Kolonist ved et tilfælde

Endnu et indbrud har forstyrret freden i vores lille lyseblå hus i sneen.

Liv vækkede mig ved halvtretiden i nat og sagde at det lød som om der var nogen der bragede løs på hoveddøren ovenpå. Fra søvnens dybder forsøgte jeg at overbevise hende om at det nok bare var nogen der kom hjem fra byen og var lidt højrøstede.

To minutter senere var hun der igen. Nu lød det som præcise og kontrollerede slagserier med et stumpt instrument. Jeg overvejede min muskeldragt et kort øjeblik og besluttede mig så for at jeg hellere måtte hoppe i et par jeans og en hættetrøje inden jeg gik derop.

Liv var allerede halvvejs oppe ad trappen inden jeg kom ud ad døren. Lettere beklemte og med en autoritet som to mosegrise på natterov, listede vi op i køkkenet hvor vi lagde mærke til at døren ud til entréen var lukket. Noget den ellers aldrig plejer at være. Der var helt stille på den anden side.

Jeg tog et fast greb om dørhåndtaget og kastede et sidste blik tilbage over skulderen. Liv stod solidt plantet foran skuffen med brødknive. Jeg sendte mine tanker på jagt i fiktionens verden, men fangede ikke andet end et glimt af slutscenen i "Serpico" hvor Pacino (eller er det de Niro?) sprænger døren ind til narkokuréren og bliver skudt i maven.

Jeg spændte ansigtsmusklerne op til at modstå en længere slagserie med et eller flere stumpe instrumenter - og trykkede håndtaget ned.

Entréens halvmørke greb mig øjeblikkeligt. Jeg stirrede ind i det som en blind mand stirrer ind i solen.

"Er der nogen?" spurgte Liv fra et sted i baggrunden og hvirvlede mig uforvarende otte år tilbage i tiden. Den reference jeg havde ledt efter, lå ikke gemt i fiktionen, men i min egen virkelighed.

For otte år siden boede jeg i en udbombet rønne i den gamle mineby Queenstown højt oppe i de vesttasmanske bjerge. Jeg var på vej rundt på øen med min daværende kæreste for at opsnuse spor efter den danske eventyrer Jørgen Jürgensen der endte sine dage dernede. Man kan sige at han var en slags besættelse for mig dengang.

Der var absolut intet at komme efter i Queenstown, byen var lukket ned sammen med minerne for mange år siden. Hotellerne i hovedgaden stod tomme og faldefærdige hen, og barerne solgte flere varer under disken end over. Indbyggerne var sky og utilnærmelige bag vinduerne i de rustne blikbarakker, og den eneste vi mødte der kunne mønstre en bare tilnærmelsesvis begejstring, var den gamle togfører.

Han drømte om en ny storhedstid hvor de gamle baner mellem minebyerne ville blive restaurerede, så damplokomotivet atter kunne komme ud af remisen og fragte turister fra hele verden rundt i området. Men fløjten hang slapt i snoren om halsen, og kasketten var ikke længere stor nok til at skjule hele månen.

Det må have været min indgroede tilbøjelighed til tristesse der fik os til at blive hængende en hel måned.

Der er ikke meget andet at sige om huset vi lejede, end at det havde fire vægge og et tag og kostede 15 australske dollars om ugen (cirka 75 danske kroner). Det langhårede gulvtæppe og de to lænestole foran kakkelovnen var gennemvædede af kattepis, og jeg føjede kun spot til skade da jeg tømte spraydåsen med jasminduft fra badeværelset ud over sceneriet.

Om natten sov vi på opskårne papkasser på gulvet for ikke at ligge med næsen helt nede i stanken. Det mest forfriskende var når det regnede. Så åbnede vi lugen ind til kakkelovnen og lå og lyttede til vandet der dryppede ned gennem røret og ligesom rensede luften for os.

Nu mangler jeg vist bare at tilføje at vi var lykkelige. Altså bortset fra at vi ikke var det. I hvert fald ikke efter den nat hvor vi vågnede ved at nogen sparkede hoveddøren ind.

Jeg satte mig op med et ryk og så lyskeglen fra en lommelygte fare hen over det storblomstrede tapet ude i entréen. Et primalt skrig undslap mine læber idet jeg fortsatte bevægelsen op fra papunderlaget og sprang frem gennem stuen med fuglebryst og flagrende boxershorts.

Indbrudstyvene må have troet at jeg var noget andet end jeg var - en galning, en vildmand, en ånd - for da jeg nåede hen til døren, havde de for længst taget benene på nakken og var styrtet ned ad vejen. Jeg kunne høre deres løbeskridt fortabe sig i det fjerne.

Også dengang stod jeg og stirrede ud i en mørk og konturløs nat. Jeg ænsede hverken frygt eller fare, mærkede bare blodet pumpe i årerne, drevet som jeg var af et instinkt jeg ikke vidste at jeg besad.

"Er der nogen?" spurgte Ann-Sofie fra et sted i baggrunden. Men det var ikke længere hendes stemme, det var Livs.

Med ét var jeg tilbage i entréen på Rotarykollegiet.

*

Det var først i morges at jeg lagde mærke til at der stod en skovl i entréen med træsplinter på hovedet. Karmen rundt om døren ind til Mikis værelse var blevet smadret, og vinduet på badeværelset overfor stod åbent.

I forrige weekend stjal tyvene en bærbar computer fra værelset, men denne gang nåede de åbenbart ikke længere end til mellemgangen. Rygter vil vide at den tidligere beboer på værelset var en skummel type med tiltagende hashgæld, men det er måske også værd at bide mærke i at begge indbrud er sket mens Miki var på arbejde som bartender nede på Daddy's.

Det er muligt at Nuuk er en storby i grønlandsk forstand og selvforståelse, men den er og bliver også en lilleby hvor alle måske ikke kender alle personligt, men så i hvert fald i andet eller tredje led. Alle oplysninger er tilgængelige hvis bare man spørger sig lidt for, og den eneste måde at skjule sig på, er ved at købe en enkeltbillet ud af landet.

Jeg skal ikke forsøge at rede tråde ud her eller gøre mig klog på hvem der har udeståender med hvem, men jeg er sikker på at nattens indbrud ikke er det sidste vi hører til den sag - hvad end den så måtte vise sig at dreje sig om.

Fortsættelse følger som altid.