Kolonist ved et tilfælde

Jeg tilbragte første maj med at pudse kancellistilen af på de aftalevilkår man skal acceptere for at kunne oprette sig som bruger på ag.gl. Advokaten og jeg sad på hver vores tomme etage i Teletårnet med røret i hånden og blikket vendt mod de røde faner og rullende fulderikker der syntes endnu længere væk end gaden under os.

Ind i mellem lovparagrafferne og vedtagelsen angående videresalg af billetter til offentlige forlystelser klikkede jeg mig tanketom gennem nogle af de tusindvis af gamle grønlandske fotos fra Arktisk Instituts arkiver.

Dér faldt jeg pludselig over en serie med og af den i historiebøgerne så ganske ubeskrevne dr. Bentzen.

Så vidt jeg ved, er alt der vides om doktoren at han boede og arbejdede i Ilulissat omkring forrige århundredeskifte. En lille stak fotografier fundet i en skotøjsæske på et gammelt loft er det eneste synlige spor han har sat sig i verden.

Flere af fotografierne er forsynet med små billedtekster på bagsiden, men personerne han nævner, er for det meste lige så glemte som han selv. Og havde det ikke været for min juridiske ørkenvandring og den brændende tørst i tanken, var billederne da sikkert heller ikke trådt frem for mig i nogen som helst form for fatamorganisk skønhed.

Men det gjorde de nu engang.

Jeg kastede et sidste blik ned på parkeringspladsen foran Brugsen og forsvandt så ind i dr. Bentzens glimtvise erindring for at lægge et helt livs puslespil med bare tolv brikker.

Det er der nemlig ikke nogen lov imod.

Kig ind forbi galleriet og se hvad juraen har bragt mig.

Kan I huske dengang fjernsynet jævnligt gik i sort midt i en udsendelse for så kort efter at blænde op igen med ordene "teknisk uheld" skrevet tværs over skærmen med store klodsede bogstaver?

Så kunne man lære på den hårde måde at der ikke findes noget godt tidspunkt at afbryde lørdagsunderholdningen på, uanset hvor lidt Otto Leisner og Gregers Dirckinck-Holmfeld og Michael Meyerheim og Jarl Friis-Mikkelsen og alle de andre tomgængere så end måtte have at byde på.

Jeg tænker og skriver sådan fordi jeg netop nu burde sidde nede på AG og knokle for at få vores hjemmeside klar og præsentabel til lanceringen mandag morgen. For det er virkelig på mandag at den store dag oprinder, det står selv på bagsiden af dagens avis ved siden af den løftede flig af et screendump.

Alligevel sidder jeg herhjemme på værelset og føjer halvfordøjet indtryk til halvfordøjet tanke mens musikken spiller og Liv gør sig klar til et middagsselskab. Det føles underligt utilfredsstillende at have tiden og kræfterne til det, men sådan ville tilfældet mig det altså i dag.

Klokken 12 middag skulle vores hjemmesideudbyder have overført ag.gl fra deres islandske server til vores grønlandske. Det skulle have taget en time eller to, og hen ad 13-tiden sad jeg klar med de rå mængder indhold der skal lægges op på siden inden mandag.

Kommunikationen mellem to så umiddelbart underspillede og tavse folkefærd som det grønlandske og det islandske er ofte en noget træg affære, så da klokken blev 13.30 - og igen en halv time senere da uret viste 14 - gjorde jeg mig ingen unødige bekymringer. Det var nok bare lidt af det sædvanlige knas i maskineriet som man som sædvanligt foretrak ikke at tale om.

Klokken 14.45 ringede de nede fra Comby der huser vores server rent fysisk. Johan lød spag i stemmen, men velartikuleret som aldrig før. Endelig kunne man forstå hans svenske dialekt fra første sætning.

En elektriker havde været lidt for ivrig med kabelklipperen, fremstammede han. Og jo, vores server var desværre indblandet i ulykken. Der ville nok gå lidt tid før den kom op at køre igen. Måske om et par timer. Måske i morgen.

Du ved jo hvordan det er her i Grønland, he-he ... ikk'?

