Kolonist ved et tilfælde

En weekend med host og snot og feber er ved at være ovre. Praktikrapporten er stadig strandet foran en konklusion jeg ikke ønsker at drage, og idéerne til nye grønlandsportrætter visner lidt for hver dag der går uden at de bliver skrevet ned og foldet ud.

Jeg har tilbragt tiden med at triangulere mellem sengen, stolen og sofaen med min gamle rejsekammerat Naipaul ved hånden. Han var også med mig dengang på sygelejet i Varanasi hvor tro og materie vaklede til undergangsouverturen India - A million mutinies now.

Jeg har hidtil udelukkende koncentreret mig om hans dokumentariske skildringer af verden og aldrig lagt øje på hans fiktioner. Jeg troede ikke på at de kunne hamle op med den virkelighed han finder - den virkelighed han insisterer på at finde - hvor end han når frem.

A Bend in the River viser med al tydelighed at jeg tog fejl, at jeg undervurderede ham. Og dét også selv om jeg er blevet nødt til at læse den på dansk med en kikset flodakvarel på forsiden og en titel der lyder som noget Einstein kunne have skrevet i sine unge dage inden weltschmerz blev til videnskab: Ved en krumning på floden.

Bogen handler om postkolonialt vanvid på en isoleret flodhandelsstation i et unavngivet afrikansk land tilbage i 1960erne. Det er en moderne Heart of Darkness skildret indefra med et koldt registrerende blik uden skånsel eller nåde.

Den første sætning lyder på et ikke helt rytmisk dansk:

"Verden er nu engang som den er; de som ingenting er, som finder sig i at blive til ingenting, er der ikke plads til i den."

Det kan lyde fjernt fra den isflage jeg driver rundt på for tiden, men kulissen og klimaet bedrager. Nuuk er på sin egen stilfærdige vis et udsted for lykkejægere og korrupte magteliter i et land der er gået op i limningen mellem indfødte sædvaner og importerede idealer. Og døren til selvstyre står på vid gab.

Den 21. juni smækker den i bag nationen med et brag der vil give genlyd over hele landet. En vulkan af undertrykte følelser - følelser af fornedrelse og mindreværd opdæmmet i befolkningens indre gennem århundreder - vil eksplodere i en rus af glæde og bitterhed. Det er passionens politik, og den kan ingen styre - mindst af alt de passionerede selv.

Det er en spændende tid at være dansker i Grønland på. Jeg har ikke har nogen handel at værne om som hovedpersonen i Naipauls roman, men jeg har mig selv, mit job og mine aftener med Liv på Rotarykollegiet.

Verden er som verden er, og selv i et fremmed land vil den altid virke velkendt og værd at værne om.