Kolonist ved et tilfælde

Ahmadinejad called us dust, we showed him a sandstorm.

Sådan lød en af de i tusindvis og atter tusindvis af maksimalt 140 tegn lange beskeder der er kommet ud af Iran de sidste par døgn. Fænomenet hedder Twitter og kan studeres nærmere her.

Mens revolutionen endnu engang har rejst sig som støvet i det gamle persiske rige, har jeg ligget søvnløs og roteret omkring min egen ondskabens akse. Den befinder sig i den nedre mave- og tarmregion hvor resterne af søndagens Luffe til stadighed nægter at overgive sig til fordøjelsessystemet.

Dagen igennem har jeg befundet mig i en delirisk-hysterisk tilstand af overtræthed. Svimmel og koldsvedende har jeg siddet med korslagte ben på redaktionen og med yogisk præcision forsøgt at splitte min bevidsthed i to. Noget der i de fleste browsere lader sig gøre ved at trykke CTRL+T.

Udadtil har jeg som den voksne og webansvarlige medarbejder jeg er diskuteret avisens hjemmeside med mine kolleger og forberedt lanceringen af vores nye selvstyretema. Indadtil har jeg styrtet rundt i et virtuelt Teheran med et lysegrønt tørklæde for munden og en videofon i hånden.

Jeg har gået i tavse processioner gennem gaderne, jeg har hørt råb og rygter fra masserne omkring mig, jeg har fulgt hætteklædte mænd og kvinder ind ad døre og op i bygninger, jeg har set Basij-militsen storme frem gennem gyderne, set dem fra byens tage, set hvordan de hæver geværerne og åbner ild, set hvordan demonstranterne falder.

Den første grupper twittere jeg fulgte, var fra #IranElection. Men efter et par timer på slæb hørte jeg fra en tilfældig forbipasserende at gruppen var blevet infiltreret af præstestyrets spioner og ikke længere var til at stole på. Kort efter flettede et af revolutionens anonyme spøgelser sine fingre sammen med mine og trak mig med over i #GR88. Det var her den gamle kerne fra #IranElection havde søgt tilflugt.

En fyr der kaldte sig Hamid eller Hasid vandt hurtigt min tillid. Sammen kravlede vi op på en tagterrasse for at få bedre overblik over den stadige strøm af mennesker der skyllede gennem gaderne.

Det var mens vi sad deroppe at vi hørte den første eksplosion. Et brøl rejste sig fra masserne, og bilerne stemte i med tudende horn. Ingen hørte soldaterne komme. Pludselig var de der bare. På gaden under os var der én der gav ordre til at skyde - og så brød det helvede løs der ikke står beskrevet i Biblen, men i Revolutionsgardens taktiske vejledning i bykamp.

Overalt omkring mig begyndte matrixen at bryde sammen. Netværk, protokoller og teletjenester blev blokeret én efter én mens hackerne desperat angreb regeringens og den statskontrollerede tv-stations hjemmesider. Proxyadresser skød gennem luften som digitale tråde der blev slidt tyndere og tyndere indtil de brast og alt der stod tilbage var et: "This is it. They're shutting down Twitter."

Nu sidder jeg så her, afbrudt og afskåret, og prøver at samle tankerne om det Iran jeg selv og Dr. Moes engang rejste igennem på vej fra Tyrkiet til Indien.

Jeg husker amerikanerbilerne og de unge mænd med skjorterne stoppet langt ned i lærredsbukserne. Jeg husker Khomeini Fried Chicken og Shahens gamle livvagt der havde fået knust knæskallerne og frataget sit pas. Jeg husker Michael Jackson og vandpiber og dadelkager og et mægtigt jordskælv der satte punktum for det hele.

Jeg husker så meget så klart at jeg ikke kan forstå at fem år er gået siden da. I en fire timer forsinket tv-avis fra Danmark har jeg netop hørt en iransk kvinde sige at hendes gamle mor hellere vil dø i dag for noget der giver mening end i morgen for noget der ikke gør.

Giver det mening at jeg sidder her med ufordøjet sælkød i maven og rystende fingre på tastaturet mens et gammelt rejseminde bliver sønderskudt tilbage til virtuelle virkeligheder?

Langsomt trækker jeg følehornene til mig og samler al min opmærksomhed omkring det fysiske smertepunkt lige under solar plexus. Min bevidsthed er atter ét med sig selv og verden. Foucaults pendul svinger fra den knækkede lamel under sengen ved min side.

I dag vil jeg sove. I morgen vil jeg twitter.

Der er sol, det er sommer, det er søndag. Brisen fra fjorden er kold, men jakkerne står åbne i danskertrods når vi slentrer dovent gennem byen.

