Et langt år senere ...
Bloggen har ligget stille siden jeg forlod Grønland for lidt over et år siden. Det er der intet unormalt i. Jeg blogger på forskellige blogs forskellige steder i verden. Og når jeg er i Danmark, holder jeg for det meste bare mund.
Tre begivenheder har nu alligevel fået mig til at skrive in absentia:
1. Avisen Atuagagdliutits hjemmeside er blevet slået sammen med konkurrenten Sermitsiaqs hjemmeside og kan findes på adressen sermitsiaq.ag. Et halvt års arbejde med at få ag.gl i luften har således vist sig forgæves. Lykkeligvis lever papiravisen endnu.
2. Nikoline Ziemer, grundlæggeren af Sorlaat Partiiat, har fundet min blog på nettet og linkede via Facebook (3. august 2010) til min profil af hendes parti. Bortset fra en enkelt kommentar om den udtalte mangel på referencer til kajakpolo, synes hendes facebookvenner at have taget profilen en del mere alvorligt end både hende og jeg.
3. Polar Auto Nuuk ApS har gjort mig opmærksom på at mine billeder af vragede biler uden for Rotarykollegiet ikke har noget med dårligt naboskab fra deres side at gøre. Tværtom pointerer de at de har kontaktet kommunen med henblik på at finde bilernes rette ejere så de kan blive flyttet. Noget tyder på at der heller ikke i dette kommunale anliggende er sket det helt store.
Reader Comments (1)
En person der går under navnet AZ, har sendt mig en privat email som jeg synes fortjener en plads her i kommentarfeltet:
Emne: Forstoppelse
Besked: æd ordet. ydmyghed. æd løs min ven. æd så du bliver kvalt i påtagede portrætter og kækhed af den slags der kalder på knaldende lussinger og et knæ der sender næsebenet op i en grød af ligegyldig knævren og kedsomhed
Andre forsinkede reaktioner er også velkomne.
Mvh/
Jacob