Kolonist ved et tilfælde

Siumut betyder "fremad" - og fremad er det gået fra kolonistyre til hjemmestyre og nu også til selvstyre. De politiske rebeller fra 70erne er blevet statsmænd i en karikatur af den administration de i sin tid gjorde oprør imod. Tilbagegangen synes omsider at stå for døren.

Men 30 år ved magten gør vidundere for selvværdet. Det er den gamle garde i Siumut levende beviser på, mest raffineret fremlagt i tilfældet Jonathan Motzfeldt der for længst er holdt op med at skelne mellem statsfinanser og privatøkonomi. Det grønlandske folks gæld til deres aldrende landsfader er lige så bundløs som ham selv når han sætter flasken for munden.

Forleden skete det kort før afrejsen til København hvor loven om det grønlandske selvstyre skulle endegyldigt vedtages i folketinget. Flypersonalet nægtede at tage ham med ombord af hensyn til hans egen og de øvrige passagerers sikkerhed. I stedet chartrede han et privatfly på skatteborgernes regning, så han kunne nå frem til "sin store dag".

Ugen før var den gal til vælgermødet nede i Qaqortoq. Her gav han et synligt beruset indtryk i paneldebatten og drak sig efterfølgende så fuld at han faldt i søvn ind over et af bordene og tissede i bukserne. Endnu engang måtte kæmpen bæres i seng af små ivrige siumutsekretærer der resten af natten stolt kunne fremvifte den særlige motzfeldtske urinsyreduft som smelltrack til deres stadig mere heroiske genfortællinger af episoden.

Pressen har han ikke andet end hånlig foragt til overs for. Direkte konfronteret med sin opførsel hæver han blot stemmen og næven og tordner mikrofonerne fulde af afgrammatiserede brokker om hans historiske ret til at være et dumt svin. Og så er det emne uddebatteret. Efterhånden også blandt en stadig mere hovedrystende og initiativløs offentlighed.

Det er efterhånden svært at se hvad Siumut har at byde på andet end rutinen. Deres spidskandidater er fast indslag på skandalesiderne i den kritisk-kulørte presse, og deres valgprogram ligner som sædvanlig en slags antistof til deres egen politik. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man let forledes til at tro at Siumut var et oppositionsparti.

Partiformanden hedder stadig Hans Enoksen selv om andre stemmer er begyndt at melde sig i koret. Det er ikke længere alle i partiet der synes at vejen videre fremad nødvendigvis skal trampes af en ilter bygdepartisan der aldrig tager imod udenlandske gæster uden en tolk ved sin side - end ikke danske.

Aleqa Hammond er den stovte kvinde der senest har samlet handsken op og erklæret at hun vil vælte formanden på den kommende partikongres. En udmelding der om muligt har kastet endnu mere grus i valgmaskineriet da vælgerne nu ikke længere kan være sikre på om de stemmer på et parti anført af en traditionalist eller en modernist, en mand eller en kvinde, et fortidslevn eller en samtidsånd.

Ved en prøveafstemning blandt 64 grønlandske studerende i Danmark fik Siumut 0 stemmer, mens nationalsocialisterne fra Inuit Ataqatigiit og socialliberalisterne fra Demokratiit som forventet løb med majoriteten.

Truslen er dog til at overse. Den grønlandske befolkning er notorisk uuddannet, og Siumuts eget landsstyremedlem for uddannelse, Tommy Marø, havde taxakørekort før han blev toppolitiker. Sidenhen er han også blevet ekspert på hawaiianske danse og drinks. Behøver jeg sige på hvis regning?

Så længe bygdepartisanen og hans kumpaner kan sætte udviklingen i stå under påskud af at fortsætte den, er chancerne næppe store for et regeringsskifte. En ny koalitionspartner er vel sagtens det bedste man kan håbe på.

For tiden er det fåreholderne fra Atassut der optræder i rollen som Siumuts underdanige skødehund. Hvem de nærmere er, vil jeg - højst sandsynligt forgæves deres usynlighed taget i betragtning - forsøge at indkredse i næste del af partirunden.