Denne eftermiddag havnede vi nede på Brættet hvor der var friskfanget sæl til 30 kroner kiloet. Jeg ville egentlig helst have haft en luns af Luffe på billedet, men så havde vi nok stået dernede endnu.

I stedet fik vi en ribbensside af hans sikkert ikke så fjerne fætter. Den skal koge en times tid sammen med kartofler, grønsager og urter. Kød og suppe spises for sig, gerne med en stærk sennep til.

Mens jeg venter på maden, har jeg lagt et nyt portræt ud på siden. Det beskriver et rendezvous med en kærlig slagsbror på den lokale bodega Tullemut.

Læs det her.

Klokken 11 grønlandsk tid bliver det nye landsting formelt set konstitueret. Fordelingen af landsstyreposterne blev afsløret på et pressemøde for et par dage siden, så spændingen må siges at være udelukkende ceremoniel.

Alligevel har alle journalister på nær én forladt redaktionen for at sidde med ved morgenbordet og på kirkebænken inden de nyvalgte politikere indtager landstingssalen og skyder den kommende selvstyreregering i gang.

Det giver mig lejlighed til at tage den lidt med ro og forsøge at skabe overensstemmelse mellem et spontant associeret udvalg af internetarkiver og egne minder.

Jeg hørte således første gang om den afdøde gæliske satirist Brian O’Nolan a.k.a. Flann O’Brien a.k.a. Myles na gCopaleen a.k.a. a.k.a. a.k.a. under mine skotsk-irske eventyr i ’97. Han havde efter sigende så mange pseudonymer at han er blevet krediteret for indtil flere romaner som hans kone på det bestemteste nægter at han skulle have skrevet.

O’Nolan gjorde det utrolige at han forvandlede den forfinet-eksperimentelle stil fra 1920erne og 1930ernes litterære parnas til en slags hyper-mainstream der var endnu mere usælgelig end sit forbillede. Hvorfor, kan man kun undre sig over når man som jeg har hældt en hel kande skoldhed kaffe ud i skødet på sig selv fordi man var så uforsigtig at læse The Third Policeman mens man skænkede op.

Det er især fodnoterne jeg husker fra den bog. De omhandler for det meste opfinder-filsoffen de Selby og hans praktisk-logiske teorier og eksperimenter. Det var derfor ikke uden brusende boblelatter og skælvende skuldre at jeg for lidt siden opnåede akut forbindelse mellem min egen erindring om de Selby og en af fodnoterne om ham der var lagt ud på internettet.

Fodnoten er taget fra ottende kapitel af The Third Policeman. Jeg citerer den i sin fulde længde uden anden hensyntagen til de af jer der ikke måtte dele min humor, end denne eksakte serviceoplysning.

Forbindelsen til Grønland vil jeg undlade at forsøge at etablere.

*

”Not excepting even the credulous Kraus (see his De Selby's Leben), all the commentators have treated de Selby's disquisitions on night and sleep with considerable reserve. This is hardly to be wondered at since he held (a) that darkness was simply an accretion of 'black air', i.e. a staining of the atmosphere due to volcanic eruptions too fine to be seen with the naked eye, and also due to certain 'regrettable' industrial activities involving coal-tar by-products and vegetable dyes; and (b) that sleep was simply a succession of fainting-fits brought on by semi-asphyxiation due to (a). Hatchjaw brings forward his rather facile and ever-ready theory of forgery, pointing to certain unfamiliar syntactical constructions in the first part of the third so called 'prosecanto' in Golden Hours. He does not, however, suggest that there is anything spurious in de Selby's equally damaging rhodomontade in the Layman's Atlas where he inveighs savagely against 'the insanitary conditions prevailing everywhere after six o'clock' and makes the famous gaffe that death is merely 'the collapse of the heart from the strain of a lifetime of fits and fainting'. Bassett (in Lux Mundi) has gone to considerable pains to establish the date of these passages and shows that de Selby was hors de combat from his long-standing gall-bladder disorders at least immediately before the passages were composed. One cannot lightly set aside Bassett's formidable table of dates and his corroborative extracts from contemporary newspapers which treat of an unnamed 'elderly man' being assisted into private houses after having fits in the street. For those who wish to hold the balance for themselves, Henderson's Hatchjaw and Bassett is not unuseful. Kraus, usually unscientific and unreliable, is worth reading on this point. (Leben, pp. 17-37.)

