de gamle tempelkomplekser og var nu på vej mod hovedstaden Phnom Penh.

Jeg kan ikke huske præcist hvor den franske Hill Station lå, men det må have været på strækningen fra Battambang til Phnom Penh. Vi havde hyret to lokale motorcyklister til at køre os op ad bjerget og vise os rundt i resterne af en kolonihistorie hvis overgreb mod lokalbefolkningen for længst var glemt bag minderne om Pol Pots rædselsregime og den efterfølgende borgerkrig mellem kongen og de Røde Khmerer.

Dagen startede med grisetæer i glasnudler på det lokale marked. Det var besværligt at suge nudlerne op gennem knoglerne, og jeg havde nær opgivet at få det hele med da jeg lagde mærke til at min sidemand tilsyneladende bare vippede dem ud over kanten på skålen og ned på jorden. Det var først da jeg rejste mig og så at jeg var den eneste der havde griseknogler under stolen, at jeg forstod at min sidemand havde spist sine rub og stub.

På vej ud af den lille by stoppede op vi op ved en sandwichbar hvor vi provianterede til turen. Vores guider prøvede at nøde os til at købe to baguetter hver, men vi mente bestemt at et enkelt måtte være nok. Ingen havde fortalt os at det var passagerernes ansvar at købe frokost til førerne, og der var heller ingen der nævnte det da vi allesammen sad på toppen af bjerget med knurrende maver og brækkede de to baguetter over i fire.

Skyerne var krøbet langt ned ad bjerget den formiddag, og den sidste time af turen foregik i tæt tåge og bidende kulde. Motorcyklerne blev ved med at skride ud i de glatte småsten der lå strøet ud over stien. Jeg klamrede mig til metalbøjlerne ved siden af sædet og prøvede at lade være med at tage nedturens sorger på forskud.

Oppe på bjerget gjorde vi holdt ved en gammel sønderskudt kirke med graffiti fra gulv til loft. Vores guider forklarede at det havde været de Røde Khmerers tilholdssted i et af de afgørende slag mod regeringshæren. De havde brugt kirken til at skyde mortérgranater mod soldaternes stilling på det kasinohotel vi kunne skimte konturerne af et sted foran os i tågen.

Hotellet var et levn fra kolonitiden der havde fungeret længe efter at franskmændene var rejst - helt indtil Pol Pot kom til magten i 1975. Det havde vrimlet med rige vesterlændinge og lokale finansfyrster der alle havde det til fælles at de søgte lidt billig spænding ved kasinohjulet. For nogle blev indsatsen alligvel for høj, og så måtte prisen betales ude på balkonen. Den var bygget i naturlig forlængelse af en diset slugt der så ud til at føre hele vejen ind til jordens midte.

Man behøvede hverken være romantiker eller location scout for at se det storslåede i kulissen. En mortérgranat havde flået det skakternede flisegulv op i foyéren, og hele maskingeværsalver løb tværs over væggene i restauranten. Disen bølgede tavst gennem sprænghullerne i taget som et uudsletteligt minde om krudtrøg.

Vi nåede aldrig hen til bungalowerne - eller måske snarere villaerne - hvor den franske administrative og militære overklasse i sin tid havde søgt tilflugt. Ikke for granater og kugleregn, men for sommerens brændende sol og golde landskaber ved bjergets fod.

Også de må have promeneret op og ned ad et kort men befærdet hovedstrøg med en bog i skuldertasken og en høflig gestus på rygraden. En balanceakt mellem sjælefred og dræbende kedsomhed længe før den kommunistiske revolution kom til landet.

Sådan beskriver Kipling i hvert fald stemningen i de britiske Hill Stations jeg har tilbragt eftermiddagen med at læse om på mine små yndlingssteder rundt omkring i Nuuk. Fulde af fraser og falbalader der ikke skulle tjene andet formål end at distrahere kolonisterne fra en hverdag hvis største besvær var dens ubesværethed.

Lige så let jeg har ved at forestille mig Nuuk som en af Imperiets gamle Hill Stations, lige så svært har jeg ved at forestille mig at bo her uden at have et arbejde til at udfylde dagene med. Éns egne cirkler bliver hurtigt for små i en by hvor alt og alle er som sat på karrusel. Kaffemikkerne der kører i ring, ansigterne der bliver ved med at vende tilbage, foranderligheden der afslører sig som genkendelighed.