Om under to uger går den grønlandske befolkning til stemmeurnerne for at vælge de politikere til magten der skal varetage overgangen fra Hjemmestyre til Selvstyre.

Hver gang public service-aftalen med KNR tvinger kandidaterne til at stille op til tv-transmitterede vælgermøder på dansk, sidder jeg klistret til skærmen oppe i kollegiets fællesstue og prøver at finde ud af hvad der foregår.

Hvilket ikke er let.

Sproget er en uoverstigelig barriere for mange kandidater, og ofte får de deres partier til at tage sig helt vidunderligt hjælpeløse ud midt i den bedste sendetid.

Det gør det stort set umuligt for en udenforstående som mig at trænge ind under huden på politikerne og deres holdninger, men til gengæld er det stor og skandaløs humor på en meget afdæmpet og underspillet måde.

I de kommende dage vil jeg præsentere alle seks partier her på siden. Præsentationerne vil tage udgangspunkt i den viden jeg har indhentet fra aviser, samtaler og vælgermøder, og vil på intet tidspunkt undlade at gøre sig morsom på partiernes bekostning hvor dette er muligt.

Første offer bliver regeringspartiet gennem 30 år: Siumut.

Glæd dig til gabestokken!

I går så jeg en isbjørn blive flænset på Brættet ved den gamle kolonihavn. I dag kan jeg sende min praktikrapport om AGs brandede egenforståelse som en "folkets avis" med post til Danmark.

Nætterne er blevet lysere i de uger jeg har sovet dem væk. Tusmørket varer nu natten igennem, og kroppen må tvinges i seng for at være frisk til om morgenen.

Jeg husker de lange, lyse nætter fra min rundrejse i det østlige Island for snart 10 år siden. Det var i slutningen af juli eller begyndelsen af august, og jeg var på flugt fra en kæmperegning fra et større dansk filmselskab med et hullet telt og en sommersovepose 30 km syd for den nordlige polarcirkel.

Om natten virkede teltdugens syntetstof som et tyndt sjal kastet over en loftslampe. Det defokuserede lyset og spærrede mig inde under en halvkuppel af glødende blåt eller grønt. Det var som at ligge i helligåndens egen iglo.

Om det var lyset eller kulden der holdt mig vågen, skal jeg ikke kunne sige. Men jeg husker at selv om dagene kunne være stegende hede, så faldt temperaturen altid et godt stykke ned under frysepunktet om natten.

En tidlig morgen på en campingplads i udkanten af Husavít rev vinden en lang flænge i bunden af mit telt, så overdelen blev slået op som visiret på en hjelm. Jeg vågnede med regnen piskende mod ansigtet mindre end en time efter at jeg endelig var faldet i søvn.

Senere på dagen varmede jeg mig ved en vodkaflaske der gik på omgang i det dyrskue af en ladvogn der havde samlet mig op. Ingen drak mere end chaufføren, og bagefter strandede jeg i dagevis ved en laksefabrik fuld af midaldrende polske kvinde fordi jeg ikke turde blaffe videre.

Jeg har mange mærkelige minder, og jeg kan mærke at nostalgien truer. Den gider jeg ikke, så jeg vil stoppe her og fortsætte en anden dag med lidt mere retning og lidt mindre slinger.

Det er dejligt at have mulighed for at skrive til jer, hvem end I måtte være.

Sådan genlyder råbet over hav og fjeld og VHF-radio når en fanger får øje på et eksemplar af Grønlands mægtigste rovdyr: isbjørnen.

Og det var præcis hvad Apollo Berthelsen gjorde denne søndag morgen i sin båd lidt uden for Nuuk.

Det var den første levende isbjørn han lagde øjne på i sit 53 år lange liv, og selv om han var ene mand ombord, tøvede han ikke et øjeblik med at sætte efter dyret og harpunere det med et enkelt skud ret i halsen.

Det er anden gang på en måned at der bliver skudt bjørn i nærheden af Nuuk. Sidste gang var omme bag Store Malene, ikke så langt fra den populære skilift. Men så skal man ellers også femten år tilbage i tiden for at høre Nanoq! gjalde gennem byens gader.