Nej, Johan, jeg ved ikke hvordan det er her i Grønland, men jeg ved hvordan det er nede i Danmark, så hjælp mig endelig med at prøve at forstå forskellen ...!

Mere af samtalen forbyder min kontrakt mig desværre at afsløre, men det skal ikke være nogen hemmelighed at hjemmesiden stadig hænger og svæver et eller andet sted over Danmarksstrædet mellem Island og Grønland. Redningshold er sendt ud fra begge kyster, men endnu er havet mørkt og tavst.

Selv forholder jeg mig rolig og med telefonen inden for rækkevidde. Skulle der være tale om et egentligt forlis, så må vraggodset jo drive i land enten hér eller dér.

Udenfor daler sneen langsomt fra himlen i store, fyldige fnug mod nabohusets mørkeblå træværk. Som en polkaprikket screensaver med et randomiseret mønster kun programmørerne kan vide om kører i loop eller ej.

Valgkampen raser, og skandalerne ruller. Dagligdagen på redaktionen er mere hektisk end nogensinde, og det er mig derfor en personlig fornøjelse at kunne bringe et lille portræt fra en af byens små oaser.

Du kan læse det her.

Når det er sagt, bliver jeg dog også nødt til at nævne at i dag var dagen hvor AG valgte at afsløre flere hundrede kompromitterende bilag fra Jonathan Motzfeldts tid som landsstyreformand. Motzfeldt er en af de gamle drager heroppe og i det hele taget en af Grønlands mest magtfulde mænd gennem tiderne.

Bilagene AG fremlagde, fortæller historien om en mand der ikke skelner mellem sine egne og skatteydernes penge, og som måske endda føler sig i sin gode ret til at servicere venner og familie på Hjemmestyrets regning overalt hvor han kommer frem. Han har viet sit liv til nationen og er derfor i sin gode ret til at afkræve den de rå mængder alkohol der skal til for at opretholde ægtepagten.

Omtrent sådan lyder hans forsvar for sig selv.

Så hvad fanden tror sådan en skide journalist egentlig at hun bilder sig ind sådan at komme rendende med alle de dér forbandede regninger og kontoudtog der jo i sidste ende ikke vidner om andet end hans store kærlighed til det grønlandske folk og deres fordrukne ry?

Jamen, Jonathan, prøvede Irene, og så gik han ellers i gang med at true både hende og hendes familie for åben diktafon mens Hans Jukku sprang begejstret fra vinkel til vinkel i baggrunden og tog det ene fremragende billede efter det andet.

Hele seancen var overstået på mindre end fem minutter, og så var dén forside ellers i kassen.

"Writing poetry without metre," sagde den amerikanske digter Robert Frost engang, "is like playing tennis with the net down."

Heroppe får jeg nogen gange den tanke at man kan sige det samme om at være kritisk journalist i et politisk klima uden spindoktorer. Men måske ethvert andet ungt og korrupt regime ville få mig til at tænke det samme.

"Han ligner en tudse," plejer Liv at byde ind fra en anden kant når Motzfeldts oppustede krop med den korte, brede hals og det lille, fede hoved toner frem på skærmen.

Så det kom da heller ikke som nogen overraskelse da jeg hørte ham kvække og spy sin gift gennem de små, diskante højtalere i Irenes diktafon. Han lød virkelig som en tudse, helt anderledes end den jeg har siddende i halsen, men lige så ødelæggende og fordærvende som nogen sygdom.

Glemte jeg forresten at fortælle at han genopstiller til landstingsvalget den 2. juni?

En weekend med host og snot og feber er ved at være ovre. Praktikrapporten er stadig strandet foran en konklusion jeg ikke ønsker at drage, og idéerne til nye grønlandsportrætter visner lidt for hver dag der går uden at de bliver skrevet ned og foldet ud.

Jeg har tilbragt tiden med at triangulere mellem sengen, stolen og sofaen med min gamle rejsekammerat Naipaul ved hånden. Han var også med mig dengang på sygelejet i Varanasi hvor tro og materie vaklede til undergangsouverturen India - A million mutinies now.