As in many other of de Selby's concepts, it is difficult to get to grips with his process of reasoning or to refute his curious conclusions. The 'volcanic eruptions', which we may for convenience compare to the infra-visual activity of such substances as radium, take place usually in the 'evening', are stimulated by the smoke and industrial combustions of the 'day', and are intensified in certain places which may, for the want of a better term, be called 'dark places'. One difficulty is precisely this question of terms. A 'dark place' is dark merely because it is a place where darkness 'germinates', and 'evening' is a time of twilight merely because the 'day' deteriorates owing to the stimulating effect of smuts on the volcanic processes. De Selby makes no attempt to explain why a 'dark place' such as a cellar need be dark, and does not define the atmospheric, physical or mineral conditions which must prevail uniformly in all such places if the theory is to stand. The 'only straw offered', to use Bassett's wry phrase, is the statement that 'black air' is highly combustible, enormous masses of it being instantly consumed by the smallest flame, even an electrical luminance isolated in a vacuum. 'This,' Bassett observes, 'seems to be an attempt to protect the theory from the shock it can be dealt by simply striking matches and may be taken as the final proof that the great brain was out of gear.'

A significant feature of the matter is the absence of any authoritative record of those experiments with which de Selby always sought to support his ideas. It is true that Kraus (see below) gives a forty-page account of certain experiments, mostly concerned with attempts to bottle quantities of 'night' and endless sessions in locked and shuttered bedrooms from which bursts of loud hammering could be heard. He explains that the bottling operations were carried out with bottles which were, 'for obvious reasons', made of black glass. Opaque porcelain jars are also stated to have been used, 'with some success'. To use the frigid words of Bassett, such information, it is to be feared, 'makes little contribution to serious deselbiana (sic).' Very little is known of Kraus or his life. A brief biographical note appears in the obsolete Bibliographie de de Selby. He is stated to have been born in Ahrensburg, near Hamburg, and to have worked as a young man in the office of his father, who had extensive jam interests in North Germany. He is said to have disappeared completely from human ken after Hatchjaw had been arrested in a Sheephaven hotel following the unmasking of the de Selby letter scandal by The Times, which made scathing references to Kraus's 'discreditable' machinations in Hamburg and clearly suggested his complicity. If it is remembered that these events occurred in the fateful June when the County Album was beginning to appear in fortnightly parts, the significance of the whole affair becomes apparent. The subsequent exoneration of Hatchjaw served only to throw further suspicion on the shadowy Kraus.

Recent research has not thrown much light on Kraus's identity or his ultimate fate. Bassett's posthumous Recollections contains the interesting suggestion that Kraus did not exist at all, the name being one of the pseudonyms adopted by the egregious du Garbandier to further his 'campaign of calumny'. The Leben, however, seems too friendly in tone to encourage such a speculation.

Du Garbandier himself, possibly pretending to confuse the characteristics of the English and French languages, persistently uses 'black hair' for 'black air', and makes extremely elaborate fun of the raven-headed lady of the skies who deluged the world with her tresses every night when retiring. The wisest course on this question is probably that taken by the little known Swiss writer Le Clerque. 'This matter,' he says, 'is outside the true province of the conscientious commentator inasmuch as being unable to say aught that is charitable or useful, he must preserve silence.'”

Den kommende landsstyreformand Kuupik Kleist præsenterede på et pressemøde i formiddags den nye politiske koalition der skal lede Grønland de næste fire år. Koalitionen består ud over Kuupisk eget nationalsocialistiske parti Inuit Ataqatigiit af det socioliberale Demokraatit og det ærketraditionalistiske Katusseqatigiit.

I koalitionsaftalen hedder det at det nye landsstyres grundlæggende livssyn baserer sig på "bevidstheden om altings sammenhæng". Herunder hører menneskenes "ubrydelige fysiske og åndelige sammenhæng" med såvel hinanden som med naturen, dens ressourcer og universet. En sammenhæng der måske en smule overflødigt beskrives som rækkende "langt ud over det enkelte menneske."

Nu er det ingen hemmelighed at Kuupik er en gammel hippie med alt hvad dertil hører af guitarspil, fællessang og fredspibe. Og Anthon Frederiksen fra Katusseqatigiit Partiiat kan måske også som selverklæret inkarnation af Oprindelig Grønlandsk Urkraft (TM) tænkes at have haft en finger med i formuleringen.

Men hvordan de talknusende hyperrationalister fra Demokraatit er blevet overtalt til at skrive under på sligt copy/paste fra forordet til "Menigmands guide til transcendens", forbliver et mysterie som kun delvist synes forklaret af den rå magt signaturen naturligvis garanterer.

Jeg tager det som et tegn fra TV på at Kuupik er et forhandlingstalent ud over det sædvanlige - og at han ikke har tænkt sig at opgive sin rolle som alle grønlandske husmødres foretrukne guru bare fordi han er blevet landsstyreformand.