I de mindre og mere afsidesliggende byer og bygder er bjørnebesøgene også blevet hyppigere. Således er det ikke mere end et par uger siden at hele tre isbjørne forvildede sig ind i Tasiilaq hvor min medkronikør Henrik netop har fået sig et smukt lille hus.

Om det er de evindelige klimaforandringer der er årsag til denne pludselige nærkontakt, skal ingen naturligvis kunne sige, men spændende er det i hvert fald.

Liv og jeg havde godt lagt mærke til at der var usædvanligt mange mennesker i gaderne denne søndag formiddag, og at de fleste af dem tilsyneladende havde kurs mod den gamle kolonihavn. Men solen var høj og luften mild, så vi tænkte ikke nærmere over det før vi stødte på AGs fotograf Hans Jukku der var på rygtejagt med sin tre-årige søn.

Vi hastede ned ad de for en gangs skyld isfri gader til Brættet hvor fangerne plejer at sælge ud af morgenens fangst. Her fandt vi den største folkesamling jeg til dato har set i Nuuk uden for værtshusene. Unge som gamle, høj som lav, var strømmet til for med egne øjne at se vidunderet.

At nedlægge en isbjørn er det største man som fanger kan opnå i Grønland. Den stotlhed og status der følger med en sådan bedrift, overskrider så langt hvad nogen forretningsmand eller politiker kan gøre sig håb om at opnå heroppe.

Stemningen var euforisk.

Det kolossale dyr lå allerede på flænsebordet, omgivet af en kødrand af mennesker med kameraet højt hævet over hovedet. Udløserne blev trykket ned i blind henrykkelse og vildskab, så blitzene lynede inde under halvtaget. Den sædvanlige grænse mellem salgsboder og flænseborde var for længst overskredet, og fangerne måtte kæmpe for at få albuerum til at partere deres fisk og plukke deres fugle.

Jeg opgav hurtigt at komme frem til bjørnebordet og var mere end villig til at låne Liv mit kamera og lade hende gå spidsrod ind i virvaret. Da hun et kvarter senere endnu ikke var vendt tilbage, tænkte jeg at jeg hellere måtte prøve at kæmpe mig frem for at se om hun var blevet trampet under fode og lå og rodede rundt nede under et af fangstbordene.

Jeg fandt hende ved godt helbred og fuldt opretstående med linsen halvvejs inde i gabet på isbjørnen. Hun havde allerede fyldt en halv memory stick i kameraet og var så småt begyndt at væmmes ved stanken af blod og synet af bjørnens opskårne krop.

En fornemmelse af ubehag krøb også ind under huden på mig da jeg forstod at jeg var en del af en blodberuset mængde der med kameraer og pegende fingre og pludselige udbrud syntes at vanhellige og nedværdige det der for få timer siden havde været Apollo Berthelsen og bjørnens ligeværdige kamp på havet.

Alligevel var det umuligt for mig at løsrive mig, selv efter at Liv havde trukket sig tilbage. Jeg blev nødt til at fylde resten af memory stick'en op før min sult var tilfredsstillet og jeg atter kunne mase mig vej ud af halvtagets skyggeverden hvor ældgamle fangstritualer og moderne mobilteknologi dannede nye og hidtil uanede forbindelser.

Det var først dér, ude i lyset og væk fra mængden, at jeg kom i tanke om at jeg ikke havde hørt nogen råbe Nanoq! på vej gennem byen. Hans Jukku løste mysteriet for mig. Han havde fået det første tavse tip om drabet på Facebook. Sidenhen havde rygtet spredt sig via SMS.

Væk var isbjørnekaldets oprindelige rædsel og respekt, tilbage stod kun nysgerrigheden og hovmodet som jeg selv havde været en del af. Endnu engang måtte jeg sande at det er brydningstid i såvel Grønland som mig selv, og at selv vejen tilbage nødvendigvis må gå frem.

Resten af historien vil jeg lade mine og Livs billeder fortælle i galleriet her.

