Selskabslege

Det begynder i samme øjeblik vi træder ind ad døren.

Værtinden finder et sæt spillekort, en blok selvklæbende sedler, en grønlandsk-dansk ordbog og et hastigt nedfældet notatpapir frem fra avishylden under bordet. Så begynder hun at forklare reglerne til de tre forskellige selskabslege hun har forberedt til aftenen.

Vi er de første gæster der er ankommet, og vi har endnu ikke hængt overtøjet. Et øjeblik overvejer jeg om jeg skal beholde det på, kysse Liv farvel og ønske dem en god fest. Så kommer jeg i tanke om at vi begge to står med en klirrende pose øl i hånden. Jeg glider tungt ned i sofaen og lukker op for aftenens første bajer.

Efterhånden som de andre gæster dukker op, gentager værtinden sin præsentation af selskabslegene. Ingen stiller spørgsmål eller siger hende imod. Heller ikke dem der ser endnu mere beklemte ud end mig selv. Det er vores sociale pligt at deltage og have det sjovt.

Værtinden klapper i hænderne og samler det lille selskab omkring sig. Alles blikke er rettet mod hende da hun ridser reglerne til den første leg op en sidste gang. Bare for at sikre sig at alle har forstået dem ens. At alle spiller det samme spil, og at spillet er hendes.

Hun sender blokken med de små selvklæbende gule sedler rundt i kredsen sammen med en kuglepen. Vi skal hver især skrive navnet på en kendt person. Da en af gæsterne tager to ekstra kuglepenne op af sin taske og lægger dem på bordet, bliver han bedt om at lægge dem tilbage igen. Spændingen ved at følge hinandens kamp for at finde på et godt navn er en del af legen.

Inspirationen forlader pennen straks jeg får den i hånden. De andre våger over mig som ravnene på naboens tag.

Kom nu! skriger en af dem hæst. Giv os et sjovt navn!

Ja! stemmer en af de andre i. Et navn med humor og vid!

Hvad er det der er så svært? spørger en tredje. Er du virkelig så kedelig og karakterløs og fuld af klichéer som vi regnede med?

Jeg krummer tæer da jeg ryster Don Johnson ud af hovedet og ned på sedlen. Hvorfor lige ham? En so eighties hvid narkostrømer fra Palm Beach i Florida med en sort makker alle husker som et sidekick.

Så I dét? skriger ravnene i kor. Danskeren reproducerede lige en hegemonisk magtstruktur til en grønlandsk fest!

Én efter én sætter vi nu vores seddel fast i panden på den af de andre vi synes minder mest om det navn vi har skrevet. Jeg vælger den af de to andre fyre i selskabet der ser mest forsagt og forpjusket ud. Han kvitterer ved at se ned i bordpladen og række ud efter mig med sin egen seddel i hånden som om jeg var et æsel han skulle sætte hale på.

Jeg fortryder straks at jeg ikke satte min seddel på den anden fyr. Han sidder ovre i hjørnet med Obama i panden og spørger alle ud om hvor mange øl de har købt, så han til sidst kan trumfe og henkastet sige at så er han åbenbart den der har købt flest. Hvorfor skal jeg altid gå i lukket kredsløb med de dominerede i stedet for at give fingeren til de dominerende?

Det er blevet tid til at finde ud hvem vi er. Efter en smule forvirring om hvorvidt spørgeretten går med eller mod uret, lægger værtinden eksemplarisk ud med at spørge om hun er en mand eller en kvinde. Der står Aleqa Hammond i panden på hende. Siumuts stovte forkvinde. Alle griner høfligt da værtinden får at vide at det er et svært spørgsmål at svare på, men at hun rent biologisk set nok må betegnes som værende overvejende kvinde.

De første runder er famlende med enkelte lyspunkter. En stille pige med pagehår spørger om hun er død, og en kvinde med lidt for meget makeup vil gerne vide om hun er animeret. Selv bidrager jeg med at hæve armene sejrrigt over hovedet efter at have fået at vide at jeg har udrettet noget stort i verdenshistorien.