Nej, søndag skal det være, med hjernen dulmet af tømmermænd efter weekendens fester. Så kan man ikke ønske sig noget bedre sted end en Hill Station hvor tiden er gået i stå og ingen har bemærket det. Så kan man ikke ønske sig noget bedre sted end Nuuk.

Lakridsroden står og simrer ude i køkkenet. Den kondenserede mælk venter på hylderne ovre hos Video-Leif og Sawadee, og formanden for festkomitéen er blevet sendt ned på havnen efter en flaske Motzfeldt Moonshine. Nu mangler jeg kun at brygge kaffen og fryse isterningerne.

Det var den autodidakte drinksdesigner Paul Hartvigson der for et par måneder siden introducerede opskriften her på siden: Postcolonial Landslide. En sødtkrydret, tjæreagtig substans der i aften får premiere i Air Greenlands private festlokaler nede ved siden af børnehjemmet.

Det er Grønlands frie presse i skikkelse af de to rivaliserende aviser Sermitsiaq og AG der har sat hinanden stævne til et ekstensivt drikkelag. Ti medlemmer fra hver redaktion har meldt sig til konfrontationen der næppe vil forløbe i samme stilhed som parterne er blevet enige om at forbigå den i.

Café Esmeralda leverer en tre-retters menu med kammuslinger, dyrekølle og kyllingestykker a la inuit, mens Air Greenland disker op med drikkevarerne. Hvem der helt præcist har fået den lukrative aftale i stand, kan jeg desværre ikke udtale mig om her. Men selv en folkets avis må nogen gange se sig nødsaget til at pleje elitære forbindelser.

Aftenen kommer efter sigende til at byde på en skarpt parfumeret buket af soloforestillinger og holdkonkurrencer. Selv står jeg for præsentationen af Postcolonial Landslide som forhåbentlig vil få sig et langt og levedygtigt eftermæle i hovedstaden. Alene mindelserne om grønlandsk kaffe burde være nok til at sikre drikken sin sejrsgang.

Uanset resultatet skal der dog lyde en stor tak til Paul for opskriften.

Kasuutta!

Niels Motzfeldts varde blev afsløret og indviet med et væld af taler og nysgerrige blikke på selvstyredagen i søndags. Den står på fjeldet over den gamle kolonihavn som en tydelig udfordring til statuen af Hans Egede der kan skimtes på bakken i det fjerne. Om varden nu også rent topografisk set rækker højere end den gamle missionær med vandrestokken, er et af de emner der fylder tømmermændstankerne her i dagene derpå.

De tre søjler er støbt i armeret beton og beklædt med bånd af grønlandsk kobber og natursten fra den omkringliggende Godthåbsfjord. Øverst oppe hviler en utilhugget kæmpesten fra Nuuk, mens stenene på soklen er hentet fra en række vigtige byer rundt langs kysten.

Kunstneren har udtalt at søjlerne repræsenterer nord-, vest- og østgrønland, og at stenen de holder oppe, repræsenterer selvstyret. At sydgrønland ikke indgår i ligningen har tilsyneladende undsluppet alle andres opmærksomhed end min. End ikke sydgrønlænderne har brokket sig. Men de er selvfølgelig også så europæiske dernede med al deres agerbrug og husdyrhold.

Intet under at fåreholderne fra Atassut blev nummer chok i kampen om regeringstaburetterne.

Det føles underligt at gå rundt i den befriede bys halvtomme gader og se på alt det der er nøjagtigt som før. Bevares, en flok sæler er skudt op nede på torvet, og nogen har klistret et nyt og større navneskilt op over det gamle. Men skiltet ligner en stille protest fordi det ikke passer ind med resten af skiltene i byen, og sælerne er allerede blevet et sted hvor småbørn kravler op og falder ned mens ungdommen hænger ud med en smøg i flaben og en bajer på omgang fra inderlomme til inderlomme.

Det er som om selvstyret blev højtideligholdt ihjel. Gud og hver mand og Adolf H. fra Paamiut var på talerstolen for at fylde munden med idealer og begreber der var for store til at de nogensinde kunne gabe over dem. Kæberne gik af led, knoglerne sprak, og ordene gik ud før de var kommet ind.