Mere problematisk står det imidlertid til i de nye oppositionspartier Siumut og Atassut.

Forleden blev Atassuts partiformand Finn Karlsen smidt ud af koalitionsforhandlingerne da det kom frem at han havde tilbageholdt oplysninger om at den hjemmestyreejede fiskerigigant Royal Greenland havde et budgetunderskud på en halv milliard.

Selv nægter han sig skyldig, men end ikke hans tidligere partner in crime Hans Enoksen finder det umagen værd at prøve at undskylde ham. Det er trods alt kun en uge siden at Finn Karlsen fratrådte posten som Landsstyremedlem for Fiskeri.

Og så alligevel ikke helt.

For ganske rigtig blev Atassut valgets helt store taber, men deres landsstyreposter afgiver de først officielt på fredag når det nye landsstyre bliver indsat. Det betyder at da Finn Karlsen efter at være blevet udelukket fra koalitionsforhandlingerne stod frem og stillede et kritisk paragraf 36-spørgsmål om hvad det nye landsstyre ville foretage sig i sagen om Royal Greenland - ja, så stillede han faktisk spørgsmålet til sig selv i sin egenskab af afgående, men endnu ikke afgået, Landsstyremedlem for Fiskeri.

Jeg kan godt forstå at oppositionspartiernes kontorer allerede står tomme nede i Hjemmestyret, og at visse politikere har haft forbavsende travlt med at vende tilbage til deres bygder hvor det er nemmere at foregive en dårlig telefonforbindelse end hvis AG skulle finde på at ringe til dem her i Nuuk.

Så nu er det os storbyboere der må sidde alene tilbage med gulligbrunt vand i hanerne og galopperende mavekartar. Åbenbart et årligt tilbagevendende fænomen når sneen smelter og gamle bakterier tør op til nyt liv i vandforsyningen.

Jeg kan høre Rotarykollegiets samfulde fire elkogere buldre derudad oppe i køkkenet. Flasker og beholdere i alle tænkelige former og størrelser er begyndt at dukke op på hylderne i køleskabene. Langsomt forbereder vi os på belejringen af vores gode helbred.

Alting hænger sammen, og ingen går fri.

Det har været en opslidende måned på redaktionen. Først lanceringen af avisens længe ventede hjemmeside, så kulegravningen af politikernes repræsentationskonti og til sidst dækningen af landstingsvalget og dets dramatiske efterspil hvor IA nu endegyldigt har sendt både Siumut og Atassut ud af landsstyret.

Den slags tærer ikke bare på kræfterne, det slider også på humøret. Hvor konkurrenten Sermitsiaq har 12 fungerende journalister, har AG sølle 5. Et handicap der - uanset hvor reelt det måtte være i hverdagen - næppe kompenseres for hos læserne når de står nede på tanken og overvejer om de skal købe den ene eller den anden avis.

Vi er med andre ord kørt mere trætte end godt er i en branche der netop er kendetegnet ved konstant og vedvarende bevægelse.

Og hvad gør man så?

Man udnævner bogholdersken til event-ansvarlig i et overtræt øjeblik for derefter at synke tilbage i egen udmattelse.

Og hvad sker der så?

En tallerkenfuld af den friske frugt der er så dyrebar heroppe, begynder at cirkulere mellem skrivebordene i de lange, seje eftermiddagstimer. Grupper af sortrandede medarbejdere samles spontant i køkkenet for at gætte gåder eller tygge neonfarvet hubba-bubba og blæse bobler.

Ja, pludselig løber folk om kap fra de fjerneste afkroge af redaktionen for at tage den ellers så forhadte dørtelefon. Uanset hvem der kommer først, bliver stregen på pointtavlen sat i triumf og med udpræget schwung. "Månedens døråbner" kan se frem til et gavekort på 500 kroner til en butik efter valg.

Og i morgen er det så psykedelisk tirsdag. Her gælder alle kneb der involverer blomster. Og som man måske kan gætte sig til ud fra billedet, så har jeg været i Kalaallit Røde Korsiat for at finde frem til morgendagens look.

Liv forfulgte mig hele vejen ned til genbrugsbutikken og prøvede aktivt at forhindre mig i at få fat på pragtstykkerne der nu hænger så naturligt på mit optiske bedrag af en overkrop som tapetet på stuevæggen i et engelsk rækkehus.

Jeg er sikker på at det nok skal virke. Mit eget humør er allerede røget i vejret. Ikke mindst efter at jeg fik lokket Liv til at fotografere mig under åben himmel med Frederiksbergcenteret i baggrunden. Rotarykollegiets fredelige nabo hvis eneste salgsvare er afvænningskure for lokale alkoholikere og narkomaner.