Det er som om vi tager legen for seriøst. Vi er mere interesserede i at finde ud af hvem vi er end i at stille tåbelige spørgsmål der så kan afføde endnu mere tåbelige svar. Formålet med legen er ikke legens eget formål, men selve det at vi leger. En indlysende sandhed jeg til stadighed døjer med at forstå.

Efter endnu et par runder begynder værtinden at løsne op for reglerne. Hidtil har kun spørgsmål der kunne besvares med et ja eller et nej været tilladt, men nu får flere og flere spørgsmål uden for kategorien lov til at stå uimodsagt.

Det er åbenbart det tegn selskabet har ventet på.

Pludselig sidder samtlige mundvige højt oppe under kinderne mens latteren bruser og bobler på tungerne. Selv de mest banale spørgsmål og de mest ligefremme svar bliver behandlet som guddommeligt inspirerede vittigheder. Og snart behøver selskabet ikke engang dem for at grine.

Jeg sidder og leder efter latteren i mig selv, men finder ikke andet end støvede minder fra skoleårene hvor hormonhøje, sukkerspeedede venindepar eksploderede i lignende karruseller af virkning uden årsag.

Og så har vi den særlige grønlandske latterkultur, hører jeg Kuupik Kleist sige fra talerstolen i den gamle kolonihavn, den der sikrer vores høje humør og vores gode helbred.

Nogle runder senere er legen dårligt nok til at få øje på. Folk sidder og skriger af grin og skåler på kryds og tværs mens sedlerne langsomt glider ned over deres svedige pander.

“Sidste runde!” bryder værtinden ind og får midlertidigt kontrol over den urkraft hun har sluppet løs i rummet.

Gætteriet tager fart. Johnny Depp tror han er Brad Pitt, Angelina Jolie mener bestemt ikke hun har spanske aner, julemanden føler sig holdt for nar, og selv får jeg overraskende ret da jeg insisterer på at afsløre mig som Bill Gates.

Kort efter bryder legen endegyldigt sammen. Den indledende velvilje og tålmodighed er blevet afløst af en eller anden diametral modsætning der halvvejs gennem slutrunden får gæsterne til at flå sedlerne af deres pander og kaste dem tilbage i hovedet på dem der skrev dem.

Jeg benytter det højtråbende kaos til at liste udenfor og gå en tur rundt om blokken. Det er en stille aften, kun forstyrret af den ætsende lugt af et sprængt kloakrør. Hvor mange timer endnu før solen går ned, tænker jeg og kigger direkte ind i den blitzhvide skive der hænger ude i horisonten og ikke synes at være sunket en milimeter siden vi kom.

Tilbage i lejligheden er en ny leg begyndt.

En nedringet kvinde med push-up og en stor sort silkesløjfe bundet skævt om halsen står med lukkede øjne og slår op i den grønlandsk-danske ordbog. Hun placerer fingeren et tilfældigt sted på en af siderne, åbner øjnene og knækker sammen i et grin der minder mig om min chefs plukveer i foråret.

Resten af selskabet forvandler sig til et heppekor der med taktfaste råb langsomt får rettet kvinden ud igen. Hun fortsætter bevægelsen med at hæve armene højt over hovedet og trække vejret helt ned i maven. Så gennemrystes hun af nye latterkramper og må begynde forfra.

Først efter tredje eller fjerde forsøg lykkes det hende at føre legen ind i næste fase.

Hun klemmer den ene hånds pege- og tommelfinger sammen om næsen og vrænger ansigt, så pudderet drysser fra de uvante folder ned i kavalergangen.

"En grim lugt," lægger værtinden ud med et bud der skal få alle andre i selskabet til at føle sig som små genier.

"En næseklemme."

"En der har brækket tuden."

