En fredsommelig forestillings endeligt
Jeg har flere gange hørt det nævnt at grønlænderne historisk set skulle være et folkefærd der var fredeligere end de fleste. Et klassisk argument er at de semi-nomadiske grupper de bevægede sig rundt i, ganske enkelt ikke ville have kunnet bestå hvis folk gik rundt og slog hinanden ihjel. De ekstreme forhold de levede under, krævede at alle måtte samarbejde om at overleve hvis den enkelte også skulle gøre sig håb om det.
Særlige udtryk for fredsommeligheden skulle efter sigende kunne findes i den ritualiserede vredesundertrykkelse og den tilhørende spottedyst. Sidstnævnte gik kort fortalt ud på at de stridende parter på skift hånede og ydmygede hinanden verbalt mens resten af gruppen slog ring om dem og pegede fingre og grinede hysterisk-højlydt. På den måde kunne dampen lukkes ud af ventilerne, og den offentlige mening afgøre hvilken af parterne der var mest til grin.
Det lyder vel altsammen i og for sig plausibelt nok - og jeg har endda set et eksempel på det i Knud Rasmussen og Peter Freuchens pseudofiktive spillefilm "Palos brudefærd" - men jeg må sgu alligevel indrømme at jeg har svært ved at tro det.
Jeg mener, skulle grønlænderne i så fald være det første, eneste og sidste folkefærd på jorden der forstod at vende den anden kind til (og dét tilmed længe inden Hans Egede havde holdt sin egen lille fjeldprædiken for dem)? Hvor dybt og hvor længe kan vrede undertrykkes, hvor meget af den kan et enkelt menneske indeholde, og hvad sker der når dampen løfter låget af gryden?
I min søgen efter oversættelser af de gamle grønlandske læserskrivelser der udgjorde det oprindelige AG - dengang avisen hed Atuagagdliutit og blev omdelt gratis af ren og skær idealisme - er jeg snublet over tidsskriftet Fra alle lande der i midten af 1860erne blev redigeret af søofficeren, politikeren og indiensfareren Hans Emil Bluhme.
Tidsskriftets fortløbende serie "Prøver af skriftlige Meddelelser fra Indfødte i Grønland" indeholder en række oversættelser fra det gamle Atuagagdliutit. En af dem handler om morderen Angutersuak der har adskillige lig såvel i lasten som på samvittigheden, og som tilmed ikke engang lader sig afskrække af historierne om hvordan europæerne vil lænke og piske ham hvis de får fingre i ham.
Nedenstående er afslutningen på den blodige beretning om Angutersuak og i mine øjne en klokkeklar afvisning af forestillingen om grønlænderne som et mere end almindelig fredsommeligt folk. Empirien er naturligvis sparsom, men jeg hæfter mig ved at der blandt grønlandskkyndige siges at eksistere mange lignende beretninger i de tidlige eksemplarer af Atuagagdliutit, og at man har for vane at referere til dem som Grønlands sagastof (og den slags ved vi jo godt hvad handler om!).
Uden yderligere introduktion følger hermed beretningen om morderen Angutersuaks endeligt:
"Det blev Foraar. Ankommen til Saumiat, hvor han ingen Overmænd havde, blev han meget overmodig, da han ikke havde mere at frygte.
Engang da han paa en Slædereise i Selskab med Karsak kom langt bort, blev han fornærmet, greb Karsaks Hund, og skar Tungen og Flaben af den. Karsak blev omsider forbitret, vilde beskytte sin Hund, greb sin Kniv og stak Angutersuak bagfra i Hoften. Denne blev svækket ved Saaret og kunde ikke gjøre Gjengjæld.
Medens han endnu var i live, bragte Karsak ham hjem, for at de andre skulle beundre ham, fordi han havde dræbt den, som de frygtede for at dræbe. Endvidere bragte de ham endnu levende ind i Huset. Endvidere rev Karsak Vinduet op og kom ind med en Bøsse for at give Angutersuak Banesaaret.
Da Karsak rettede Bøssen mod ham, hørtes Konen og Børnene hyle over Angutersuak; men uden at agte paa dem, skød han ham gjennem Hovedet og dræbte ham med det samme. Derpaa slæbte han sit Offer udenfor og sønderskar det, og man siger, at han spiste hans Lever; Øjenvidner fortælle saaledes.
Dette var Angutersuaks endeligt; da han var død, var det som en Storm lægger sig; man var nu beroliget ved at befries for denne skrækkelige Morder; næsten alle Folk, som jeg har seet, har jeg hørt udtale deres Tak og Billigelse af at Angutersuak var død. Hermed ender dette."
References (1)
-
Response: useful referenceExcellent page, Carry on the wonderful job. Many thanks!
Reader Comments