Kolonist ved et tilfælde

I Grønland er sproget ikke noget man har, det er noget man er.

Forleden blev jeg overfuset i telefonen af en mand der var utilfreds med at landets ældste avis tillod sig at have en ansat der ikke kunne sproget. Han blev så rasende at han helt glemte hvorfor han i det hele taget havde ringet og til sidst bare smækkede røret på.

Siden sprogdebatten kom ind i valgkampen i foråret, er det ene følelsesladede slag efter det andet blevet udkæmpet i dens navn. Politikere og værtshusgængere er steget ned fra taburetter og barstole for at kunne forfægte deres synspunkter med større armbevægelser, og AG har modtaget tilstrækkelig med læserbreve til at kunne genstarte identitetsdebatten fra begyndelsen af det 20. århundrede om hvad det vil sige at være en ægte grønlænder.

Realiteten er imidlertid at grønlandsk siden indførelsen af selvstyret den 21. juni har været landets officielle sprog. Det har mange vidtrækkende, uoverskuelige og til tider ganske komiske konsekvenser.

I hverdagen mærker jeg det helt konkret ved at vi ikke længere må skrive ord som "landsstyre" og "landsting" i avisen. Nu hedder det pludselig "naalakkersuisut" og "inatsisartut". Et landsstyremedlem er ikke bare et landsstyremedlem, men kan fx være "naalakkersuisoq for trafik og infrastruktur Jens B. Frederiksen".

Resultatet er grøndansk. Et hybridsprog for de udvalgte få der er kyndige i begge dele. Resten af os må nøjes med kun at forstå dele af det der bliver sagt og skrevet. Og med en redaktion der er halvt dansk og halvt grønlandsk er det faktisk forbløffende lidt. Fra at være eksperter i hvert vores sprog er vi nu alle blevet amatører i et fælles.

Et af de tiltag der skal hjælpe os over barrieren, er kravet om at alle virksomheder i Grønland skal udforme en sprogpolitik der bl.a. skal inkludere undervisningstilbud til ikke-grønlansksprogede ansatte. Noget jeg ville have taget imod med kyshånd hvis det altså havde været en reel mulighed for AG eller nogen anden virksomhed heroppe.

Men sandheden er den at der ikke længere udbydes grønlandskkurser i Grønland. I hvert fald ikke i Nuuk. Akademikernes Sammenslutning i Grønland (ASG) havde ellers i årevis afholdt en række populære kurser for såvel begyndere som videregående, men som følge af beslutningen om selv at lade virksomhederne tage vare på de ansattes undervisning, valgte kursusstedet at sige stop. Sprogundervisningen skulle decentraliseres, og ASG ønskede ikke at komme i klemme i en politisk strid om hvem der måtte undervise hvem i hvad.

Endnu engang kan resultatet siges at være grøndansk. Et dansk bureaukrati der forsøger at administrere en grønlandsk folkesjæl. Det er på én gang meget idealistisk og regelret. Visionen er holdt i stramme seler og tøjler, og hverken hest eller rytter ved hvilken retning de skal ride i.

Det er nuann (sjovt), men ikke særlig periarfissarsiullaqqissoq (smart).

I fredags modtog vi så en pressemeddelelse fra oppositionspartiet Atassut. Fåreholderne fra syd sad indtil for to måneder siden i naalakkersuisut sammen med Siumut, men efter en katastrofalt ulden valgkamp og et endnu værre valg måtte de fleste af dem skifte slips og pen ud med overalls og fåresaks.

Siden da er partiformand Finn Karlsen blevet afsløret i at have tilbageholdt oplysninger om Royal Greenlands gigantunderskud, fået smidt partiet ud af koalitionsforhandlingerne til det ny landsstyre og slutteligt fratrådt sin stilling. En række centrale skikkelser har efterfølgende forladt partiet af egen eller andres vilje.

Den seneste er organisatorisk næstformand Jensine Berthelsen der insisterer på at Finn Karlsen er blevet offer for et regulært kup. Det har hun sagt højt og bredt på både dansk og grønlandsk i et forsøg på at få partiets interne splittelse frem i offentlighedens søgelys.

Det er den nu kommet i skikkelse af en lang og kompliceret pressemeddelelse der om noget udstiller kløften mellem de to sprog. Atassut var tilsyneladende ikke selv i stand til at oversætte deres udgydelser til dansk - eller også mente de bare ikke at det var nødvendigt nu hvor grønlandsk er blevet indført som det officielle sprog - så da vi kun var dansktalende på redaktionen den dag, måtte vi sende pressemeddelelsen videre til en af avisens egne oversættere.

Det der normalt ville have taget ham en lille time at oversætte, tog ham det tredobbelte. Han sendte den danske tekst tilbage med svedige håndflader og en besked om at han tog resten af dagen fri.

Det første afsnit lyder på slet skjult grøndansk:

Vi har ikke været i tvivl om, at hun [Jensine Berthelsen] har sat spørgsmålstegn ved sin fortsatte beståen på baggrund af hendes personlige mislykkede, hårde og uacceptable opførsel overfor andre mennesker og hendes måde at lægge ord i munden på os, som vi ikke har udtalt, og på baggrund af hendes hemmeligholdelser af nogle vigtige breve, som bestyrelsen er kommet til kendskab på en tilfældig måde, idet hun ikke ville kunne undgå at komme i centrum når kortlægningen begynder til Atassuts ekstraordinære landsmøde i slutningen af august og ville derfor miste sin troværdighed.

Det er ikke svært at regne ud hvilken side Atassut stiller sig på i sprogdebatten - og det ikke så meget af idealistiske som af rent praktiske årsager. Spørgsmålet er bare hvordan de vil gøre sig forståelige over for den del af befolkningen der er udelukkende dansksproget, og som for tiden inkluderer naalakkersuisoq for både finanser og sociale anliggender.

Snarere end at prioritere det ene sprog frem for det andet - eller at forsøge at avle et helt tredje på dem - kunne en løsning for eksempel være at bevare begge sprog og give folk mulighed for at lære dem af hinanden.

Er det i virkeligheden ikke også det synspunkt Atassut udtrykker når de skriver at vores arbejde sammen med befolkningen om det at være borger i den globale verden og hævde vores identitet samt vores fortsatte tilpasning til verdensbefolkningen og levemåden til gavn for befolkningen og vore efterkommere vil blive styrket og synliggjort i løbet af en overskuelig tid?

Eller er der noget der er gået tabt i oversættelsen?