Kolonist ved et tilfælde

Det er aftenen før launch.

Jeg sidder og doodler på skitsebloggen mens jeg venter på at islændingene skal finde ud af hvorfor jeg ikke kan se de 269 genstande der efter sigende skulle ligge og blokere hjemmesidens elektroniske afløb.

Det lyder trivielt (om end måske en smule mystisk), men efter at have arbejdet sammen med kodefolket tilstrækkelig længe, ved jeg bedre end at antage at det også er det.

Desuden kan jeg ikke komme videre før de har fikset det. Proppen spærrer effektivt for alle up- og downloads.

Men så er det jo godt at aftensolen stadig skyder dovent ind gennem vinduerne her ved halvti-tiden om aftenen, og at jeg har min egen lille skitseblog at sværte til.

Tag et kig ind forbi og læs hvordan man får sig en ordentlig røvfuld i Grønland.

Der blæser en strid vind gennem byen. Den hvirvler små, fine, sorte støvpartikler op fra jorden og skyggelægger snedriverne langs vejene og mellem husene. Rundt omkring bryder gulbrune totter af stridt græs eller strå op gennem de hensmeltende lag af sne og is.

Det er et mærkeligt forår. Koldt og ruskende og regnfuldt som et dansk efterår. Sommeren var kort og forvintret, hvis den da overhovedet var der.

Jeg føler mig snydt for en årstid, og det trækker veksler på humøret. Udsigten fra mit vindue er trist og grå som en sludvinter ved Vesterhavet. Selv nabohusets blå virker tung og truende i solens fravær.

Arbejdet gider jeg ikke skrive om. Det er der bare. Både nede på redaktionen og herhjemme. Hvis det ikke er hjemmesiden, så er det praktikrapporten, og hvis det ikke er praktikrapporten, så er det projektspøgelserne fra fortiden der rækker ud efter mig.

Bloggen her er mit eneste refugium, men selv om jeg statistisk set er flittig, så føler jeg ikke at jeg skænker den den opmærksomhed den fortjener.

Alting er en kraftanstrengelse lige nu. Jeg blomstrer ikke før naturen gør det, og når jeg kigger ud af mit vindue, kan jeg ikke forestille mig at den nogensinde vil komme til at gøre det.

Er der overhovedet blomster i Grønland?

Jeg kan høre at Liv er på vej ud af badet. Jeg tror jeg vil prøve at lokke hende med over på Tullemut til en stille øl eller to. Det kan godt være at det er Store Bededag, men det er også fredag, og åbenbaringerne kommer ikke af sig selv for tiden.

Vinden piber i ventilationen og puster sine sorte kulforstøverskyer ind på vores værelse. De lægger sig overalt som det der pulver retsteknikerne børster med når de skal tjekke for fingeraftryk. Min færden er veldokumenteret som aldrig før.

Jeg tror jeg har brug for at komme lidt ud. Jeg tror Liv er enig.

Jeg blev ansat på AG som webarkivar, steg hurtigt i graderne til de facto projektleder og har nu opnået titel af nittartakkamut akisussaasoq. Det kan godt være at det ikke betyder andet end webansvarlig, og det kan godt være at det web jeg har ansvaret for burde have været oppe at køre for længst, men det ser nu alligevel godt ud på CVet - eller visitkortet, om jeg beslutter mig for at blive hængende så længe:

Nittartakkamut akisussaasoq!

For nogle dage siden havde vi en svensk-finsk delegation på besøg fra en anden af aviserne højt mod nord. De blev guidet rundt på redaktionen som en tour-gruppe på fjordsejlads med alt hvad dertil hører af "Ihh!" og "Åhh!" og diverse andre former for påtaget åndenød.

"Så moderne ...!" udbrød en platinblond kvinde med diamantskårne briller.

"Ja, det virker slet ikke så ... såh ..." fulgte en dyb mandestemme op inde fra gruppens midte.

"... slet ikke som jeg havde forventet," fuldførte en tredje der ikke kunne beslutte sig til om han skulle være mest imponeret over udsigten eller hæve-sænke-bordene.

Først tænkte jeg at det var sjovt at se sit tre måneder gamle jeg komme ind frisk fra flyveren. Så tænkte jeg at mine egne forestillinger om Grønland da vist ikke havde været helt så blåøjede som deres. Og endelig tænkte jeg at de jo rent faktisk havde ret.

AG er en meget moderne arbejdsplads, og til tider også lidt for moderne for sine omgivelser. Sådan kan det i hvert fald virke når medieproduceren - dvs. fotografen med videokameraet - laver grønlandsksprogede nyhedsindslag i en opløsning som det koster 5 kr. i minuttet at afspille. Eller når salgsafdelingen får designet store reklamestickers og så kun kan finde en enkelt taxachauffør der gider køre rundt med dem på siden af vognen.

Men AG er ikke alene om at ville være moderne i det traditionelle grønlandske samfund. I hvert fald ikke helt.

I den kommende weekend skulle der således have været stort gallashow med et rend af berømte modedesignere og sanglærker. Faktisk så stort at man var blevet nødt til at henlægge det til hangaren ude i lufthavnen hvor det ene buslæs efter det andet af udstasede og opstyltede gæster så skulle fragtes hen.

Billetprisen var 1.200 kroner pr. sæde. Overskuddet skulle gå ubeskåret til alle de stakkels vanrøgtede og udsultede grønlandske børn og unge som der har været skrevet så meget om vinteren over. De riges fest til fordel for de fattige. Eller: der er ikke nogen der har det så skidt at det ikke er godt for nogen andre.

Konceptet viste sig imidlertid at være lige så hovedløst som det var hovent, for hvor i byen gemmer sig i det hele taget den hangarfuld nuumiutter der har råd til at deltage?

Nu er showet så blevet udskudt til efteråret. Den officielle forklaring lyder på et uheldigt sammenfald med konfirmationer og landstingsvalg. Den uofficielle på en katastrofal mangel på betalende gæster.

Jeg kender flere der i stedet har valgt at støtte børne- og ungdomsforeningen direkte med mindre pengebeløb - under forudsætning af at de ikke blev brugt til at finansiere nogen busser til nogen hangarer for. Så kan arrangørerne selv sande hvordan det er at have det så skidt at det er godt for nogen andre.

"Hvor bliver jeres medarbejdere så uddannede henne?" fortsatte forundringen lidt senere da tour-gruppen var blevet bænket rundt om redaktionsbordet.

"Ja, og hvor får I trykt avisen? Er det ikke dyrt sådan at skulle have den fragtet hele vejen herop? Er det derfor den kun udkommer to gange om ugen?"

Jeg bøjede hovedet helt tæt op mod skærmen og stirrede stift ind i den uden at se noget. Bag mig kunne jeg høre Henrik og Masaana korrigere deres gæster med høflig overbærenhed.

Og pludselig forstod jeg trangen til at være alt andet end traditionel og oprindelig. Trangen til at være moderne. Moderne som Microsoft.

Der står webmaster på forsiden af visitkortet. Men der står nittartakkamut akisussaasoq på bagsiden.

Det er et eller andet sted derimellem jeg befinder mig.