Tilbage sidder jeg med en flad fornemmelse og en halvtænkt tanke om at overgange ikke kan være glidende, at de i sagens natur må være dramatiske og fulde af brydninger. Ånden lader sig ikke tilstrækkeligt opflamme af røde løbere og royale håndtryk. Den kues og knægtes af falsk benovelse og glemmer den egentlige revolution. Den revolution der ikke kan reduceres til symbolske varder på en fjeldtop.

Selvstyredagen var ikke folkets, men forførernes. De hængte dissidenterne i regalia og pumpede rebellerne fulde af tomme fraser indtil de steg op på himlen som balloner og eksploderede i skyer af blodrød konfetti. Til gallafesten i Katuaq hørte man kun en let trommen på taget. Som en stille regn der snart efter druknede i de indbudte gæsters taktfaste klappen da dronningen trådte ind og med et enkelt strøg af en tændstik brød det ene forbud der alene understregede hendes overmagt.

Hvor mange gange skal vi fejre friheden i slet skjulte lænker og mentale bånd? får jeg lyst til at råbe som en anden demagog.

I stedet tænker jeg blot at verden hurtig bliver en gammel nyhed når der altid står en missionær i baggrunden og dirigerer den med sin vandrestok. Det har jeg lært i Grønland og på avisen. Sådan da.

Han har grå overalls og en skriggrøn tophue på. Brillestellet er bredt og kantet på en moderigtig måde der gør mig i tvivl om hvorvidt han er med på noderne eller bare en lokal særling.

"Man kan sgu ikke ligefrem se at her er blevet indført selvsstyre, hva?" siger han ud i rummet og kigger sig omkring.

Jeg sidder med en sjat øl og udgør hele klientellet. Bartenderen skramler rundt med nogle kasser ude i baglokalet. Liv er på toilettet.

"Det er tirsdag," siger jeg forsigtigt. "Festen sluttede i forgårs."

Han mumler et eller andet tvært og kigger på mig.

"Jeg skal finde et sted jeg kan købe en fed."

"Så må du nok over på Mutten."

"Hmm."

Han fisker et par småmønter op ad baglommen og putter dem i en af spillemaskinerne omme bag mig. Han trækker tyveknægten i armen og ser symbolerne rulle rundt foran øjnene på sig.

"Fuck, det er ikke min aften i aften!"

Døren er stadig ikke gået helt i bag ham da han går ud af den igen.

Liv kommer tilbage, og jeg begynder at fortælle. Hun ser på mig som om jeg har suget to store fad mens hun var væk.

"Måske var det bare en fjeldgænger," siger jeg ned i min øl og drikker ud.

"Skal vi gå?"

Det er en smuk og solrig eftermiddag der nu går på hæld i Nuuk.

Talerne er blevet holdt, statuerne afsløret, priserne overrakt, og hænderne trykket. Tilbage er aftenens gratiskoncert med Liima Inui der netop har udgivet det anmelderroste album Republik. En passende titel på en dag hvor det eneste der stod stærkere end nationen var kongehuset.

Dronning Margrethe skabte således panik blandt brandtilsynet på universitetet da hun pulsede tre smøger i streg under præsentationen af Prins Henriks nye digtsamling. I stedet for at række Hendes Majestæt et askebæger og en anmodning om at skodde cigaretten inden sprinklersystemet overrislede prinsens digte, valgte man at styrte konfuse rundt efter hovedafbryderen.

Operationen lykkedes, dagen blev reddet, og dronningen fik demonstreret de sørgelige rester af hendes hensmuldrende magt. Monarki eller republik? Måske vi får en antydning af et svar i aften.

Dagen igennem har der dog ikke været nogen tvivl om kongefamiliens plads i hjertet af det kommende grønlandske selvstyre. Kronprinsesse Mary har optrådt som en veritabel superstar, og selv Frederik har virket afslappet og hjemmevant. Kun dronningen har forekommet lettere pudderbleg og askegrå.

Jeg har samlet en række stemningsbilleder fra morgenens optrin i kolonihavnen og placeret dem i et lille selvstyregalleri her på siden.

Klik her og få stimuleret paparazzigenet.