Det har helt fra begyndelsen været min plan at gøre mig så uundværlig på AG at de blev nødt til at forlænge min kontrakt efter praktikopholdets ophør. Det lykkedes i den forgangne uge i en sådan grad at jeg nær havde mistet mit gode helbred og min noget mere tvivlsomme forstand.

Det er én ting at være enerådende på sit felt så længe det er teori under udvikling. Det er en ganske anden at være det når det bliver praksis i vores allesammens virkelighed.

Medieverden er et glubsk bæst der fortærer og fordøjer nyheder i et tempo som en amøbisk dysenterisk tarmkanal. Jo mere man fodrer det des mere kræver det, og til sidst går det op for én at det hverken kan tilfredsstilles eller mættes.

Da vi lancerede ag.gl i tirsdags, var jeg den eneste der kendte dyret, og derfor også den eneste der kunne bevæge sig ind i buret og skovle maden ind i gabet på det. I fire lange dag har jeg skovlet og skovlet indtil mine arme nær var faldet af, og mine fingre blevet knust mellem de stadig stærkere kæber.

Først da min chef fandt mig bleg og svedende foran skærmen med et distræt blik i øjnene og en tunge der vekslede mellem grønlandske dobbelt-q'er og hysteriske latterknuder, gik det op for os begge at noget var galt.

Jeg lagde en sidste nyhed ind på siden, indstillede den til at publicere sig selv et halvt døgn senere og faldt derefter i en søvn så dyb at bunden nær var gået ud af endnu en seng på Rotarykollegiet. Nu var det mig der måtte fodres - og dét i en halvt bevidstløs tilstand af en kæreste der balancerede mellem sympatistress og den totale opgivelse.

Havde det ikke været for den anden flyfriske dansker på redaktionen - en ung journalist fra Horsens med veludviklet aktindsigt - er jeg ikke sikker på at jeg ville have været i stand til at sidde og skrive denne lille opdatering fra de koloniale kvababbelsers land. Der ville ikke have stået nogen kølig pilsner på bordet ved siden af computeren, og der ville ikke have været udsigt til min første næsten-fridag i tre uger.

Tidligere på dagen gik Jeppe uforvarende med mig ind i løveburet og lod sig på rekordtid oplære til at føre den frygtede foderskovl. Bortset fra en styrtblødende kløer fem over den ene kind og en arm fuld af savl og tandmærker, så er han okay.

Om han også er det på mandag, er en anden sag. Jeg har oprettet en direkte nødlinje til mobiltelefonen i min lomme, og selv om jeg ikke rigtig orker at bekymre mig, så håber jeg alligevel at han ringer inden det er for sent. Min egen vanskæbne er al rigelig at have på samvittigheden.

Jeg har i årevis drømt om at skrive det digre værk Viljen til nederlag, og hvis jeg nogensinde gør det, vil jeg sørge for at det her bliver et af kapitlerne. Grænsen mellem triumf og fiasko er næsten lige så hårfin som grænsen mellem virkelighed og fiktion, og livet leves vist bedst med en fod i begge lejre.

Om lidt over en måned bliver der indført selvstyre i Grønland, og så er jeg færdig som kolonist. Min sidste nadver bliver en bid af de 3.2 ton mattak Hjemmestyret i den anledning har valgt at skænke borgerne i Nuuk. Vi er cirka 15.000 indbyggere, og længere kan jeg ikke regne lige nu.

Mattak er iøvrigt grønlændernes bacon. Det består af tommetykke skiver hvalspæk der enten nydes rå eller pandestegt. Kiloprisen ligger i det absolut svimlende, og jeg glæder mig til at mærke fedtet og de tabte indtægter løbe ned over hagen på mig mens jeg sidder tilbagelænet foran computeren og læser de nyheder andre har lagt ind på ag.gl for mig.

Jeg har lært på den hårde måde at det ikke altid er lykken at gøre sig uundværlig. Fiaskoen kan være en frelse i sig selv. Og desuden har jeg stadig mit højt elskede job. Nu til en lidt højere løn.