"En bokser."

"Mislykket plastickirurgi."

"Michael Jackson."

Legens midtpunkt holder sin frie hånd afværgende frem for sig og ryster så voldsomt på hovedet at hun nær har flået næsen af sig. Smerten skærer en ægte grimasse i hendes ansigt.

"En flagellant," byder Don Johnson ind med et kejtet smil. Et par tavse blikke tager det straks på sig at stemple ham som en intellektuel snob med dårlig timing.

Kvinden stikker en velformet bagdel op i hovedet på selskabet og vifter hånden frem og tilbage foran den mens hun stadig holder sig for næsen.

"En prut," lægger værtinden ud igen.

"En der slår en skid."

"Diaré."

Kvinden nikker ivrigt og sørger for at hånden der holder for næsen følger med.

"Lort!" råber Obama begejstret.

"En der lugter af lort!" trumfer Julemanden og vinder øjeblikkeligt runden.

Jeg tager en tår af min øl og rækker beslutsomt ud efter ordbogen da værtinden kigger på sit ur og siger at klokken er ved at være mange.

Det er blevet tid til aftenens sidste leg.

Hun lægger spillekortene ud i en cirkel på bordet og holder notatpapiret op så alle kan se det. Det er en oversigt over de forskellige spillekort og hvad man skal gøre hvis man trækker dem.

"Hvad gør tissekortet?" spørger jeg ængsteligt.

"Det betyder bare at du må gå på toilettet," siger Angelina Jolie med et fnis. "Du kan også beholde det på hånden og give det til en anden der er mere trængende. For en pris, naturligvis."

Karusellen sætter i gang igen og kommer hurtigt op i fart. Kortene forsvinder fra bordet i et svimlende tempo mens der bliver delt slurke ud til højre og venstre. Øllet flyder, og latteren er konstant. Alle kender tilsyneladende spillet, og reglerne veksler alt efter hvem det er der trækker kortene.

"Domino!" råber Johnny Depp der kun var død dengang han spillede med i Dead Man.

Alle sætter flasken får munden, og én efter én begynder folk at drikke med åbent svælg. Først når den sidste i kredsen før én selv holder op med at drikke må man sænke flasken. Jeg skæver ned til den tomme ølpose ved siden af mig og sørger for at blokere strømmen med tungen.

"Ny regel!" råber Johnnys sidemand der allerede har trukket et nyt kort inden jeg har fået flasken fra munden. "Hvis man spiller et tissekort, skal man kravle ud på toilettet!"

Den sidste dominodrikker får sin øl galt i halsen og sender en mindre forstøversky ud over bordet mens kulsyren bruser ud af næsen på hende. Vi banker i bordet, klasker os på lårene og strækker hals for bedre at få luft til latteren.

Lidt senere er en bredbaget kvinde nede på alle fire med kurs mod toilettet da der bliver trukket et nyt regelkort, og det gamle bliver ophævet. Hun rejser sig prustende til annonceringen af at man fra nu af skal dunke sin sidemand i hovedet hver gang man drikker en slurk.

Rundt og rundt går det, og jo flere der falder af i svinget jo højere skriger vi af grin. Jeg får et ufrivilligt flashback til en af Edgar Allan Poes historier hvor patienterne på et sindssygehospital har låst lægerne inde og byder en intetanende besøgende på middag. Den eneste måde at undgå gummicellen på er at spille spillet og lade som om man hører til.

Endelig bliver det sidste kort trukket og den sidste slurk drukket. Selskabet rejser sig prompte på vaklende ben og stavrer rundt i lejligheden på jagt efter tasker og overtøj, mens værtinden sørger for at de tomme flasker bliver samlet sammen og stillet i kasser. En hurtig klud over bordet, og så er vi klar til at gå.

Festen er slut, og byturen kan begynde. Udenfor hænger solen stadig i horisontlinjen præcis hvor vi forlod den da vi kom.