Kolonist ved et tilfælde

Når solen skinner over Nuuk, når vinden løjer af og det bliver varmt nok til at smide halstørklædet og lyne jakken ned, så forestiller jeg mig ofte at jeg befinder mig i en gammel britisk Hill Station i Himalaya. Det skal også helst være søndag.

Så lægger jeg en god bog i skuldertasken og promenerer op og ned ad hovedgaden sammen med den skønsomme blanding af helt eller delvist indfødte og mere eller mindre tilfældige kolonister. En gang i mellem stopper jeg op og får mig en sludder når jeg møder nogen jeg kender, andre gange hæver jeg bare øjenbrynene til hilsen i overensstemmelse med lokale sæder og skikke.

I baggrunden knejser fjeldene med sne eller klippe som en evig påmindelse om hvilken retning de vender. Nede ved stranden og havnen glimter vandet i fjorden mens lystbådene vugger dovent forbi. Ensformigheden truer hele tiden med at blive til kedsomhed, men for den tomme tanke og den spejlblanke sjæl er den blot en kilde til ophøjet ro og uskyldige fantasier.

Den første Hill Station jeg besøgte lå i den del af det gamle franske Indokina der i dag hedder Kampuchea eller Cambodia. Det var i foråret 2001, og jeg rejste rundt med min daværende kæreste Ann-Sofie. Vi havde været i Angkor Wat for at se de gamle tempelkomplekser og var nu på vej mod hovedstaden Phnom Penh.

Jeg kan ikke huske præcist hvor den franske Hill Station lå, men det må have været på strækningen fra Battambang til Phnom Penh. Vi havde hyret to lokale motorcyklister til at køre os op ad bjerget og vise os rundt i resterne af en kolonihistorie hvis overgreb mod lokalbefolkningen for længst var glemt bag minderne om Pol Pots rædselsregime og den efterfølgende borgerkrig mellem kongen og de Røde Khmerer.

Dagen startede med grisetæer i glasnudler på det lokale marked. Det var besværligt at suge nudlerne op gennem knoglerne, og jeg havde nær opgivet at få det hele med da jeg lagde mærke til at min sidemand tilsyneladende bare vippede dem ud over kanten på skålen og ned på jorden. Det var først da jeg rejste mig og så at jeg var den eneste der havde griseknogler under stolen, at jeg forstod at min sidemand havde spist sine rub og stub.

På vej ud af den lille by stoppede op vi op ved en sandwichbar hvor vi provianterede til turen. Vores guider prøvede at nøde os til at købe to baguetter hver, men vi mente bestemt at et enkelt måtte være nok. Ingen havde fortalt os at det var passagerernes ansvar at købe frokost til førerne, og der var heller ingen der nævnte det da vi allesammen sad på toppen af bjerget med knurrende maver og brækkede de to baguetter over i fire.

Skyerne var krøbet langt ned ad bjerget den formiddag, og den sidste time af turen foregik i tæt tåge og bidende kulde. Motorcyklerne blev ved med at skride ud i de glatte småsten der lå strøet ud over stien. Jeg klamrede mig til metalbøjlerne ved siden af sædet og prøvede at lade være med at tage nedturens sorger på forskud.

Oppe på bjerget gjorde vi holdt ved en gammel sønderskudt kirke med graffiti fra gulv til loft. Vores guider forklarede at det havde været de Røde Khmerers tilholdssted i et af de afgørende slag mod regeringshæren. De havde brugt kirken til at skyde mortérgranater mod soldaternes stilling på det kasinohotel vi kunne skimte konturerne af et sted foran os i tågen.

Hotellet var et levn fra kolonitiden der havde fungeret længe efter at franskmændene var rejst - helt indtil Pol Pot kom til magten i 1975. Det havde vrimlet med rige vesterlændinge og lokale finansfyrster der alle havde det til fælles at de søgte lidt billig spænding ved kasinohjulet. For nogle blev indsatsen alligvel for høj, og så måtte prisen betales ude på balkonen. Den var bygget i naturlig forlængelse af en diset slugt der så ud til at føre hele vejen ind til jordens midte.

Man behøvede hverken være romantiker eller location scout for at se det storslåede i kulissen. En mortérgranat havde flået det skakternede flisegulv op i foyéren, og hele maskingeværsalver løb tværs over væggene i restauranten. Disen bølgede tavst gennem sprænghullerne i taget som et uudsletteligt minde om krudtrøg.

Vi nåede aldrig hen til bungalowerne - eller måske snarere villaerne - hvor den franske administrative og militære overklasse i sin tid havde søgt tilflugt. Ikke for granater og kugleregn, men for sommerens brændende sol og golde landskaber ved bjergets fod.

Også de må have promeneret op og ned ad et kort men befærdet hovedstrøg med en bog i skuldertasken og en høflig gestus på rygraden. En balanceakt mellem sjælefred og dræbende kedsomhed længe før den kommunistiske revolution kom til landet.

Sådan beskriver Kipling i hvert fald stemningen i de britiske Hill Stations jeg har tilbragt eftermiddagen med at læse om på mine små yndlingssteder rundt omkring i Nuuk. Fulde af fraser og falbalader der ikke skulle tjene andet formål end at distrahere kolonisterne fra en hverdag hvis største besvær var dens ubesværethed.

Lige så let jeg har ved at forestille mig Nuuk som en af Imperiets gamle Hill Stations, lige så svært har jeg ved at forestille mig at bo her uden at have et arbejde til at udfylde dagene med. Éns egne cirkler bliver hurtigt for små i en by hvor alt og alle er som sat på karrusel. Kaffemikkerne der kører i ring, ansigterne der bliver ved med at vende tilbage, foranderligheden der afslører sig som genkendelighed.

Nej, søndag skal det være, med hjernen dulmet af tømmermænd efter weekendens fester. Så kan man ikke ønske sig noget bedre sted end en Hill Station hvor tiden er gået i stå og ingen har bemærket det. Så kan man ikke ønske sig noget bedre sted end Nuuk.