Jeg har hidtil udelukkende koncentreret mig om hans dokumentariske skildringer af verden og aldrig lagt øje på hans fiktioner. Jeg troede ikke på at de kunne hamle op med den virkelighed han finder - den virkelighed han insisterer på at finde - hvor end han når frem.

A Bend in the River viser med al tydelighed at jeg tog fejl, at jeg undervurderede ham. Og dét også selv om jeg er blevet nødt til at læse den på dansk med en kikset flodakvarel på forsiden og en titel der lyder som noget Einstein kunne have skrevet i sine unge dage inden weltschmerz blev til videnskab: Ved en krumning på floden.

Bogen handler om postkolonialt vanvid på en isoleret flodhandelsstation i et unavngivet afrikansk land tilbage i 1960erne. Det er en moderne Heart of Darkness skildret indefra med et koldt registrerende blik uden skånsel eller nåde.

Den første sætning lyder på et ikke helt rytmisk dansk:

"Verden er nu engang som den er; de som ingenting er, som finder sig i at blive til ingenting, er der ikke plads til i den."

Det kan lyde fjernt fra den isflage jeg driver rundt på for tiden, men kulissen og klimaet bedrager. Nuuk er på sin egen stilfærdige vis et udsted for lykkejægere og korrupte magteliter i et land der er gået op i limningen mellem indfødte sædvaner og importerede idealer. Og døren til selvstyre står på vid gab.

Den 21. juni smækker den i bag nationen med et brag der vil give genlyd over hele landet. En vulkan af undertrykte følelser - følelser af fornedrelse og mindreværd opdæmmet i befolkningens indre gennem århundreder - vil eksplodere i en rus af glæde og bitterhed. Det er passionens politik, og den kan ingen styre - mindst af alt de passionerede selv.

Det er en spændende tid at være dansker i Grønland på. Jeg har ikke har nogen handel at værne om som hovedpersonen i Naipauls roman, men jeg har mig selv, mit job og mine aftener med Liv på Rotarykollegiet.

Verden er som verden er, og selv i et fremmed land vil den altid virke velkendt og værd at værne om.

Det er fredag aften, og foråret er kommet til Nuuk.

Denne gang er jeg sikker. Ikke fordi regnen trommer mod ruden og prikker stadig flere og dybere huller i sneen udenfor. Ikke fordi ravnene på genboens tag kurrer som forelskede småfugle, og byens kvinder promenerer i åbentstående jakker.

Nej, denne gang er jeg sikker fordi jeg har fået en tudse i halsen. Den har siddet der i nogle dage nu, men det var først i går den begyndte at kvække. Jeg kan mærke hvordan den hopper op og ned og udspyer sine giftige dunste mens min stemme bliver svagere og mit svælg mere tyndslidt.

En lavt blussende feber er også begyndt at trykke bag mine øjne.

Verden hyller sig i et finstrakt tågeslør, og uanset hvor klart jeg måtte fremstå for andre, så forbliver de halvt opløste konturer for mig. Alligevel slæber jeg mig på arbejde for at få et glimt af dem.

De er blomsterknoppene på det eneste træ der gror heroppe, og jeg vil ikke risikere at vende blikket bort i det øjeblik de folder sig ud. Det kan ske midt i et smil eller en sætning, på vej ud fra køkkenet med en kop kaffe i hånden eller under dagens sidste tur ned med elevatoren.

Pludselig bliver snorene kappet - dem der holder os ranke og lænet lidt tilbage - og vi falder sammen i hinanden uden at forstå hvad det var der adskilte os lige før. Fra det øjeblik eksisterer vi ikke længere som tanker, men som krop og bevægelse. Vi går ind og ud af hinandens rum, bløde og bøjelige, med overlappende horisonter der forsikrer om at verden trods alt er én og den samme.

I dag kiggede min højgravide chef Inga Dora op fra mavens runding og spurgte hvor lang tid jeg havde tænkt mig at blive i Grønland. Hun ville gerne forlænge min kontrakt på ubestemt tid. Hun ville ikke risikere at miste mig midt i det hele.

Nede i svælget kunne jeg mærke tudsen gøre et lille hop.